Quality Education første del

1-qe-processenSå er vi endelig i gang! I det næste år skal Skoleliv i Nepal og Soiyas Uafhængige Kvinder arbejde med kvalitetsuddannelse på fem skoler i Devdaha kommune. Skolerne har det til fælles, at de alle har børn, hvis mødre er med i nogle af vores kvindegrupper. Derudover er det her, områdets fattigste børn går i skole – og lærer alt for lidt…

På sin vis startede vi allerede processen i november, hvor vi holdt en mindre workshop for ledere, forældre og lærere om, hvordan de selv opfatter deres problemer (læs indlægget Workshop om kvalitetsuddannelse). og nu har vi så med støtte fra CISUs civilsamfundspulje påbegyndt en process styret af organisationen Samunnat Nepal, hvor skoler, børn og forældre i fællesskab forsøger at forbedre kvaliteten i skolen. Samunnat Nepal har et forløb, som dels understøtter skolernes udviklingsproces ved at hjælpe dem med at forbedre den School Improvement Plan, som alle nepalesiske skoler skal have, dels kører de et forløb for lærere og forældre, som giver ideer til bedre samarbejde og inspiration til undervisningsmetoder.

I første omgang mødtes Menuka Neupane, leder af Soiyas Uafhængige kvinder, og projektleder på projektet med de to ansvarlige undervisere. Blandt andet skulle vi redigere programmet, der normalt bruges når Samunnats konsulenter arbejder med UNICEF.  En af de ting, som adskiller os fra UNICEF er, at vi ikke har fokus på interiør. Fx. er der i den tre-dages SIP-workshop en hel formiddag, hvor deltagerne skal drømme om, hvordan de godt kunne tænke sig, at deres skole så ud. Den tager vi ud. Det er vores klare indtryk, at alle de her fysiske foranstaltninger preller af, hvis der ikke er nogen ledelse til at bakke dem op.

1-1-allabouttheseguysDet hele handler selvfølgelig om dem her og deres fremtid. For hvor er det sørgeligt, at mange af dem starter som den lille trunte her, som har insisteret på at komme med storebror i skole (og man siger jo ikke nej til børn), og så ender med rigtig mange skoledage og meget få resultater.

Skyhøje ambitioner og et ekstremt lavt niveau

I første hug skulle de to konsulenter Paban Adhikari og Chhabi Chaulaghiri lave tre-dages workshops på de tre første skoler, hvor forældre, bestyrelse, elever/elevråd, lærere og ledelse sammen vurderer deres skole udfra 98 indikatorer, som den nepalesiske stat har bestemt.

Det er også staten, som har bestemt, at det skal være en deltagerorienteret process, som involverer alle skolens primære interessenter. I praksis er der nok ikke mange skoler, som er i stand til at designe og udføre en så inddragende process. Hvis de kunne det, så kunne de sikkert også sørge for kvalitetsundervisning…hmm…Det er et klassisk problem i det nepalesiske skolesystem: Niveauet er ekstremt lavt og ambitionerne og visionerne skyhøje – så derfor sker der ikke så meget!

Men tanken er jo god nok, og den har Samunnat Nepal taget fat i. Det, synes jeg, er godt tænkt. I stedet for evig og altid at finde på parallel forløb, så bruge statens egne ideer, og hjælpe med at føre dem ud i livet.

Jeg var med på Shree Pargati Basic Schools tre-dagsworskop. Skolen har blot 75 elever fra 0. – 5. klasse. De mindste klasser har flest elever. Der er netop blevet lavet en ny fin port (en donation fra en afdød rigmand), til gengæld er der huller i gulvet i klasseværelserne, hvoraf nogle er mørke som huler. Skolens største ønske er flere elever i klasserne. Ikke at det nødvendigvis betyder fyringer, at man ikke har elever, der er skoler med under 10 elever, som stadig har 3-4 lærere, men alligevel!

1-studentsandheadsir

Der er 14 børn med i workshoppen, og de er primært fra 5. klasse Der er mange fine og involverende emner, men der er også meget voksensnak, og jeg fik hurtigt voldsomt ondt af ungerne, som tog det virkelig pænt, omend de forstyrrede en del med småsnak. En god detalje var at skoleleder Bhim Dev Dhakal fra starten satte sig hen ved drengenes bord. Dejligt at han også straks så nødvendigheden og tog ansvar.

Nødvendigt eller bare godt at have

Et af temaerne på dag 1 bestod i forholde sig til børns rettigheder. Der var blandt andet en øvelse, hvor grupperne, skulle opdele forskellige elementer i “nødvendigt” og “rart at have.” Det er emner som “mad,” “skole,” “lektier,” samt “it-udstyr,” “tv,” “cykel” og “gaver til lillebror.”

Pointen viste sig at være, at det alt sammen er “needs” altså noget man har ret til at have som barn. Der opereres i øvrigt med et tredelt rettighedssystem, som også inkluderer pligter og ansvar.

1-teacher-workingonrights

Skolens lærere bestod af tre nye lærere og en nyere skoleleder. Kun en lærer havde været på skolen i mange år. Forhåbentlig giver det gode muligheder for at gøre noget nyt og spændende.

1-studentsworkingonrightsBørnegruppen var ret stor og børnene var ikke så gamle, så det var ikke let for dem at følge med i processen. Heldigvis var der mange øvelser, hvor man ikke bare skulle sidde og lytte.amaharu-workingonrights

Der var desværre ikke mange forældre, som var mødt op. Gad vide, hvor mange forældre på en dansk folkeskole, som ville tage fri tre dage for at deltage i at give input til skolens udviklingsplan? Sikkert lige så få! De fremmødte mødre havde ligesom børnene lidt svært ved at følge processen.

98 indikatorer til udvikling af en bedre skole

 

1-gluing-indicators

På dag 2 gik vi i gang med de 98 indikatorer. De findes som hæfte uddelt til alle skoler, så Paban startede med at spørge, om deltagerne kendte den. Det viste sig, at det kun var skolelederen, som gjorde! Han sagde i øvrigt flere gange, at han var virkelig glad for, at vi nu laver denne process (Som han underforstået ikke selv ville kunne sætte i værk).

Indikatorerne var  delt op i 9 overordnede kategorier:

Effektivitet: (som handler om, tal for fremmøde, hvor godt børnene klarer eksamen og andre mål for om der kommer kvalitet ud af undervisningen).

Inklusion: (af børn med forskellige etniciteter, børn med handicap og forskellige samfundsgrupper).

Køn: Er der drenge – og pige toiletter? Deltager alle i skolens arrangementer på lige fod?

Civilsamfundets deltagelse: Børn, forældre, skolebestyrelse, hvordan fungerer de?

Sundhed, sikkerhed og beskyttelse: Er der sundhedstjek? Er der rent vand? Bliver børnene slået? Er der døre og vinduer? Jordskælvsprocedure?

Infrastruktur: Hul i loftet? Strøm? Tavle eller white board? Legeplads? mulighed for at små klasser kan sidde på gulvet, borde og stole som passer til aldersgrupperne, bibliotek? hegn om skolen? Forberedelseslokale? Have og skolehave? Venteværelse?

Læring: Er der bøger nok? Er der andre materialer? Er der en plan for undervisningen? undervisning på flere sprog (mange børn har andre modersmål end nepali).

Læring på eget modersmål: Maitili, tharu, tamang, newari oma. Der er 104 officielle sprog i Nepal.

Ledelse: Hvordan er bestyrelsen sammensat? Mødes de? Økonomistyring (får skolen kradset penge ind fra lokalsamfundet og hvordan?), kommunikation.

Hver gruppe (elever, lærere, bestyrelse osv) fik omkring 15 indikatorer, som de så skulle diskutere og kommentere på en planche. Til sidst skulle de præsentere for de andre grupper, og så skulle alle give point til indikatorerne i fællesskab.

1-girlsandmum-workonindicators1-motherspresenting-theirindicators1-children-givingscoresDet tog utrolig lang tid! Mest fordi deltagerne havde rigtig svært ved at forstå nogle af indikatorerne.

Vi var mange som kedede os bravt (mig, mødre og børn) lærere og skoleleder var til gengæld meget koncentrerede og interesserede.

Til sidst skulle grupperne så vælge, hvilke indikatorer de vil arbejde med i år 1. Jeg havde været bekymret for, at når de nu fik så mange point på deres årlige prøver, så ville de måske hellere arbejde for at få pænere lokaler, nye toiletter eller andet, som vi ikke kan eller vil tilbyde.

Men heldigvis så blev der stort set kun valgt indikatorer, som handlede om bedre undervisning. Vi nåede ikke at  gå i gang med en egentlig plan. Men det gjorde de, på de to næste skoler, hvor eleverne var ældre og både lærere og forældre forstod mere af processen.

1-kidsreadingbooks.jpg

Interessant, for samtidig virkede de to andre skoler på andre områder ikke bedre. Fx. så har alle skoler i området fået et “Wall pocket library” af USAID, men det eneste sted, hvor det var hængt op i klasserne var på Shree Pargati school. Alle andre steder lå der en stor fin papkasse på kontoret. På en skole lå alle bøgerne i en stor pærevælling, på de øvrige så de ud til om, de slet ikke var blevet rørt.

Jeg læste lidt med de lettere urolige drenge, og de elskede at læse højt på skift, alle 7 kunne læse højt fra de enkle bøger.

CAS – continues assessment

En stor svaghed i hele indikatorshowet er, at mange skoler giver alt for mange point til eleverne under de årlige prøver (som før hed eksamener). Dvs at de umiddelbart scorer højt, selvom børnenes færdigheder er lave (Menuka fortalte leende om en skole, som havde scoret 98% i eksamenskarakterer – lettere urealistisk :). I sidste ende kan det betyde, at når skolen så begynder at ændre sig til at få bedre styr på det de laver, så risikerer man at karakterniveauet falder på papiret!

Pt. overvejer vi en uafhængig test af børnene. Ikke fordi vi egentlig synes, det er vigtigt, men fordi vi ønsker at gøre det tydeligt, når der sker en positiv forandring.

Lige nu har de i Devdaha kommune fire årlige prøver, som stramt følger bøgerne. Det har deres uddannelsesudvalg vedtaget, og der var ingen på Shree Pargati school, som synes, at det var noget problem. Regeringen anbefaler ikke længere disse prøver, men i stedet et system, hvor man bliver vurderet løbende. Systemet kaldes derfor CAS (continues evaluation). Eleven får en mappe, og de materialer hun producerer samles og lægges til grund for vurderingen. Lyder umiddelbart meget bedre! Paban, Menuka og jeg blev enige om, at det vil vi arbejde på at få indført, og på den sidste af skolerne Gyanjyoti secondary school var de med på at prøve det og starte med første klasse i det kommende skoleår.

Pressen og lokalsamfundet

3-thepress1.jpg

En af projektets komponenter er en informations og advocacy kampagne. Her første gang havde vi derfor besøg af Ramesh Pokrel, som er leder af lokalradio Devdaha. Han skal lave en række programmer om projektet, så det bliver kendt bredere i lokalsamfundet.

3-thepress.jpg

I første program deltog undertegnede (på nepali), de to konsulenter, Menuka, en skolebestyrelsesforkvinde og en skoleinspektør. Sidstnævnte blev behørigt grillet. Er det her nu “9 dages læring glemt på 22 dage?” spurgte Ramesh. Selvom man ikke kender det ordsprog, så kan man godt regne ud, hvad han mener.

Lokalmedier er en sjov størrelse her i Devdaha, for hvis man betaler for at blive medlem af stationen, så har men ret til at få udsendt et rimeligt antal programmer. Det samme gælder TV. Jeg håber, de bruger nogle af pengene fra det, som uundgåeligt må blive en gang mikrofonholderi til noget mere dybdeborende politisk journalistik….

Vi skal også have gang i lokaltv og aviser og Soiya Mahila organisationens Facebookside.

Historien her kunne blive meget længere, men jeg tror, at jeg vil forlade jer her. De fem skoler er meget forskellige, og så alligevel ikke. Det bliver rigtig spændende at se, hvor langt vi kommer sammen. Næste gang er i april, hvor Paban sammen med en anden konsulent og fem danske studerende skal komme med input til, hvordan selve undervisningen kan blive bedre.

Succeshistorier og nye mål for grupperne

Det dejlige ved det kvindeprojekt, som det vi er godt i gang med er, at det stadig er muligt for mig at kende alle kvinderne, og med lidt godt vilje nå at mødes med alle, hver gang jeg er på besøg. Selvom jeg selvfølgelig snakker med medarbejdere og bestyrelse og facilitatorer, som har fingeren på pulsen, så er det helt anderledes selv at komme ud og mødes med grupperne.

Plenum er for de stærke

Denne gang startede vi i Soiya. Soiya er vores største gruppe med ca. 27 kvinder. Sidst jeg besøgte dem var de klart den svageste gruppe. Deres facilitatorer havde virkelig svært ved at forklare, hvad der var sket på det kursus de havde været på og der var meget uro. Denne gang lavede vi en workshop, hvor gruppen skulle finde frem til hvilke mål de ville arbejde med fremover. Kvinderne blev delt i fire undergrupper og diskuterede og lavede plancher. Det gik supergodt og alle var med. Små arbejdsgrupper er fantastisk som arbejdsredskab. Som en klog ven for nyligt sagde til mig, så er plenum mest for de stærke. Det er meget meget tydeligt i Soiya! Når vi er. i plenum taler tre max fire kvinder. I arbejdsgrupper af 4-5 taler næsten alle!

workshop i Soiya

Kvinderne vedtog at arbejde for bedre haver, bedre mikro-entreprenørprojekter og bedre skole. Det sidste indbefattede et mål om at afskaffe brugerbetaling, som er relativt markant på Bhawanipur skole. Man kunne have den holdning, at hvis Soiyas kvinder og mænd sendte deres børn i skole hver dag, så ville de gøre mere for kvalitetsuddannelse end færre skolepenge, men det var godt at se Soiya kvinderne tage et rettighedsrelateret emne op ved egen kraft. Så må erkendelsen af eget ansvar komme senere.

Når man rækker en hvis kvinde en lillefinger

I Bhawanipurgruppen har fire kvinder lavet en fælles have til stiklinger. Kvinderne har solgt en del af de små planter og brugt resten selv. En af dem som har brugt en del selv er Kunti (som viser haven frem ovenover), hun er med i landbrugsgruppen, hvilket betyder at hun har ca. en kvart hektar jord, som hun dyrker grøntsager på. “Næste sæson skal vi have flere,” var kvindernes klare udmelding.

Geder købt med lån

Her er Kunti ved at fodre nogle af de geder, hun har købt med lån fra Bhawanipurgruppens businesslånefond. Kunti er en af dejlige historier, som gør, at man har lyst til at knokle videre med projekter for kvinder. Hun har fem børn, er jordløs og er gift med en mand som er kvartalsdranker (det er helt almindeligt blandt de fattigste i Devdaha). Og så er hun en af dem, som kan få noget ud af hjælp og som har overskud til at støtte andre.

Her er hun med to af sine børn, som går i 7. og 8. klasse, som de stort set eneste fra deres kaste i området. Klog og skøn mor, kloge og dejlige børn!

Her er samme Kunti foran de fine sække med økologiske ris, som hun har høstet på sin mark. Kunti har også haft stor succes med at dyrke løg, hvilket sparede en del penge, da hendes store datter skulle giftes for nyligt (løg er dyrt, og der skal mange løg til et nepalesisk bryllup!). Nogle af kvinderne i landbrugsgruppen havde svært ved at sælge deres grøntsager, men ikke Kunti, som også har hjulpet de andre med at sælge. Hurra for hende!

Her er hele Kuntis gruppe. Som er en flok skønne seje damer. Denne gang var de ret irriterede over, at vi kom for sent og havde spildt deres tid. Undskyld damer! Vi er glade for, at I synes, at I har andet at lave end at vente på folk, der kommer for sent.
I Bhawanigruppen valgte de også at fokusere på gode haver, bedre skole og flere og stærkere mikro-entreprenørprojekter. I modsætning til Soiya synes de, at det er ok, at den offentlige skole i realiteten koster penge. “De er jo nød til at få penge et sted fra, og hvis bare kvaliteten var højere, så ville det være ok,” sagde de.

Slut med tobak og goddag til økologiske grøntsager

Til Bhawanigruppen hører også Kalpana. Som i modsætning til Kunti absolut ikke lignede en succes for seks måneder siden. Dengang sad hun og var meget ukoncentreret og indrømmede blankt, at hun kun kom på sit jordlod i landbrugsgruppen et par gange om ugen. Dengang sagde jeg: “landbrugsgruppen er kun for dem som har tid og lyst til at komme hver dag,” og ved mig selv tænkte jeg “hende der skal bare ud af den landbrugsgruppe.” Men siden er Kalpana begyndt at passe sin jord hver dag, hvilket betyder, at hun har høstet rigtig mange grøntsager. Hun har også udviddet sin køkkenhave hjemme og da hun så, at hun faktisk kunne føde sin familie på den måde, droppede hun sit daglejer arbejde. “Jeg kan tydeligt mærke forskel på min jord nu og før!” er en af Kalpanas guldsætninger.

Kalpana plejede i øvrigt at ryge cigaretter. Men efter at hun er begyndt at lave husholdningsregnskab efter Ingelis’ og Aages model er både hun og manden holdt op med at ryge! Det er jeg vildt imponeret over! Jeg troede nærmest ikke på det, før jeg selv mødte dem.

En gruppe i muddergrøften

Hos Kerwanigruppen sad vi bogstavelig talt i vejkanten, hvilket betød, at der løb brægende geder rundt og at der midt i det hele blev smidt et læs sten på den anden side af vejen. Kan nogen forestille sig et møde for socialt udsatte kvinder i Danmark afholdt i grøftekanten på hovedvejen gennem en mindre dansk landsby?

Kerwanigruppen er både vores største hovedpine og succes. Som alle andre grupper sparer de op, låner og betaler tilbage uden problemer, men de har virkelig dårligt fremmøde selv ved de månedlige møder. Nogle kan finde på at sende penge til opsparing med en veninde, hvis de ikke selv skal låne. Men så er der også kvinder som Rajkumari, Phoolkumari og Mina i gruppen, som er sindssygt dygtige til at lave flotte haver og har haft stor succes med vertikalt grønt. Der er også flere som har haft succes med at låne penge til ænder eller høns, har tjent penge på æggene, lagt penge til side og købt flere høns/geder osv.

Her er Rajkumari og undertegnede og et af de fine forsøg med vertikale haver.

Rajkumaris nabo, som sidste gang jeg var på besøg forsøgte at forære mig en hvid rotte, har også lavet grøntsager i plastikflasker.
Det kan være ret svært at beskytte sin have mod egne og naboers geder og høns. Det mest ekstreme var den unge kvinde som bor ved siden af Rajkumari, Shova, som havde plantet bananpalmer og hegnet dem ind, og alligevel fik dem ædt af naboens bøffel!

Som sagt så giver de her gruppebesøg masser af energi og inspiration, for kvinderne flytter sig hele tiden. Mit helt kvalitative indtryk er, at stort set alle er meget glade for deres gruppe, føler de har lært noget og kan omsætte det i praksis, fordi det foregår hjemme i deres egen have.

Næste indlæg kommer til at handle om de nye grupper, som vi er ved at danne, og som skal samme vej som dem, der allerede er på vej!

Workshop om kvalitetsuddannelse

Nu har Skoleliv i Nepal sørget for sund skolemad siden 2009 og for økologiske skolehaver næsten lige så længe. Ind imellem har vi haft kurser for lærerne, og siden 2016, hvor læreruddannelsen i Danmark har fået bedre muligheder for praktik i udlandet, har vi også haft flere praktikanter herfra.

Det, som står klart er, at skolemaden giver mere koncentrerede børn, den øger til en vis grad fremmødet og den forhindrer, at børnene går hjem til frokost og bliver væk. Så langt så godt (rigtig godt!), men børnene lærer stadig alt for lidt, og det vil vi rigtig gerne gøre noget ved.

En smuk solbeskinnet novemberdag har Soiyas Uafhængige Kvinder, vores partnerorganisation, og undertegnede derfor, sat fem skoleledere, nogle lærerrepræsentanter og forældre fra skolernes bestyrelser stævne, for at diskutere hvad de ser som de største problemer.

Det starter lidt trægt…der kommer nemlig ingen kl. 10, som vi har aftalt. Det ender med at tage to timer før alle er samlet. Ift vores kvindegrupper, som faktisk er ret præcise, så er det virkelig lang tid!

principals.JPG

Til gengæld så virker de alle sammen ret interesserede. Det er bare ikke så let lige at gå fra en skole, som ikke har et vikarbudget. Først kortlægger vi skolens interessenter og herefter snakker lærere, ledere og forældre i hver deres gruppe om, hvad problemerne er. Grupperne er meget stilfærdige. Først skrives der, så snakker de. Det er tydeligt, at så godt kender de heller ikke hinanden, og at de ikke er vant til arbejdsformen.

lærergruppearbejde.JPG

metakortophænges.JPGSvarene bliver hængt op på væggen, præsenteret og  til sidst skal alle deltagere markere, hvilke de synes er mest vigtige.

metakortigen.JPGAlle tre grupper er overraskende gode til at se deres egen rolle i det lave læringsniveau. På sedlerne står der fx. “Lærerne er ikke gode nok til at arbejde praktisk,” og til at “forstå børns psykologi,” og “forældrene er ikke aktive nok, fordi de er fattige, har travlt med at lede efter arbejde og mangler det basale.” Men så snart grupperne begynder at diskutere indbyrdes, får de travlt med at pege på hinandens fejl. Lærerne siger, at forældrene ikke sender børnene i skole regelmæssigt og ikke sørger for, at de har deres ting i orden eller har lavet lektier, og forældrene siger, at der ikke er styr nok på tingene i skolen. Lærerne holder ikke orden på børnene, som får lov at løbe, hvor de vil.

Da de bliver bedt om at “ranke” problemerne, siger de først “det hele er vigtigt!” Det, de ender med at vælge, handler interessant nok meget om “manglende materialer.” Der er også flere, som siger, at når man endelig er på et kursus, som er praksisorienteret, så indeholder det typisk materialer, som man så efterfølgende ikke selv har til rådighed på sin egen skole.

Der er ikke så meget fokus på dårlig ledelse, selvom det sikkert er noget af det allervigtigste. Måske er det ikke så tydeligt udefra? En skoleleder siger med stor følelse: “Det værste er, at politikerne er SÅ ligeglade med skoleområdet.” Tja, det er i hvert fald ikke noget, som gør det lettere….

hari-lal-aryal.JPGMidt i workshoppen kommer den nyudnævnte Municipality Education Officer forbi. Han hedder Hari Lal Aryal, og det er ham, som skal stå for alt, hvad der har med Devdahas 30 skoler at gøre. Før foregik en del inde på distriktskontoret i storbyen Bairahawa en times tid herfra eller i Kathmandu. Umiddelbart virker det som et muligt fremskridt, at man kan tage sin cykel og køre op til Hari Lal, hvis man har et problem, og endnu vigtigere, at han er så tæt på skoler og borgere, at han måske føler sig mere ansvarlig for, hvordan det går. Under alle omstændigheder virker han positiv, selvom han straks forklarer, at der ikke er penge til kurser. Forhåbentlig kan han bakke op om vores kommende tiltag.

Efter workshoppen bliver to af forældrerepræsentanterne fra en af de skoler, vi ikke har arbejdet med før hængende og fortæller, hvordan bestyrelsen har fået udskiftet skolelederen og en del lærere på deres skole. Efterfølgende er antallet af børn på skolen steget fra 100 til 350 og gennemførelsesprocenten er mangedoblet (på Bhawani skole dumpede næsten hele 10. klasse sidste år). Så det kan altså lade sig gøre at skabe forbedringer, også selvom man ikke har en masse lækre materialer. Da vi jo allerede ved, at skolemad heller ikke gør det alene, så kan vi roligt fortsætte med den kurs, vi har aftalt, nemlig at vi gerne søger penge til materialer og forbedringer, så snart der er fremskridt at se – ikke omvendt.

Forhåbentlig kan vi i det kommende år starte et projekt, hvor de fem “pilotskoler,” udvikler deres planlægning på skole- og klasseniveau, og hvor de primære interessenter bliver inddraget hele vejen igennem, så det bliver en fælles process.

Vi får også fem studerende fra Danmark på besøg i april. De skal blandt andet holde lærerkursus, som skal støtte op om de nye tiltag (planlægning, bedre forældresamarbejde, flere aktiviteter i undervisningen). Mere om det næste år!!

På vej mod en bedre skole

sunaogbørn.jpg“1-2-3 nu synger vi,” Suna Hiski har taget opstilling bag sin første klasse og sætter dem blidt i gang med at synge en sang for undertegnede. De er allesammen helt med og synger alvorligt og koncentreret – bare SÅ søde. Men Sunas koncentrerede og glade ansigt er alligevel det allerbedste. “hvis hun kan holde den begejstring, så skal det hele nok blive bedre,” tænker jeg glad, mens jeg filmer de små snavsede sangere.

Jeg er på besøg på Laxmi School, der som bekendt har modtaget skolemad til deres omkring 110 elever siden 2010. I de senere år har Skoleliv i Nepal også stået for forskellige typer af lærertræning på skolen. For lidt over et år siden holdt jeg en workshop i “skolehaven som læringsrum” og i foråret holdt Alexander Bæktoft, lærerpraktikant fra UCC Storkøbenhavn et kursus for lærerne med udgangspunkt i action learning tilgangen. Nu er jeg så tilbage for se, hvordan det går med det hele.

Først snakker vi på kontoret, et lille rodet rum uden skabe eller skuffer til lærernes ting og derfor fyldt med stabler af bøger og hæfter. “Joh”, de har forsøgt at gøre noget nyt. Dhanmaya, som er den eneste af skolens lærere, der kan engelsk, fortæller, at hun har opfundet sin egen udgave af legen “Frugtsalat,” hvor eleverne får et tal i stedet for. “Vi er startet med 1 – 5,” fortæller hun glad. “Nåh,” siger jeg spændt, “hvor langt er I så kommet?” (de startede i maj, og nu er vi i november…), “vi er stadig i gang med 1 – 5,” indrømmer Dhanmaya. “Er det måske, fordi I ikke lægger så mange planer? Altså når man står der onsdag morgen, så er det ligesom lettere at gøre det, man plejer?” spørger jeg og skærer ansigt og laver fagter for at demonstrere den der onsdag morgen uden plan. De griner og nikker “ja” det er sådan, det er! “Vi kender jo bogen så godt, så det er nemt,” siger Dhanmaya.

Heldigvis er det ikke helt sandt. De viser mig blandt, hvordan de har googlet og fundet en nepalesisk ABC-sang på nettet, skolen har så købt en lille usb-højtaler og nu sidder 0. og 1. klasse og ser på den lille telefonskærm og hører “kha, ka, gha” som “a, b, c” hedder på nepali. “Det, synes børnene, er meget spændende!” forklarer Suna.

hestesko-hurra.JPG

Inde i en af de andre klasser, kan jeg se, at de sidder i hestesko. Det med at ændre bordopstilling, lærte de også på Alexanders kursus, og alle var meget begejstrede for dette praktiske tiltag til at skabe mere fokus.

børneskolehaverudenbørn

Ude i skolehaven kommer der endnu en dejlig opdagelse. Først inspicerer jeg det nye drivhus, som skolen lige har opført i efterårsferien, og så bag drivhuset har de sørme lavet skolehaver til 3., 4. og 5. klasse! Eleverne er delt i små grupper og har hver deres lille stykke jord med fine rækker med grønt. Ved hvert stykke er der en gammel spand på en pind, med navne på gruppen. gruppe-have1.jpg

gruppe-have2super.JPGgruppe-have3

Første sæson i haven var foråret 2016, hvor vi startede med en kort intro til hele havekonceptet, og hvor Kristian og Peter, studerende fra Danmark hjalp til. Så fulgte en en-dagsworkshop i efteråret 2016, hvor undertegnede fik lærerne til at lave deres egen plan for, hvordan de ville arbejde i haven i deres fag, og nu i efteråret 2017 kører de selv deres skolehave som læringsrum!

allebørnogvoksne.jpg

Resten af haven er også fin, som altid. Hurra for Rita Kewat, skolens havedame, som er så god til at luge og vande og passe det hele. Jeg er rigtig glad for, at hun nu har fået et nyt drivhus. Det gamle blæste væk for cirka et år siden og først nu har vi fået råd til et nyt. Denne gang med støbt fundament. Det er Søbogaard Nepals dygtige unge økolandmand Deepakh Dhungana, som har udviklet det nye design, og som har hjulpet vores projektleder Rati Parajuli med gode råd.

new-greenhouse-wauw.jpg

rita-i-haven

Tjl sidst skal jeg lige en tur forbi køkkenet og smage dagens skolemad. Køkkenet trænger meget til at blive renoveret, det håber jeg, at vi får penge til i 2018! Maden, som i dag er chana buja trænger desuden til flere kikærter og færre puffede ris!! Det er et tovtrækkeri, som køkkendamen Bhumisara og jeg har haft i gang i flere år. Hun siger, at børnene ikke kan lide alle de kikærter, og jeg siger, at så må hun ændre mængderne gradvist, for puffede ris er ikke nærende nok.

Heldigvis var der denne gang en ekstra portion kikærter, som jeg kunne bruge til at demonstrere mængdeforholdet.

tallerken-mad.JPG

Bhawanipur – nyt køkken og ekstraundervisning

Et par dage senere er jeg på besøg på Skoleliv i Nepals anden samarbejdsskole Mahamaya Bhawani higher secondary school, hvor 250 børn hver dag får skolemad. I foråret fik skolen nyt køkken takket være Kimmie, Anna og Julie, tre superseje studerende fra Sundhed og Ernæring på Metropol. De tre samlede penge ind ved at sælge Musahar elefanter, og bagefter ryddede de det gamle køkken for bras, malede, ordnede alt i kasser og forhandlede en skøn aluminiumsbordplade på plads.

Det er første gang, jeg ser køkkenet, så jeg er ret spændt, mest på, hvad Sabitri og Laxmi, de to køkken-have damer synes. De er heldigvis virkelig begejstrede. “Det er SÅ meget nemmere end før, det er så godt!” siger Sabitri, mens hun hakker grønt til dagens ret, chole motar. Det er meget store ord fra hende!

nytkøkken.JPG

bhawanischool-pigerspiser.jpg

På Bhawani er der ikke problemer med maden, til gengæld bliver der stjålet en del grøntsager i haven. Det kan vi desværre ikke rigtig gøre så meget ved!

Lektiehjælp og ekstraundervisning

Sidste år startede vi lektiehjælp på Bhawani skole. Det har nu udviklet sig til decideret ekstraundervisning, da projektleder Rati og hendes tre unge lektiegruppeledere fandt ud af, at der er rigtig mange børn, som ikke kan læse og skrive. Faktisk kan næsten hele 4. klasse ikke læse!

Derfor havde vi et ekstrakursus i efterårsferien. Hvor vores partnerorganisation fik styr på børnenes forskellige niveauer og gik i gang med at undervise dem i mindre grupper, alt efter hvor langt de er.

børn-ekstrauv.JPG

Rati og Ranjana Musahar underviser de børn, som stadig kæmper med alfabetet. De har nu lært at sætte børnene til at arbejde i grupper. Der var langt fra ro, da jeg var der, men der blev arbejdet, og det var i grupper. Det var skønt at se, særligt fordi det har været helt umuligt tidligere.

De to sidste lektiegruppeledere Anil og Ghoma laver så almindelig lektielæsning for 5. og 6. klasse inde ved siden af. Det var en noget mere fredelig affære!

hwg-6klasse.jpghwg-6.klasse2.jpg

Banko!

Da vi skulle afholde bankoaften til fordel for skolerne hjemme i Danmark efter min hjemkomst, havde jeg også taget et bankospil med. Vi spillede med 7. klasse, og det var de rigtig gode til 🙂

bingo-drengebingo-pigerI syvende klasse er der to piger fra Musahar-kasten. Det er yderst sjældent, at dalit-piger når 7. klasse og endnu sjældnere, at de også er Musahar (helt nede i “bunden” af gruppen Dalit). Vi har derfor tilbudt de to piger, at de kan få gratis lektiehjælp, selvom de ikke går i 4. – 6. klasse. Den ene pige er datter af en af vores meget succesfulde kvinder Kunti, og jeg blev ret forbavset, da de unge lektiegruppeledere fortalte, at hun ikke kommer til lektielæsning, indtil det gik op for mig, at hun selvfølgelig opfattede det som en slags “nedgradering,” Hvem vil sidde i 5./6. klasse og få lektiehjælp sammen med dem?? hvor pinligt! Rati og jeg brugte en del tid på at forklare den unge pige, at vi er så superstolte af hende, og at hun KUN er med, fordi vi bare MÅ være sikre på, at hun består eksamen! Det så ud til at virke! Nogle gange er der heldigvis meget simple årsager til, at noget ikke virker!

På Bhawani er de holdt op med at stille bordene anderledes, ligesom de ikke har været lige så gode til at lave Skolehaven som Læringsrum. Men jeg tror på dem, og glæder mig meget til vores næste skridt mod en bedre skole. Mohan, Tara og Krishna Musahar (og en af deres søde nabo-piger) her på billedet har i hvert fald fortjent at få noget ud af skolen!

tara-krishna-mohan.jpg

Aarhus Food Festival 2017

For anden gang har Skoleliv i Nepal deltaget i Århus Food Festival. Vi deltog med en stand fyldt med sanseaktiviteter fra vores arbejde med mad og skole i Nepal. Det var bare helt forrygende. Se billederne og fornem den gode stemning:)
21682325_10156202669019381_1426461380_o
Det hele startede, da vi landede i Tangkrogen nær Århus havn torsdag eftermiddag og så vores herlige store telt. 6×9 meter til at boltre os på!
21616613_10156202664194381_1762878598_o(1)21618560_10156202665219381_610153044_o(1)Det var ikke helt let at få det hele op at stå. Men Dipesh og Alexander var heldigvis fikse på fingrene.

21616746_10156202663529381_961395809_o(1)Og Sara her på billedet, og jeg har efterhånden sat Skoleliv i Nepals udstilling op en del gange, så vi er også ret fikse! Sara havde også styr på majsplanter doneret af en lokal majsbonde, og på opsætning af uniformer, som hun købte for to år siden, da hun var på besøg i Soiya i Nepal.

21330557_10156778644404062_707018988_oSå fint så teltet ud ude fra. Vi var som det ses vildt heldige med vejret.

21618242_10156202659494381_311444455_oFredag middag var vi klar med alle vores aktiviteter. Blandt andet madlavning med publikum, som var en ny aktivitet, vi ikke havde prøvet før.

21057568_10156781686394062_138863027_oDet med at lave mad fungerede også rigtig godt også som hyggespreder til de gæster, der kom ind og kikkede.

21297358_10156781685834062_176203873_oVi lavede også smagsprøver. Det har fungeret rigtig godt tidligere som et samlingspunkt for snak, men på ÅFF måtte vi virkelig arbejde hårdt på ikke bare at lange mad over disken. Så snart folk så smagsprøver, så var der en lang kø. Det var det samme over hele festivalen, men da vi jo først og fremmest ville snakke, måtte vi holde lidt igen med uddelingerne.

21363455_10156784675554062_1380014144_oÅFF221330809_10156782164274062_490007351_o21362119_10156782163209062_1917061035_oDet var rigtig hyggeligt at lave mad med børnene, og vi er sikre på, at de husker Nepal en del bedre på den måde, end hvis de havde set en film eller vi bare havde fortalt om vores arbejde.
21616633_10156202647679381_1391696879_o21616698_10156202649599381_530777539_oMens maden simrede kunne børnene prøve vores skattejagt, og det uretfærdige Nepalspil, som er et smartphone spil til Android telefoner.

21361948_10156781686789062_801028024_oFølekassen var i år skiftet ud med en følespand fyldt med spagnum.

21618275_10156202642234381_876763692_oDer var faktisk ingen, som ikke kunne lide den mad, de selv havde lavet 🙂

21297715_10156781686219062_971129061_o

21684433_10156202652324381_1260955588_o

I alt prøvede 90 børn skattejagten. Det er tredje gang, vi laver den, og det er først nu, den er helt perfekt. Det er ret svært at lave noget, som både er enkelt og samtidig formidler budskabet.

21682344_10156202657219381_704369017_o

En af de rigtig skønne ting er, at vi har samlet materialer fra en del tidligere formidlingsprojekter, så der er efterhånden både roll ups, banner, opskrifter, tegnserier og så alle de nepalesiske skoleting og mad-dufteting.21616819_10156202643939381_182000085_o21616973_10156202660799381_356937299_oTeltet var fyldt med herlige ting, man kunne røre ved og snuse, smage og prøve, men jeg synes nu alligevel, at det allerbedste var de frivillige. Alle har været i Nepal, selv Saras børn Zöe og Villum, som stod for skattejagten. Både Dipesh og Alexander på billederne herover har desuden været i Soiya. Det giver jo et ret godt fundament for formidling, og masser af god energi og hygge.

21330663_10156784547174062_828346081_o21616743_10156202648469381_1636212249_oDer var rigtig mange forskellige opgaver i teltet. Heldigvis var alle gode til at tage fra.

ÅFF5Det at have lidt mere plads, gav også mulighed for at vi frivillige kunne få en kaffepause og hygge os med hinanden, ind imellem.

21706548_10156202643149381_946344846_o

21684563_10156202640494381_1860888664_oInden vi pakkede sammen søndag aften. Åbnede vi vores postkasse. Den var fyldt med nye medlemmer og skattejagter. Vi tog dem fra som havde fejl og trak to vindere af konkurrencen. Det blev Oscar og Laura, som hver får en Musahar-elefant.

ÅFF4Alt i alt en skøn weekend. Vi er rigtig glade for, at vi fik penge fra formidlingspuljen hos CISU (Civilsamfund i Udvikling) til at deltage. Det tager tid at blive god til noget, og det synes jeg faktisk, at vi er nu!

Action Learning for lærere

I marts var vi  så heldige igen at få en praktikant fra læreruddannelsen UCC.
I forbindelse med projektet Skolehaven som læringsrum har vi det seneste år fået meget mere viden om, hvor dårligt det står til med undervisningen, og hvor skoen trykker, og da et af de steder helt klart er på den tå der hedder “Lærernes kompetencer,” så var det herligt, at  “vores” nye praktikant Alexander rigtig gerne ville lave et kursus for netop lærerne.

Vi fik lavet en rigtig god plan for Alexander, som dels skulle undervise lærerne ud fra en undervisningsteori, som hedder Action Learning. Desuden skulle Alexander undervise vores unge Lektiegruppeledere og til sidst skulle han observere og coache lærerne i deres egne klasser.

alex-laxmi20170330_154121

Undertegnede var så heldig at kunne deltage i lidt af kurset for lærere, og det var skønt at se, hvor engagerede og glade de var. De kommer også med mellemrum på kurser i distriktsregi “men det er ikke så anvendelsesorienteret,” som de udtrykte det. Action Learning går ud på, at man først definerer, det problem man ønsker at arbejde med, og herefter tager “action,” “evaluerer” og starter forfra i processen. Som Alexander meget rigtigt påpegede så mangler der et punkt som hedder “planlægning og vurdering af hvilken action som egner sig,” vel nok det sværeste…

20170330_154355

Lærerne var sammen med Rati (vores projektleder), inden kurset, blevet enige om, at det problem, de gerne ville fokusere på var “manglende motivation” hos eleverne. Det passede rigtig fint til SWO og SINs oplevelse af, hvad der er centralt i skolernes lave karaktergennemsnit, uregelmæssige fremmøde og alt for store fra fald.20170330_132621-1

alex selv i sjov leg

Lærerne fik gennemgået en række punkter relateret til action learning, der var særligt fokus på, hvordan man laver undervisningen mere spændende. En simpel måde var diverse energizers, en anden og rigtig interessant var “klasserumsopstilling” altså hvordan man vælger at sætte sine elever. Skal det være Hestesko? Bordgrupper? eller klassiske rækker, og hvad betyder det for undervisningen? Alle lærerne fik afprøvet bordgrupper og hestesko, og særligt hestesko synes de rigtig godt om “man kan bedre komme i kontakt med alle børnene,” som det blev formuleret.

alex sjov leg1
Rati Parajuli var med som tolk og projektleder. Her får hun hjælp til at deltage af Dipesh Khagi, der også var med som tolk.

Alexanders kursus for de unge homework group ledere tog også udgangspunkt i de problemer, som de unge oplever med børnene, og dem var der en del af. Et stort problem var, at mange børn stak af og løb hjem, og at der var uro i grupperne.

Sammen med Alexander fik de unge formuleret en plan for, hvordan de kunne få vendt den dårlige udvikling. Lektiegrupperne blev indskrænket til de børn med størst udfordringer, de blev slået sammen til to, som så har hver to unge til at hjælpe sig, de fik faste lokaler og sidst men ikke mindst få fik alle forældrene et brev, hvor der stod beskrevet, at netop deres barn havde brug for støtte, og at det betød noget, at de bakkede op. Brevet blev leveret personligt af Alexander og nogle af de unge, og det blev virkelig godt modtaget af alle forældre, der virkede som om de satte stor pris på at blive inddraget.19401466_10213416984007477_569043946_o-1.jpgTil sidst var Alexander rundt for at observere i klasserne. Vi har to meget forskellige samarbejdsskoler. På den ene er der kun seks lærere og seks klasser, og de har et meget stærkt sammenhold og er meget positive og lærelystne. På den anden skole er der mange klasser og mange lærere. Her er lærerstaben lidt ældre og mere sindig og der er ikke den samme begejstring over forandring. Men begge steder var der vilje og lyst til at lære nyt, så nu er vi også her i Danmark for alvor i gang med at overveje, hvordan vi bedst hjælper SWO og skolerne med at få mere kvalitet i undervisningen.

I skrivende stund er der gået to måneder siden kurset. Lærerne på Laxmi school bruger stadig de nye bordopstillinger. På Bhawani har de droppet dem for en periode, da de har indført 14 dages prøver i et forsøg på at motivere deres elever yderligere og prøver kan man jo kun lave, når man sidder i rækker (suk suk).

De unge i lektiegrupperne synes, det går meget bedre. Børnene løber ikke længere væk, og nogle af forældrene til de børn, som er for “gode” til at være med i lektiecaffeen har spurgt, hvorfor deres børn ikke kan være med. De fokuserer nu på at lære børnene det mest basale, da mange børn har meget svært ved at følge med i undervisningen (er man tabt i 2. klasse, så er det ret umuligt at hænge på i 4.). Glæder mig til at fortælle mere fra skolerne og alle de herlige lærere og unger!18121038_599715540235674_2107088989477424368_o-118121751_599715743568987_3552040035729097792_o-1

Det som virker – nyt fra kvindeprojektet

hele banden

I november 2016 startede vi (Skoleliv i Nepal og Soiyas Uafhængige kvinder) for alvor de nye tiltag for vores kvindegrupper, som er en del af vores bevilling fra Civilsamfundspuljen. Det kan man læse en hel masse om i forrige blogpost.

I marts 2017 drog Ingelis og Aage Dissing og undertegnede så igen til Nepal for at følge op på det arbejdet i Nepal og for at lave et fortsætterkursus for de 20 facilitatorer og de tre medarbejdere, som arbejder med og i grupperne.

De fem kvindegrupper hedder Bhawanipur, Semrana C, Semrana D, Soiya og Kerwani og der er omkring 20 kvinder i hver gruppe.

Efter planen skulle kvinderne mødes i deres gruppe  en gang om måneden for at spare op sammen og låne penge til personlige formål og til mikroentreprenørskab. Alle grupper har to lånekasser: En med egne penge – de sparer 100 rupees=8 kr om måneden  – som må udlånes til private formål, og en til forretningslån, som de har fået penge til af Medarbejdernes Honorarfond. Denne del af projektet fungerer upåklageligt.

Lån til forretning er utrolig populært, og der er kø til at tage lån. Ovenstående billede viser Rajkumari og Shova Musahar fra Kerwanigruppen. De tilhører de allerfattigste i området og har begge lånt penge til høns og ænder og til at forbedre deres hønsehuse. De to kvinder er jordløse, og er netop blevet flyttet fra et stykke jord til et andet, fordi der skulle bygges et nyt kommunekontor. De fik mursten til at bygge det nye hus (så langt så godt) men tilgengæld er der på den nye jord hvert år i regntiden store oversvømmelser. De tilhører altså de absolut mest udsatte i området, så vi er meget glade for, at de har overskud til at være aktive i deres landbogruppe.

Skønne køkkenhaver

Et andet fokuspunkt i projektet for kvinder er køkkenhaver. Kvinderne skulle mødes og støtte hinandens arbejde med køkkenhaverne en gang om ugen i en mindre undergruppe. Mange kvinder havde lavet nogle supergode køkkenhaver. Nogle af dem, som slet ingen jord har, er med hjælp fra Soiyas Uafhængige kvinder gået i gang med køkkenhaver i sække langs deres huse. En af de mest imponerende, var en kvinde, som har plantet tomater i en sæk og fået en kæmpe tomatbusk ud af det! Det er ret vildt, at der er så meget næring i jorden!

phoolmatis-vildetomater
Gauri Kawas med sine fantastiske “sack tomatoes.”

damersomdeler

Kauri med tomaterne har også en sød nabo, som hedder Mina. Hun er også med i gruppen, og de to mødes ofte og deler erfaringer. Mina har skærmet sinegrøntsager og  for høns med gamle myggenet. Hun dyrker blandt andet okra og squash, og fordi hun har været heldigere med sine planter end Kauri, har hun givet hende nogle. Fedt med kvinder, der har overskud til andre.

Nå, men altså det med at mødes en gang om ugen, det er ikke gået så godt. Nogle er mødtes hver dag, andre ret sjældent, og det har været ret frustrerende for SUKs pligtopfyldende medarbejdere og de meget motiverede facilitatorer, som siden sidste kursus har forsøgt at organisere gruppemedlemmerne.

Facilitatorkursus

keshmayaviser hvordan

På det fem dages opfølgningskursus, som Ingelis og Aage skulle holde, var en af opgaverne at følge op på organiseringen.

Derfor startede vi med at diskutere, hvordan vi kan organisere grupperne, så alle føler, at det er så vedkommende for dem at de vil prioritere at møde op. Omdrejningspunktet var således “ichha,” som betyder noget i retning af “egen interesse,” ud fra tanken om, at der ikke findes nogen i denne verden, som dukker op til frivillige møder, hvis de ikke kan se en stærk fordel i det.

Det kan de i låne-sparegrupperne, men åbenbart ikke i køkkenhaverne. Eller rettere: Nogen kan – andre ikke. For at afdække problematikken brugte vi små improviserede teaterstykker. Kvinderne i vores grupper er fantastiske skuespillere og alle vred sig af grin over Mira Bhujels imitation af projektleder Jyotsna, som kommer på besøg hos et medlem, som prøver at gemme sig. Det gode ved teater er selvfølgelig, at man kan få nogle meget ømtålelige og ret negative emner frem i lyset på en sjov måde, så ingen føler sig intimideret.

Efter en del diskussion blev det slået fast, at man skal mødes, når det giver mening, så vi besluttede at tage udgangspunkt i de månedlige låne-sparemøder og bruge dem til at tilbyde andre workshops (om køkkenhaver, dyrehold, økologi, sundhed osv) og til at give vigtige informationer.

Facilitatorerne bliver stadig opmuntret til at støtte op om køkkenhaverne og til at videregive færdigheder på nabo til nabo basis, da det har fungeret godt.

fremvisningplanche.jpg

Kurset fortsatte med en række andre temaer. Som sidst blev alle dele faciliteret af deltagerne selv i mindre grupper. En af øvelserne var, at tegne hvordan facilitatorerne så deres gruppes fortid, nutid og fremtid. Ideen er, at det skal sætte gang i tanker om fremtiden hos mennesker, som ofte er meget fokuseret på den daglige kamp for overlevelse.

En mor, en datter og en bedstemor

ingelis og bananerne

Som første gang havde kurset også praktiske elementer. Her er Ingelis ved at vise, hvordan man beskærer en bananpalme. Det viste sig at blive et af kursets mest populære elementer, og flere af facilitatorerne har siden været i gang med at vise deres gruppe, hvordan man gør.

ingelis og bananerne2.jpg

Bananer skal have en mor, en datter og en bedstemorstamme. Bedstemor bærer bananerne, mor er den næste som skal i gang med det, og datteren kommer efter hende. Det kunne vi allesammen forstå.

aagevisernogetbishnunepali

Vi var også ude og kikke på køkkenhaver og diskutere, hvordan de ser ud. Her er vi hos Bishnu Nepali, som har lidt mere have en mange af de andre, og dermed plads til at have os alle sammen på besøg.

Husholdningsregnskab

20170402_115434family expensesEn anden rigtig populær aktivitet på kurset var husholdningsregnskab. Alle skulle i grupper notere deres udgifter og indtægter som familie ned, og det gav virkelig nogle aha-oplevelser. “Guuud hvor bruger jeg mange penge!” var der flere som udbrød. Flere havde faktisk større udgifter end indtægter! “OG så har jeg slet ikke taget alle de små ting, som ikke lige er nødvendige med,” som Kunti Musahar udtrykte det.

Besøg fra Agricultural Office

gyanu-agriman

Undervejs i kurset fik vi besøg fra det lokale landbrugskontor. At linke kvinderne med de lokale offentlige støttemuligheder, der eksisterer, er også en del af vores arbejde, så det var rigtig skønt at han kom. Her taler landbrugskonsulenten med Gyanu Musahar.

Tanken er, at det jo faktisk er den nepalesiske regerings job at tage sig af sine egne borgere, og dermed er det bedste vi kan gøre for kvinderne at lære dem, hvad de har ret til fra det offentlige og hjælpe dem med at løbe samme offentlige på dørene.

IMG_3757

En anden officiel gæst var den nye kommunaldirektør, mr. Shreekrishna Nepal, som netop er kommet til kommunen fra nabodistriktet Palpa. Han virker umiddelbart, som en person som SUK kan få et godt samarbejde med. Blandt andet håber Menuka (leder af SUK) og undertegnede, at han vil tildele SUK midler øremærket Musaharkasten. “Jeg vil se resultater først,” var hans ord til kvinderne – så nu er der endnu en grund til at samle på succeshistorier.

IMG_3749

Vi var også ude og observere hos landbrugsgruppen. Denne gruppe består af 12 kvinder, som også er med i de andre grupper, og de har med SUKs hjælp lejet 4 hektarer jord af den lokale jordejerfamilie Munankami for at dyrke økologiske grøntsager. Her er Ingelis og Aage ved at vise kvinderne, hvordan man laver et bunddække, som forhindrer vand i at fordampe, og som også mindsker ukrudtsmængden.

Besøg hos grupperne

Efter kurset med facilitatorerne, var undertegnede med SUKs medarbejdere på lynvisit rundt til de fem kvindegrupper. Her overværede jeg, hvordan facilitatorerne fortalte om det kursus, de netop havde deltaget i. Desuden fortalte alle om deres lån og opsparing.

IMG_3799.jpg

Det tog en hel dag og var rigtig godt givet ud. Facilitatorerne var virkelig gode til at formidle, særligt historien om bedstemor, mor og datterbananen, husholdningsregnskab og forretningsregnskab var meget populære fortællinger. Der blev også spillet teater.

Det var også rigtig godt at møde alle medlemmerne og få en fornemmelse af grupperne. Mit indtryk er, at vi har tre ret stærke grupper, hvor der er en god fællesskabsånd, et godt fremmøde og masser af videndeling. Så har vi en ret svag gruppe, hvor alle er meget fattige både på økonomiske og personlige ressourcer, men som nok skal komme med i deres eget tempo. Og så en gruppe, hvor halvdelen tilhører de allerfattigste, men samtidig er de mest aktive, med fantastiske køkkenhaver og fornuftige forretningslån, og hvor de lidt mindre fattige ikke rigtig er engagerede nok. Den gruppe kommer nok til at ændre sammensætning. SUKs medarbejdere følger dem tæt.

Herudover er der landbrugsgruppen, hvor nogle klart arbejdede mere end andre. Det fik vi en rigtig god snak om. For det er ikke muligt at dyrke økologiske grøntsager i større skala, hvis man ikke virkelig ønsker at yde en indsats, og det blev vidst klart for alle.

Til sidst var der møde med SUKs medarbejdere, som havde brug for lidt ekstra opbakning og forslag til, hvordan de skal håndtere grupperne. Her fik vi blandt andet talt om, hvor fantastisk “summegrupper” er som redskab for at få folk til at fortælle (det er dem, hvor man siger “nu får du to minutter til at snakke med din sidemand om, hvordan det går med at dyrke tomater”).

Alt i alt superspændende udvikling i projektet. Jeg glæder mig til at følge det via Jyotsna, Menuka og de andre herlige medarbejdere i SUK.

Gem

Fantastiske køkkenhaver

Det er sjældent at projektrapporter ligefrem er underholdende. Men den sidste rapport fra kvindeprojektet i Nepal var topdejlig læsning, akkompagneret af en strøm af herlige køkkenhavebilleder. Jeg er helt varm indeni og nød til at dele det med jer! Har i øvrigt besluttet at  forsøge at få de lidt mere trælse dele af projektet med også, for at bidrage til afmonteringen af det u-landsglansbillede, som ofte tegnes. Så ind imellem alle solstrålerne er der også et par regnvejrsskyer.

For ikke så længe siden, fik de ca. 120 kvinder, som er med i projektet udleveret frø til deres køkkenhave, som det er meningen, at de skal mødes i hver uge.

7-finhave-feb17De gik straks i gang og nu strømmer der billeder ind af køkkenhaver. Nogle haver er selvfølgelig bedre end andres, men der har været supermeget gang i den de fleste steder både med at så og lave kompost. Selv i Soiya, der er vores mest “besværlige” landsby er nogle af kvinderne gået i gang. Men de har været plaget af, at de bor så tæt, og at naboernes høns kommer ind og laver ballade (til trods for grønne hegn). Jyotsna, projektleder, har nu foreslået, at Soiyas beboere laver et fælles hønsehus. Det har jeg også forsøgt at foreslå dem mange gange gennem årene, og hvis det lykkedes for hende, så skal hun have lønforhøjelse, for så er hun usædvanlig dygtig!

Alle udviklingsfolk burde sendes til et sted som Soiya for at blive kureret fra forestillingen om at fattige er rare, uskyldige og renhjertede og kun venter på en lejlighed til at arbejde sammen og blive rigere. Folk i Soiya er virkelig søde enkeltvis, men ikke særlig søde i flok og slet ikke ved hinanden! Nok om det for nu:)

4-pabitra-tharufeb17Pabitra Tharu her på billedet er i gang med at lægge strå ud mellem sine planter. Det gør man for at forhindre, at jorden tørrer ud i den stærke sol. Faktisk startede det med, at Jyotsna viste Pabitras nabo, hvordan man laver jorddække, og da Pabitra så det, gik hun også i gang. Det er jo lige det, som er meningen! At kvinderne lærer af hinanden 🙂
9-mulching2-asha-musahar-kerwaniDe, som ikke rigtig har plads til en have, er gået i gang med at lave sack mounts. Sække med grøntsager oveni og ud fra siderne. Der er allerede nogen, som har haft succes med det. Her er Asha Musahar i gang med metoden.

2-sackmounts-feb17

5-maend-deltager-ogsa%cc%8a-feb17Dobbelt hurra. Her er Basantis kompost og Basantis mand. Jyotsna har vist Basanti, hvordan hun kan sætte pinde komposten, da det gavner formuldningen (ilt til processen). Jyotsna siger, at det er rigtig skønt at se, hvordan mænd og kvinder er begyndt at arbejde sammen om jorden.

3-parbatis-carrotsParbati Musahar med en af de første gulerødder. Mange af familierne har inddraget mere af deres beboelsesareal end tidligere til haver. Da jeg begyndte at se på fattige menneskers udenomsarealer med køkkenhave-øjne, blev jeg overrasket over, hvor dårlige folk var til at udnytte pladsen optimalt. Endnu en kendt fordom: Fattige mennesker bør være supergode til at optimere deres situation. Virkelighedstjek: Ehm? Hvis de var det, så ville mange af dem klare sig bedre, end de gør! Tanken bag projektet her er, at når man går i  gang med at flytte sig sammen, så sker der noget!

8-fencing-feb17En af de aktive grupper er ved at lave et stativ til tomater og bønner.

1-sova-musahar-in-garden-feb17Det her er Sova Musahar. Hun havde den fineste kommentar om kvinderne fra Soiya: “Før vidste jeg ikke noget om at lave køkkenhave eller dyrke jord, men så kom dem fra Soiya og lærte os det. Jeg har også lært om sædskifte.” Skønt at “dem fra Soiya” kan noget og lærer det fra sig!

one-more-garden-feb17

Her er der eksperimenteret med samplantning af planter i forskellige højder og voksetempi. Så vidt jeg kan se, er det bønner (som fikserer kvælstof) og majs (som vokser hurtigt op og skygger).

Det er skønt at grupperne lærer nyt, inspireres og dyrker mere grønt end før. Men bag de fine haver er der en masse, som vi stadig arbejder hårdt på. Mange af de små undergrupper med fem medlemmer har svært ved at mødes. De aftaler en dato og tid og to møder op, efter et par timer kommer der en til. De venter, men de to sidste kommer ikke, så de aftaler at mødes dagen efter – det samme sker…på den måde kommer det til at føles som rigtig mange møder  og rigtig meget frustration for de, som faktisk dukker op. Som Menuka (leder af vores partnerorganisation) siger: De er blevet bedre til at besøge naboen, og de snakker sammen om deres haver. Men de kan ikke finde ud af at mødes på et bestemt tidspunkt, og når de præsenteres for et bestemt format, de skal snakke efter (fx gruppearbejde), så har de ikke så meget at sige.
Det skal vi snakke meget mere om, når Ingelis, Aage og jeg besøger projektet i slutningen af marts (tæller dagene!).

6-kuntis-garden-feb17Her til slut får I Kunti Musahars have. Da jeg var på besøg sidst, var her ingenting, så det er bare skønt at se, hvor flot den er nu. Bemærk også hegnet 🙂

Når fremtiden er usikker

Et lidt anderledes blogindlæg, der handler om, hvorfor vi arbejder med skolemad, lektiehjælp og kvindegrupper.

“Jeg er ikke heldig,” siger Shreestee Pandey mørkt, mens hun kikker ud af vinduet i sit køkken. Udenfor kan man se familiens halve hektar jord, hvor risen lige nu står smuk og lysegrøn. Inde i stuen hopper Shreestees datter Kristina på 4 år rundt og underholder sine bedsteforældre og sin far. Kristina går i 1.  klasse på en lokal privatskole og har netop været til eksamen for første gang og blev nr. 3 ud af alle børn på hele skolen. Hele familien bor her i det to-etagers betonhus på en sidevej til hovedvejen mellem Kathmandu og Butwal, en travl handelsby i det sydvestlige Nepal. Huset er bygget for penge, som den ene af familien Pandeys to sønner har sendt hjem fra Korea. Udenfor står et par køer og en bøffel og brøler forventningsfuldt efter morgenmad.

Men 25 årige Shreestee føler sig altså ikke heldig, hun har nemlig ingen sønner, her efter 6 års ægteskab og hendes mand går rundt hjemme i stedet for at arbejde i udlandet, som sin bror. Den situation gør hele den lille familie rigtig bekymret for fremtiden.

Shreestee hjælper Kristina med lektierne.
Shreestee hjælper Kristina med lektierne.

Bollywood i lerhuset

Nogle få kilometer derfra gør tvillingepigerne Yamuna og Ganga Musahar på 12 år sig klar til at gå i skole. Pigerne bor i et lerhus, som består af et enkelt langt rum. Rummet er delt i to af en traditionelt lerklinet kornbeholder. Der er mørkt  indenfor, for her er ingen vinduer. I den ene side står et gammelt sort/hvid fjernsyn og larmer. Et par nabobørn følger med i en Bollywoodfilm. I huset bor tvillingepigerne med deres forældre og storebror. I de lerklinede huse rundt om, bor yderligere tre voksne søskende.

Yamunas mor Kunti Musahar fletter sin datters nyvaskede hår stramt og sætter fine hvide bånd i. Den slidte uniform er også pæn og ren. Kunti fortæller, at familien har lejet 1 hektar jord i nærheden, og nu skal der så dyrkes hvede og senere ris for fuld skrue. Alle ungerne er med, selvom Kunti forsikrer, at de små selvfølgelig skal passe deres skole. Jorden lejes som oftest af småbønder som Shreestees svigerforældre, efter princippet 50% (“Adiya” på nepali). Dvs. at ejeren får 50% af udbyttet i lejeindtægter. Ofte er det også ejer, som sørger for vanding, mens lejer skal købe såsæd og gødning, høste osv. Systemet betyder, at begge parter har stor interesse i, at det går godt med høsten. Kunti, der også er medlem af Soiya kvindernes bestyrelse, har lånt en del penge i sin låne-sparegruppe for at få råd til investeringen.

Yamuna og Ganga er klar og følges mod skolen med de andre børn fra den lille lerklinede enklave. Skolen ligger 10 minutters gang fra selve landsbyen Bhawanipur. Yamuna går i 6. klasse, mens Ganga er dumpet et par gange og derfor går i 4.

Pigerne får gratis skolemad fra Skoleliv i Nepal, og om eftermiddagen går de i den lektiecafe, som foreningen har startet på skolen. Lektiecafeen er meget populær, fordi “tuition” er velkendt, men normalt ret dyrt, og dermed forbeholdt de, som klarer sig lidt bedre.

Jamuna, Ganga og deres storebror, som går i 7. klasse.
Yamuna, Ganga og deres storebror, som går i 7. klasse.
Kuntis ældste barnebarn går i 0. klasse.
Yamunas storesøsters datter går i 0. klasse, så hun får også skolemad.
Undertegnede på besøg i lektiecafeen. Skulle have været en flue på væggen, men blev nærmere en elefant med masser af blomster og rød farve i panden!
Undertegnede på besøg i lektiecafeen. Skulle have været en flue på væggen, men blev nærmere en elefant med masser af blomster og rød farve i panden!
6.klasses piger. Der er to sjette klasser på skolen. Den ene bliver undervist på engelsk og den anden på nepali. I nepali-klassen går flest Dalit-børn, som Jamuna og Anjali Musahar.
Der er to sjette klasser på skolen. Her er undertegnede med “nepali-medium” klassen. Børnene går i lektiecafe en time hver eftermiddag.

På Bhawanipur higher secondary school samles alle de børn fra området, som klarer sig igennem de første fem års skolegang, i to sjette klasser. En klasse undervises på engelsk og en på nepali. I “English medium” går de få såkaldt højkastebørn, hvis forældre ikke har flyttet dem til en privatskole. De taler ikke engelsk, men mange kan sige nogle få ord og præsentere sig selv.

I “Nepali-medium” går børn fra såkaldte lave kaster, den etniske gruppe Tharu og børn fra forskellige dalit-kaster. Udover Yamuna Musahar, går Anjali Musahar, som jeg har kendt siden hun var fire år, i den klasse og Sarita Musahar, hvis mor Phoolmati laver mad og passer haven på skolen. Anjalis mor Sita gik i skole til 3.klasse og kan stort set kun læse og skrive sit eget navn. Kunti har aldrig gået i skole.

De tre Musahar-piger er nået længere med skolen end nogen anden pige i deres familie, og for alle tre piger gælder det, at en del veninder allerede er faldet fra eller som Ganga, halter bagefter.

En bedre fremtid for de mindre heldige

Fortællingen om familien Pandey og familien Musahar er typiske for området her. Der er også mennesker, der er meget rigere end familien Pandey og nogle som klarer sig dårligere end Kunti Musahar. Men flertallet ligger et sted mellem de to beskrivelser. De, som har lidt jord, adgang til privatskole eller til nød den engelsk sprogede udgave af folkeskolen og overskud til at støtte op om børnenes skolegang, og de, som ingen jord har og som har svært ved at fastholde deres børn i den offentlige skole endsige hjælpe dem til at klare de årlige eksamener.

Begge familier kæmper for at sikre fremtiden for næste generation. Hos familien Pandey skal det gå meget galt, hvis ikke lille Kristina får en noget mere spændende tilværelse end sin mor og en dag kan se ud af vinduet og føle sig heldig. Hos Yamunas familie er der en del mere på spil. Det er faktisk lidt af en gyser! Klarer Kunti at få et solidt overskud ud af den jord, hun har investeret i? Holder Yamuna, Anjali og Sarita fast i skolen? Begge dele kan så let som ingenting skydes i smadder af tilfældigheder og sort uheld. Jeg holder vejret, krydser fingre og håber, at kvindegrupper, engagerede medarbejdere, gode råd og ny viden, lektiehjælp og skolemad kan være nogle af de elementer, som tipper fremtiden i Musahar’ernes favør.

Se vores lille film om Yamuna her

 

 

 

 

 

Gem

Gem

Gem

Gem

Frugtposer til Tranum

For et par uger siden var Sara Kruse Cox og jeg på besøg i Tranum i Nordjylland. Her spillede vi vores uretfærdige Nepalspil med 5. og 6. klasse i skolehaven på den lille hyggelige skole i Tranum, lavede kikærtesnack med børnene og fortalte om uddannelse, fattigdom og sundhed i Nepal.

På jagt efter gurkemeje

Efter den første eftermiddag i selskab med 5. klasse måtte vi forbi Daglig Brugsen efter gurkemeje (man kan ikke lave nepalesisk mad uden det gule pulver). Der mødte jeg brugsuddeleren Else, som stod i butikken og fejrede 10-års jubilæum for en af medarbejderne med kaffe og kage til kunderne. Efter at have snakket lidt om hendes superfine butik (masser af økologi), dukkede Inge Lis Dissing, som vi skulle overnatte hos, op. Inge Lis, som er økologisk landmand og frivillig konsulent i Skoleliv i Nepal, er stort set nabo til Brugsen og har desuden været med til at starte skolehaverne på Tranum skole sammen med sin mand Aage.

Frugtposer og stor tak til Else!

Inge Lis og jeg fortalte Else om formålet med vores besøg, og jeg kom i tanke om, at hun måske kunne være interesseret i at sælge vores frugtposer, som vi også havde med, sammen med alle grøntsagerne, kikærterne og skoleuniformerne. Poserne er økologiske og designet af Susan Liebe (populær keramiker), og de sælger rigtig fint. Inge Lis har så efterfølgende vist poserne frem, og dem vil Else da gerne sælge, og næ nej, det skal Brugsen da ikke tjene på! Mon det ku ske i København?