I morges tikkede et fint billede af en kvinde stolt poserende med to flotte ”long gourds” ind på messenger fra Alina, som er ”junior medarbejder” hos Skolelivs samarbejdspartner Soiya Women’s organisation. ”Det er Sajda Mijar fra bestyrelsen”, skrev hun, da jeg spurgte, hvem kvinden på billedet nu lige var. ”Hvilken kaste er hun?” spurgte jeg, lidt forsigtigt, for jeg er altid lidt bange for at træde nogen over tæerne med det der kaste-emne. Omvendt, så er det vores erklærede mål i Skoleliv i Nepal, særligt at hjælpe kvinder, som er ”dalit,” dvs., fra de laveste sociale lag i Nepal, dem man i historietimerne, da jeg var barn, kaldte ”kasteløse,” så jeg drister mig normalt til at spørge alligevel.
En provokation for en dansker
Nu er dalits så faktisk på ingen måde ”kasteløse”. ”Dalit” refererer til alle håndværkerne og dem med andre praktiske job i det gamle hindu-samfund. Jeg ved ikke lige, hvad misforståelsen kommer af, men der er stadig mange i Danmark i dag, som bedst kender betegnelsen “kasteløs”.
En af de ting, som har klæbet sig til dalits og gjort deres liv vanskelige er, at de i hindu-religionen opfattes som urene. Fx. må de traditionelt ikke røre medlemmer af andre kaster eller deres mad og vand. En virkelig provokerende social konstruktion, når man kommer fra det egalitære Danmark og i mine øjne noget, der må sætte sig afgrundsdybe spor i den kollektive selvfølelse hos disse mennesker.
I dag kan dalits selvfølgelig lave alt muligt, ikke blot håndværk. Loven i Nepal forbyder diskrimination, og der er særlige scholarships til dalit-studerende, som klarer sig godt i skolen. Alina, som sendte billedet går fx på første år på uni på sådan et scholarship, fordi hun er dalit.
”Sajda er dalit. Sarki. Hun er min svigerinde,” forklarer Alina omgående på messenger. Jeg ånder lettet op, det var vidst ok, at jeg spurgte. ”Sarki” refererer til den specifikke kaste som Sajda og Alina kommer fra, man kunne også kalde det en ”undergruppe” under fællesbetegnelsen ”dalit.”
I disse år går det virkelig fremad for de øverste dalitgrupper, som fx Sarki. Alina er et godt eksempel og svigerinden til dels også. Godt nok har Sajda ”kun” gået i skole i 8 år, men det er nok til at hun kan læse og skrive lidt, og at hun har overskud til at være aktiv i bestyrelsen og hjælpe til i det køkkenhaveprojekt vi har kørt i en del år, og som har givet alle SWOs ni kvindegrupper fantastiske køkkenhaver.
”Aj hvor godt, at hun er i bestyrelsen. Det er virkelig vigtigt, at der er mange dalits der. Dalits skal have en stærk stemme, hvis I skal gøre Nepal mere lige,” skriver jeg til Alina, som returnerer en masse sød ungdommelig taknemmelighed. Jeg fortsætter med at rose Alinas kamp for at få en uddannelse til skyerne. Selv med scholarship er det ikke let, og der er da stort set heller ikke andre dalit-piger i Alinas klasse. For at få et scholarship skal man have klaret sig igennem grundskolen, hvilket koster penge og desuden have fået gode karakterer. De to kriterier er virkelig svært, når skolens kvalitet er lav og ens forældre ikke nødvendigvis magter at motivere og støtte eller betale.
Alle er lige for loven
”Godt at alle er lige for loven,” skriver jeg til Alina. Det tager lidt tid at forklare, hvad jeg mener med det, selvom jeg er i stand til at skrive det på nepali også (mansche kanun anusahar barabar ho). ”Altså det er tilladt for alle at tage en uddannelse, de selv vælger og at gifte sig med dem de vil,” forklarer jeg og nå jo, det synes Alina også er godt, selvom hun også understreger, at ”bahun er ”først.” ”Bahun” eller brahmin” er den øverste hindu-kaste, og når jeg ser mig rundt i Alinas kommune, så er det stadig dem, som sidder på 90% af alle de offentlige poster fra skolelærer til skoleleder og fra administrativ medarbejder til borgmester (behøver jeg nævne, at de samtidig er mænd?), så ja helt klart “først” overalt – endnu.
Det er heller ikke på nogen måde socialt acceptabelt i bredere samfundskredse at gifte sig mellem kaster, særligt ikke, hvis den ene er dalit. Der har i den seneste tid været to eksempler på, at dalits er blevet myrdet på grund af interkaste-forhold. Skræmmende og sørgeligt, men dog sager, som er taget op i samfundet, og hvor mange lokale har demonstreret og vist deres sympati med de dræbtes familier på tværs af kaste og forlangt retfærdighed.
Fattigdom er en sygdom
”Meen nu er Sarki, Bishwokarma og Pariyar på vej op. Vi må også kæmpe for Musahar,” fortsætter jeg min messenger-snak med Alina. Bishwokarma og Pariyar er guldsmedekasten og skrædderne. Jeg har bekendte fra begge grupper, som er akademisk uddannet og har gode jobs, så selvom mange dalits stadig kæmper som jordløse bønder, så er der også flere og flere, som bryder gennem den sociale mur til de gode jobs og den stabile økonomi.
”Musahar! De drikker og de laver ballade,” svarer Alina. Jeg går omgående i gang med min kæphest om, at det er en del af fattigdommens ansigt ”fattigdom er nærmest en sygdom,” skriver jeg og siger ”det er også, er derfor Musahar-pigerne ikke siger noget og deres mødre så nemt bliver vrede og fornærmede.” “JA!” istemmer Alina. Vi oplever tit i vores arbejde, at der er udfordringer med de medlemmer af Soiya Women, som bor i Musahar-landsbyen Soiya. Hver især er kvinderne fra Soiya dejlige mennesker, men der skal ikke meget til før de bliver virkelig uvenner, sladrer om hinanden og bliver fornærmede på andre. Nutildags er det ikke svært at komme i Soiya, men sådan har det ikke altid været, og der er stadig mange flere udfordringer her end i de otte andre kvindegrupper (hvor de fleste også er dalit, men hvor der er få Musahar).
Så selvom det er rædselsfuldt, når uskyldige mennesker forfølges pga deres kaste, så virker det som om, det største problem i hverdagen for mange dalits er manglende uddannelse og økonomiske og social fattigdom.
Teater giver selvtillid
Vi snakker videre om, hvordan teater er særlig godt for Soiyas pigegruppe. Pigegrupperne har SWO oprettet særligt til piger, som er droppet ud af skolen før tid. ”Dig og Rati og Asmita, I er blevet supermodige, I kan spille teater for mange tilskuere. Det er SÅ flot,” siger jeg og referer til Alinas unge kollega og veninde fra klassen, som netop er startet i skole igen, med støtte fra danske venner (Asmita er ikke dalit, men hun er alene med sin syge mor, og det giver ikke ret til statsstøtte) og til deres fantastiske teaterstykke, som skal være med til at forhindre børneægteskaber.
”Men pigerne fra Soiya, med dem er det flot, at de overhovedet øver sig i at spille teater. OG de skal have masser af ros!” fortsætter jeg min formaningstale.
”Hvorfor skal de det?” spurgte Rati, Alinas kollega mig for nyligt, da jeg var ude i samme ærinde i en lignende chat-samtale med hende. Skønt med ærlige spørgsmål! ”Hvornår arbejder du bedst?” svarede jeg ”når jeg roser dig, eller når jeg kritiserer det du gør?” – Det kunne hun sagtens se 🙂 Det er bare ikke så almindeligt på de kanter at rose, hvorimod reprimander og skæld ud er meget almindeligt.
For nyligt røg pigerne fra Soiya ud af det teaterstykke, som alle pigerne i SWOs pigegrupper var i gang med, fordi de ikke turde spille foran hele den nærliggende landsby og omegn, og det tog tid at forklare, at det faktisk var en kæmpe succes, at de overhovedet havde deltaget i teater-øvelserne, også selvom de ikke turde spille for et kæmpestort publikum.
Det er tid til at slutte samtalen. Jeg skal have drukket min kaffe færdig, og Alina skal nok have lavet et par af sine skønne TikTok videoer, hvor hun poserer i knaldrød sari til højlydt hindi musik. Vi er begge taknemmelige for snakken, og jeg håber, at den ikke bare styrker Alinas engelsk men også hendes ønske om at komme frem i verden og trække en masse medsøstre med sig.
Skoleliv i Nepal 