R for Rati og for Rabarber

I juni måned havde Skoleliv i Nepal besøg af Rati Parajuli, som er projektleder for vores skole- og skolehaveorienterede projekter i Nepal. Udover et meget vellykket program, var det en skøn oplevelse. Det er fascinerende at se Danmark og dansk kultur med andres øjne, men mest af alt så er det fantastisk, så meget det løfter et samarbejde, at arbejde tæt sammen i en måned og pludselig kender hinandens baggrund begge veje. Jeg tror engang MS har kaldt det “omvendte kulturmøder,” jeg synes ikke der var noget, der var “omvendt”. Men jeg kan se, at jo flere partnerrepræsentanter Skoleliv i Nepal har på besøg, jo bedre bliver samarbejdet i det daglige.

20160617_144523.jpg

Rati kom for at deltage i fire asiatiske kulturfestivaler i hhv. København, Århus, Aalborg og Odense. Hun skulle fortælle om Skolelivs arbejde i Nepal, som hun jo kender alle dele af på nærmeste hold. Udover festivalerne var Rati også i praktik i Københavns Skolehaver, hvor hun fulgte en af havens undervisere fire dage om ugen.

IMG_3129

På egen hånd i København

Den første dag fulgte jeg (Anne Mette), Rati til Skolehaverne med toget, men herefter insisterede hun på at tage afsted selv. Hun blev udstyret med en lånt pigecykel fra en af mine drenges klassekammerater, et rejsekort og en mobiltelefon, og så drog hun ellers afsted med toget. Som nogle af jer sikkert ved, så er der stort set ikke tog i Nepal, så det var en ny oplevelse.

20160620_08201220160623_130932Københavns Skolehaver på Bispebjergbakke er over 100 år gamle og et ret vidunderligt sted, hvor 30 danske skoleklasser hvert år har mulighed for at komme med deres lærer en gang om ugen over et par måneder. Så, luge, vande og se deres grøntsager vokse op. Lære om bier og høns, spise rabarber og hyldeblomstpandekager. Rati blev lige som eleverne vældigt inspireret.

IMG_3113

IMG_3116“De smider ikke noget væk her. Alt bliver komposteret. Det skal jeg hjem og lære eleverne,” var en af Ratis refleksioner. Hun synes også, at det var godt, at eleverne lærte om høns, ved at røre ved en rigtig høne. “Det kan børnene i Nepal også lære noget af, selvom de har høns hjemme,” sagde hun, og vi fik en lang snak om, hvorvidt vi kan flytte vores hønsehus i Nepal ind i skolehaven.

En plan for en hel måned!
En anden ting, som var fascinerende, var planlægningen. Hannah, som Rati fulgte, havde en plan for hver dag – en måned ud i tiden! Det synes Rati var længe, men også rigtig smart. I Nepal er der ikke den store planlægning i skolen, og selvom vi ofte snakker om planlægning med Rati og hendes kollegaer, så er det jo en del bedre at se i praksis, hvor rart det er  med en plan!

Selvom de børn vi arbejder med i Nepal jo kommer fra landet, så mente Rati også godt, de kunne lære noget af et forløb, hvor de skal passe planterne, luge og vande. Sprogbarrieren var den største udfordring i skolehaverne , og en anden gang, så vil vi nok prioritere børn fra 5.-6. klasse, som kunne tale mere engelsk. Men selv de mindre børn synes det var sjovt med en nepalesisk gæst!

IMG_3097

Rati besøgte også en skole, som havde mobile skolehaver. Det var på Mølleskolen i Ry, hvor Rati sammen med Anne Mette og Sara fra Skolelivs bestyrelse spillede det uretfærdige Nepalspil med skolens anden klasser. Spillet er også en del det samme formidlingsprojekt, som den asiatiske kulturfestival (begge dele i øvrigt finansieret af Danidas formidlingspulje). Ulla Skovbsbøl har skrevet en fin lille artikel, som optakt til besøget, som kan læses her.

20160616_152145Rati, Anne Mette og Sara fortalte børnene om, hvordan det er at være skolebarn i Nepal, de fik lov at prøve nogle nepalesiske skoleuniformer, kikke i nepalesiske skolebøger og ikke mindst se og smage nepalesisk skolemad. Stort set alle børnene syntes, at Ratis chana-buja var lækkert 🙂20160616_145240Det uretfærdige Nepalspil var også en succes. Der var en lille pige, som blev så grebet af det, at hun græd lidt, da hun dumpede til eksamen 🙂

Rati og lærerene i 2. klasse på Mølleskolen har nu aftalt, at klassen skal være venskabsklasse med dette års 3. klasser på Bhawanipurskole i Nepal. Det var et rigtig fint udgangspunkt, at Rati har mødt begge klasser, og derfor bedre kan formidle kontakten.

Indisk mad og dansende sikher

De fire asiatiske kulturfestivaler var også en stor succes. Rati stod hver gang tidligt op og lave chana-buja (stegte kikærter med puffede ris), som blev serveret for festivalens gæster assisteret af forskellige bestyrelsesmedlemmer og frivillige. Skoleliv i Nepal havde en skøn stand hvor vi delte smagsprøver ud, viste skoleuniformer frem, lod børn kikke i skolebøger og røre ved klassiske nepalesiske skolemadsingredienser. Der var også postere og banner med info om vores arbejde. Vi, dvs. bestyrelsen, havde flere herboende nepalesiske frivillige, som hjalp til, og det fungerede rigtig godt.

Standen gav os alle muligheder for at give de besøgende en ægte nepalesisk sanseoplevelse, og vores unge nepalesere gjorde, hvad de kunne for at fortælle til!

Vi havde også en mini-skattejagt i teltet med tilhørende sansekasse i “gæt en grøntsag” stil. Det var også både sjovt og populært.

20160624_131127Vi fik også snakket med nepalesere rundt om i Danmark. Dette par på Fyn var meget interesserede i at være med til at holde en nepalmiddag med Skoleliv.

20160622_210727

Uro i klassen
Rati havde faktisk også sine egne bekendte. I februar var hun tolk for Nanna, Carolina og Sofie, som var praktikanter fra Zahle seminarium, på Bhawanipur skole i Nepal, og som lavede skolehaver med børnene. Vi mødtes med dem et par gange, og fik udvekslet erfaringer fra deres ophold i Nepal og Ratis ophold her. Desværre nåede Rati ikke ud på en dansk skole, så hun kender mest danske børn fra uderummet, hvor der jo er højt til loftet og masser af energi, og hvor man må larme lidt mere og ikke skal sidde stille. Larm og uro var ellers fælles træk, som de tre unge lærerstuderende (nu færdiguddannede) kunne se både i Danmark og Nepal, og som de arbejdede en del med, da de var afsted.

Et fortryllet sommerhus i Dokkedal
Rati havde forestillet sig, at danske huse var meget avancerede at se på, noget med glas og stål og masser af etager. I virkeligheden var de, som hun sagde helt almindelige udenpå, men så var der bare ALT indeni. Vi overnattede blandt andet i et ret skønt miniature sommerhus i Dokkedal nær Aalborg, og fik snakket meget om, hvad et sommerhus er, og ikke mindst hvor de ligger (fx. ved havet, som det her!). “Når man ser det udefra, så tænker man, det ligner et hus hjemme, men når man så kommer ind, så er der alt, og i Nepal er der ingenting,” det pågældende sommerhus var nu også for Anne Mette noget nær en trylleæske.

Når pumpen bliver stjålet
Danmark var en kæmpe oplevelse for Rati, som aldrig før har været udenfor Nepal og faktisk også kun ganske få gange i Katmandu. Et spændende møde for alle de danskere, som Rati var med til at fortælle om Nepal, og også et stort boost til Skolelivs arbejde i Nepal. Det er helt uvurderligt at bruge så meget tid sammen, og at have fået så mange nye fælles referencerammer. Da pumpen i læringscentret blev stjålet en måned efter Ratis besøg, kunne jeg skrive “ja det er rigtig øv, men kan du huske: I Københavns Skolehaver har de også problemer med tyveri,” og så forstår vi hinanden.

Den slags referencer er guld værd. Det var selvfølgelig også virkelig heldigt, at Rati er en superselvstændig person, som også fysisk går foran, selvom hun er ny et sted. Og jeg har klart en følelse af, at besøget også har gavnet hendes arbejde i Nepal. I hvert fald har hun været endnu mere initiativrig og selvstændig end før. Det er jo bare dejligt.

 

Skolehaven som læringsrum

I februar måned kunne vi endelig søsætte projektet Skolehaven som læringsrum, som vi har fået penge til fra Thunes Legat i slutningen af 2015. På skolerne var de skeptiske overfor, om man nu virkelig kan lære noget udenfor, og de fem unge praktikanter fra Zahle seminarium, som skulle sætte projektet i søen i deres 4 ugers praktik, havde ikke prøvet at lave skolehaver før.
workshop-tavle

Vi startede med en fælles workshop for lærere, praktikanter, haveansvarlige, ledelse og projektansvarlige fra vores partnerorganisation Soiyas Uafhængige kvinder. Den gik over al forventning. De gule sedler er deltagernes forslag til, hvordan skolehaven kan integreres i undervisningen.
workshop-lærer

Lærerne var selvfølgelig stadig bekymrede for, om deres elever nu ville bestå eksamen. Men det afholdt dem ikke fra at have gode forslag til, hvordan deres undervisningsbøger kan bruges udenfor i haven. En af de ting, vi har fokuseret meget på, er at landbobørn skal ud i haven for at føle sig hjemme, ikke for at blive fascineret af, hvor en kartoffel kommer fra. Det kunne de godt se mening i.

worskshop-menuka-sabiSabitri Musahar, tidligere formand og Menuka Neupane, daglig leder af organisationen Soiya Women, har været i Danmark og set skolehaver både i København, Nordsjælland og Århus. Sabitri er nu haveansvarlig på Bhawanipur school og skal støtte haveprojektets praktiske fremdrift.

praktikanter-workshop

Workshoppen blev også brugt til at præsentere de fem danske studerende for alle de nepalesiske projektdeltagere.

sofie-madpyramiden

Og så gik vi ellers i gang. Ernæring er et emne, som også er med i de nepalesiske skolebøger, så den blev et af de første elementer i undervisningen.

piger-uv-nannainstruerer

Madpyramiden blev også til et vendespil, som børnene selv tegnede. Gruppeaktiviteter bruges i undervisningen på Bhawanipur og Laxmi school.

piger undervisning drengegruppe

Børnene synes selvfølgelig det var sjovt, og læreren kunne også se, at det gjorde en forskel.

piger-undervisning-drengepårækken

På Bhawanipur school kæmpede praktikanterne meget med larm og uro. Folk, som kikkede ind ad vinduet, elever der skrålede på læreren mens de rakte hånden op. Inspektør eller lærere, som kom ind for at tjekke at alt var vel. Som I kan se, var vi her stadig inde i klassen, og undertegnede var lidt nervøs for, hvornår vi sku ud….

bankebøf

Om eftermiddagen lærte børnene en ny leg, “banke bøf”, som alle synes var herlig. Der skal jo også være sjov – selvom undertegnede stadig var lidt nervøs for fremdriften:)

drenge-udeihaven

Men ud kom de! Her er Peter og Kristian sammen med tolken Kamal i gang med at introducere haven på Laxmi school, der netop er blevet pløjet og gjort klar.
drenge-logbøger

Alle børnene fik logbøger, som de kan bruge i haveundervisningen. Det er ikke alle børn, som har kladdehæfter nok, så det gjorde logbøgerne ekstra vigtige.

drenge-ihaven-grupper

Der var meget mere roligt på Laxmi school, da skolen kun har fem klasser. Det gjorde også de enkelte klasser mindre larmende.

drenge-redskaber

Jeg havde haft en del redskaber og andre ting med fra Danmark. Det synes smådrengene var ret interessant.

drenge-uv-videndeling

Sabitri, der er haveansvarlig på Bhawanipur school, var med på Laxmi school hele måneden. Her fortæller hun Laxmi schools haveansvarlige Rita om skolehaverne i Danmark.
buja-til-morgenmad
Vi havde valgt at starte haveundervisningen kl. 8, for ikke at tage alt for mange klassetimer og dermed gøre lærerne mere nervøse. Derfor serverede vi også morgenmad for klasserne. Og ja! der er grøntsager her (kål, kikærter og løg), men andelen af puffede ris er noget høj. Room for improvement…!

forældre-dagInden de danske praktikanter rejste, blev der afholdt havefestival, hvor forældrene blev inviteret til at se haverne. Børnene var meget stolte! Så det er altså ikke kun børn i byen, som kan lide at vise haver frem 🙂
diplom

Så kom vi i gang. Skønt. Rati Parajuli, som har fungeret som tolk for praktikanterne på Bhawanipur school og som også står for vores nye lektiegrupper er projektleder og skal støtte lærere og elever fremover. Lige nu starter eksamen, så vi tager en lille “vande/læse” pause. Hvor Rati får læst en masse om skolehaver, og praktikanterne får afrapporteret, hvor langt de nåede og hvor de synes vi skal tage fat.
farvel-farvel

Det var ikke nemt at undervise langt ude på landet i Nepal, med tolk og lave sit livs første skolehave. Men de gjorde det! Og på en måde, var det måske godt, de heller ikke var topprofessionelle, så det hele foregik i et tempo, hvor de nepalesiske projektdeltagere ku være med og hvor alle sandheder ikke var givet på forhånd. I hvert fald så har alle udmeldinger fra skolerne været meget positive. Næste træk bliver det seje – nemlig at få lærerne grundigt i spil. Godt vi har Rati. Hun er bare 21 år, men hun er supersej!

Jord til de fattigste

Jordfordeling er en af mange årsager til Nepals problemer, og det er for os og SWO en konkret udfordring for fremtiden.
De (få) rige har store mængder jord, som de overlader til fattigere familier at dyrke for en sæson ad gangen. Det system hedder adiya.

sabitri adiya 2
Sabitri og hendes mand fordeler sæsonens ris mellem sig og den jordejer de har lejet af i denne sæson. “Hvis jeg kan lide dem, så får de lov at leje en sæson mere,” sagde han.

“Adi” betyder halvdelen, og systemet går ud på, at ejeren af jorden får halvdelen af afgrøderne, mens de, som låner jorden, får den anden halvdel, samt alle udgifterne 😦

sabitri adiya 5
Denne udlejer har 2 biga (=20.000 m2) jord. Hans far havde 12 biga, som er delt mellem seks sønner. 2 biga er ikke meget, men udlejers familie bor i byen, og han selv arbejder i Indien, så de har ikke mulighed for selv at dyrke.

For lidt og for dyrt
Problemet med adiya for den enkelte lejer er, at der kommer for lidt ud af det, og at familien derfor ikke får mulighed for at arbejde sig ud af deres fattigdom. I et større perspektiv har det også den konsekvens, at udbyttet af jorden forbliver lavt. Hvis man kun har jorden i kort tid, så investerer man minimalt i jordforbedring, og man kan i øvrigt slet ikke låne til fx. kunstvandingsanlæg, når det ikke er ens egen jord. Sidst men ikke mindst, så er der faktisk mulighed for tilskud til fx. vanding fra det offentlige, men det kræver en 20-årig lejekontrakt….

sabitri adiya 4
Der er ris for omkring 40.000 nepalesiske rupees til hver (ca. 3000 kr eller 1 ton). For familien betyder det mad hver dag, mens jordejeren skal ud og sælge. Det har ikke regnet nok i år, så udbyttet var ikke så højt som parterne havde håbet.

Hvorfor går de de rige så ikke selv i gang og hæver produktiviteten?

For varmt og for kedeligt
Tja…de fleste bor i Kathmandu eller i udlandet. I Rupandehi er der for varmt i de 6 sommermåneder og koldt og tåget om vinteren, alt for mange myg, alt for få bekvemmeligheder…Hvem har lyst til at bo her? Hvis man ikke er nød til det…At være bonde er vidst i øvrigt mere end bare produktivitet, og de her mennesker er sjældent bønder. Jorden for dem repræsenterer magt og status og er i øvrigt i de senere år, som følge af en fuldstændig ureguleret prisudvikling steget til eksorbitante priser. En “katha” ( lidt over 300 m2) koster i Kervani kommune, hvor Soiya ligger ca. 65000 kr.

Et kooperativ for fremtiden
En af de løsninger som SWO og SIN ser for sine medlemmer er, at organisationen SWO går ind og laver en langtidskontrakt med en jordejer, om et større stykke jord i en længere periode. Det spændende bliver, om de er i stand til at forhandle en 20-årig kontrakt, og hvad de skal betale. Jeg har argumenteret for, at 25% af overskuddet til jordejeren bør være udspillet. Dels så investerer vi i hans jord og sørger for, at den er i tip top øko-stand, dels så regner vi med, at produktiviteten kan forøges væsentligt. Dvs. at 25% i virkeligheden kan gå hen og blive mere end de oprindelige 50….

Imod os har vi to ting: Klimaforandringer og vidensniveau. Kan vi få landbrugsrådgivere, der er dygtige nok? Og hvordan tackler vi regnen, der dels bliver væk, når den er ventet, dels øser ned, når den ikke er ventet (eller ønsket).

Lige nu diskuterer SWO så med sine medlemmer, om de vil være med, og hvordan det skal foregå. Her er et  af lyspunkterne bestyrelsen, som virker kvikke og positive.

tak for nu! Lidt tung smørre jeg ved det! Håber I kom godt igennem:)

Når det er forbudt at kede andre

Et af de vigtige punkter på agendaen for dette projektbesøg i Nepal, var et møde for de unge social arbejdere, som blandt andet er ansat til at varetage formidling til og fra kvindegrupperne. Hovedformålet var at få et overblik over, hvad de har lært, da de for nyligt var på kursus i at lave forretningsplaner. Som nogle måske husker, så er det planen, at socialarbejderne skal hjælpe grupperne med at lave forretningsplaner, så de kan bruge deres nye økologiske viden til at lave noget sammen.

social mobilisers og business resten
Alt blev tegnet på tavlen som øvelse. De unge havde heldigvis lært en masse meget fornuftige ting, som let lod sig omsætte i billeder (produkt, pris, investeringer, marked, transport, kundegrundlag, konkurrenter…). Billeder er den metode socialarbejderne skal bruge i deres arbejde med grupperne, da disse ikke kan læse og skrive. Interessant nok virkede det også rigtig godt i deres egen gruppe og fik tydeligt nogle af de mere generte til at klare sig bedre end ellers.
social mobilisers og business
Herefter var det tid til at mødes med grupperne. Dels for at evaluere forløbet indtil nu og dels for at introducere forretningsplanerne.

evaluering-billed1De første to grupper kom dryssende en time over tid…Vi gik ret hurtigt i gang for ikke at spilde tiden for dem, som kom først, og det fungerede fint, at folk bare kom ind og satte sig, når de dukkede op.
I Nepal er det i mange sammenhænge tilladt at kede andre helt vildt meget, med langvarige enetaler i et opskruet tempo (maskingeværssalver af ord, kan man godt føle, når man ikke kan følge med :). Dertil kommer, at de som har mest taletid ofte har et andet sprog end de, som lytter (jeg er altså ikke den eneste, som har svært ved at følge med rent sprogligt).
evaluering sarita viser
Den fremgangsmåde hægter selvsagt mange af og for at undgå det, skulle metoden “inddragende formidling” nu stå sin prøve.

evaluering usha tegnerNogle gange tegnede den socialarbejder, som er med som assistent. Med hjælp og forslag fra deltagerne.

evaluering deltager tegnerandre gange var det en deltager. Det skønne er, at nepalesere (generelt) har utrolig meget humor og er supergode til at “optræde.” Derfor blev vores evaluering både sjov og fik alle med. Det samme gjorde den efterfølgende gennemgang af forretningsplaner. Og metoden fik også denne gang socialarbejderne til at træde mere i karakter. Total succes!
evaluering fælles fotoHer fællesfoto med gruppe 2. Der kom desværre ikke så mange, for de bor lidt langt væk. Næste gang har vi aftalt at mødes tættere på deres hjem…

Kampvalg og kikærter

De fleste af os bliver inviteret til generalforsamling en gang imellem. Mange gange takker man nej og bliver væk med en snert af dårlig samvittighed, fordi man synes “man burde,” men på den anden side ikke orker at bruge en halv dag eller så på noget så relativt kedeligt.

agm-tilhørere

Da Skoleliv i Nepals partnerorganisation Soiya Women’s Independent Organization i år kunne invitere til sin anden generalforsamling i foreningens to-et-halvt-årige historie, var jeg dog rigtig glad for at kunne sige “ja.” Ikke fordi nepalesiske officielle arrangementer plejer at være særlig interessante, men fordi denne generalforsamling er et udtryk for SWOs positive udvikling.

agm tilhørere 2.jpgSWO har på under et år fået 80 nye medlemmer, så fra at være 20 kvinder fra Soiya, er de nu 100 kvinder i alt. Det betød først og fremmest, at de nu, havde lejlighed til at invitere alle de nye medlemmer til at vælge repræsentanter til bestyrelsen.
AGM gammel bestyrelse

Den gamle bestyrelse blev behørigt hædret. For nu at være helt ærlig, så har de ikke været af den allernemmeste slags, da de har haft rigtig svært ved at skelne mellem personfnidder og bestyrelsesarbejde (“nej, vi kan ikke vælge en ny formand før tid, fordi du er uvenner med hende, I har nu!”). Menuka skal have ros for at inddrage dem i alle væsentlige beslutninger og tålmodigt forklare, hvordan en bestyrelse fungerer.

agm-Asha taler

Asha Musahar stillede som ventet op til formandsposten. Asha var ikke med i den tidligere bestyrelse, men hun er leder af den ene af Soiya’s to “fraktioner,” så vi havde regnet med, at hun ville stille op.

agm-modkandidat

Udover den tidligere formand Sabitri, stillede også denne unge kvinde op som modkandidat. Et godt eksempel på at de nye kvinder i foreningen virkelig gør en positiv forskel og dejligt, at nogen fra starten turde være så aktiv.
agm-kandidater med symbolerOg så var der kampvalg! Da et flertal af SWOs medlemmer ikke kan læse og skrive fik hver kandidat et symbol, som deltagerne så kunne stemme på. Det blev forklaret så grundigt at en deltager smilende sagde “ja ja, vi er med!”

agm-i kø for at stemme.jpgDet er faktisk lige præcist hvad de er, de nye medlemmer “med…”. Dejligt at se dem stemme. Jeg synes, vi på den måde gør vores lille bitte del, til at styrke Nepals flossede demokrati.

Til vores (Menukas og  undertegnedes) forbavselse vandt Asha. Det viste sig, at hun som den eneste kandidat havde lavet lobbyarbejde på forhånd. Igen: Jeg ville måske ikke have valgt hende, men fedt at andre kan se, at det er en del af en demokratisk proces.agm-ny bestyrelse tages i edAlle grupper stillede med to medlemmer til bestyrelsen. Asha blev valgt som formand, næstformandsposten var der også flere kandidater til, den post blev afgjort med nepalesisk konsensus-diskussion, og så var vi ellers hen under aften klar til at se den nye bestyrelse blive taget i ed.
agm-mad
Lang dag! Heldigvis var der kikærter (chana-buja) undervejs. De er jo eksperter i skolemad, de her damer fra Soiya 🙂

Norden og Nepal

Foto: Ulla Skovsbøl

I øjeblikket er Skoleliv i gang med projektet “Norden og Nepal.” Projektet skal fortælle danske børnefamilier og andre interesserede om sundhed, ernæring og udvikling i Nepal. Projektet består i store træk af tre dele.
Først var Sara Kruse Cox fra SINs bestyrelse i Nepal og samle materiale og starte projektets videodel op. Så var Skoleliv i Nepal med på Århus Foodfestival. Sidste del foregår her på bloggen og er et forsøg på at skabe en dialog om mad.

Herunder kan du se billeder og læse lidt om de to første dele af projektet:

Sara i Nepal

Sara mødte selvfølgelig de skønne unger, som får skolemad. Her er hun på Shree Shanti Priya Primary school, som Skoleliv har startet skolemadsprojektet op sammen med tilbage i 2009.
En af de ting Sara gjorde var at opstarte et videoprojekt, som vi vil bruge til en række spændende dokumentationsprojekter.
Det var selvfølgelig ikke Sara, som skulle filme. I første omgang er det en gruppe unge socialarbejdere, som skal lære at filme med en tablet.
Bagefter bliver det børnenes tur. Denne gang nøjedes de dog med at posere og så selvfølgelig se sig selv bagefter!
Bagefter bliver det børnenes tur. Denne gang nøjedes de dog med at posere og så selvfølgelig se sig selv bagefter!
Der blev også tid til at gå med i rismarkerne.

Århus Foodfestival
Som projektets næste højdepunkt var at deltog Skoleliv i Nepal i Århus Foodfestival med en stand proppet med aktiviteter.

Smagsprøver var en obligatorisk del af standen for alle festivallens aktører. Foto: Ulla Skovsbøl
smagsprøver var en obligatorisk del af standen for alle festivallens deltagere.
På standen kunne man se og føle på nogle af de essentielle ingredienser i det nepalesiske køkken. Og få en snak om sundt og usundt.
Skoleliv i Nepal var så heldige at have to ægte nepalesiske frivillige. Dipesh Khagi, som er på højskoleophold i Danmark og Samikha Tamang, som er studerende ved Niels Brock.
Samiksha hjælper en besøgende med at skrive sit navn på nepalesisk.
Dipesh i snak med en af de mange besøgende. Vi havde besluttet at fokusere på børnefamilier, da vi skulle stå i børneafdelingen, men vi fik besøg af gæster i alle aldre.
Udenfor standen blev der gravet efter grøntsager fra skolehaven i den helt store stil. Foto: Ulla Skovsbøl
Der var travlt på standen alle tre dage.
Udover standen, der var finansieret af Civilsamfund i Udvikling, solgte festivalens butik Skoleliv i Nepals frugtposer. Poserne havde fået en supergod placering og havde et rigtig godt salg!

Alt i alt var festivalen en herlig oplevelse. Vi fik snakket med utrolig mange forskellige mennesker lige fra majsbønder til børnehavebørn. Snakkene strakte sige lige så vidt. Jordrettigheder, skoleuniformer og duften af spidskommen, var nogle af dem.
Nu glæder vi os til sidste del af projektet. Madvideo af danske og nepalesiske børn. Kommer snart lige her….:)

Generalforsamling 2015

Generalforsamling i Skoleliv i Nepal er nu og spændende hvert år. I 2013 var vi på Kiselgården og havde besøg fra vores nepalesiske partnerorganisation. I år var vi i Sct. Hans’ nye drivhuscafe ‘Sct. Hans Have’. Et fantastisk sted og den perfekte ramme for en organisation, som beskæftiger sig med grønne emner.

am-talerDa der var budt velkommen informerede bestyrelsesmedlem Mille Lübbert Hansen kort om situationen i Nepal efter jordskælvet. Foreningens arbejde er i det store og hele uskadt. Dog har en enkelt partner (Søbogaard Nepal) fået ødelagt deres bygninger.

Herefter berettede formand Anne Mette Nordfalk om året der gik.
referent-jyllandSara Kruse Cox, bestyrelsens eneste jyske medlem, tog referat. Sara var tilbage i 2012 i Nepal i forbindelse med sin uddannelse til ernæringsbachelor.

der diskuteresEfter den formelle generalforsamling var der foredrag. Denne del af dagen startede med, at deltagerne diskuterede 2 og 2 udfra uddelte stikord, hvorfor vi arbejder med de ting, vi gør? Hvad er det for problemer, vi er oppe imod?
Den efterfølgende plenumdiskussion kom godt rundt om mange aspekter lige fra kastesystem og lokaldemokrati til ernæring, uddannelse og økologi.
fantastiskedukker-1Ved generalforsamlingen blev Skoleliv i Nepal beriget med to nye bestyrelsesmedlemmer, designerne Mai Plank og Pernille Jøker Johnsen. De to har i det seneste år været aktive frivillige i foreningen og blandt andet skabt en favnfuld skønne dukker, som skal danne udgangspunkt for en empowerment workshop i Nepal i det kommende år. fantastiskedukker3Dukkerne blev afprøvet og godkendt af generalforsamlingens yngste deltager.

Om at være fattig inden i

Vores seneste besøg i Soiya var en en kæmpe udfordring udi det logistiske, og så gav det stof til eftertanke omkring de klassiske ‘Udviklingsfloskler’ i ‘Giv en ged’-genren.

Lis Rasmussen fortæller en af de nye grupper om økologi.
Lis Rasmussen fortæller en af de nye grupper om økologi.

Først og fremmest skulle vi støtte vores partnerorganisation Soiya Women’s independent organisation i at starte fire nye kvindegrupper op og få uddannet 8 nye social mobilisers til at støtte dem. Derudover skulle vi sikre, at der blev lejet et godt stykke jord, som de nye grupper kunne blive undervist på.

Heldigvis var forarbejdet gjort, kvinder og social mobilisers var identificeret, og det samme var 3-4 mulige jordlodder i en rimelig prisklasse.

Det med jord er et helt kæmpestort kapitel for sig. Landbrugsjord i Nepal er op til fire gange så dyrt som i Danmark, hvilket cementerer uligheden mellem rig og fattig – eller sagt på en anden måde: jordejer eller jordløs. Dertil kommer, at når man vil leje jord, så kan det ofte kun lade sig gøre i max.  fem år, hvilket jo er relativt kort tid, hvis man fx. vil dyrke frugttræer eller opdrætte fisk, for ikke at tale om vandingsanlæg.

Møde med nye kvinder

Men for at komme i gang havde vi besluttet at forholde os knivskarpt til, at vi i første omgang skulle leje jord til træning af 80 kvinder i ca. 10 måneder, og her trådte en nabo til med et godt tilbud på et stykke jord med mulighed for vanding, og Lis og Menuka fik forhandlet en rimelig aftale hjem.

Økologi og demokrati
Planen for de nye grupper er, at de skal undervises i økologisk jordbrug, ernæring og lokaldemokrati over de næste ti måneder. Det, vi sammen dyrker på de nye marker, skal bruges til skolemad, og det, som vi derved sparer, kommer ind på en særlig konto til grupperne. I slutningen af forløbet er det planen, at grupperne skal have et kursus i forretningsplanlægning, og de skal så have deres sparepenge+et tilskud fra Skoleliv udbetalt til at gå i gang med deres eget forretningsprojekt.
new-ladies-in-the-field-børn
Kvinderne fra Soiya fungerer som hjælpetrænere i forløbet og Durga, vores haveleder, er overtræner og skal koordinere og lede slagets gang.

Nye kvinder og ny jord

De nye kvinder, som alle er fra områdets fattigste familier, havde på forhånd fået en kort forklaring på, hvad det hele gik ud på, og mødte så op for at få det hele forklaret af undertegnede (den overordnede plan), Menuka (detaljerne), Lis og Durga (økologien). Til sidst tog vi en runde, hvor vi spurgte, om de ville være med. “Jeg sidder,” var svaret hele vejen rundt. Lidt sjov måde at sige “ja” på, når det nu handler om alt andet end at sidde 🙂

Lis Rasmussen og Durga Rokha forbereder noget af det teoretiske materiale til kurset for de nye kvinder.
Lis Rasmussen og Durga Rokha forbereder noget af det teoretiske materiale til kurset for de nye kvinder.

Grupperne gik i gang, mens vi stadig var i landsbyen, og det så ud til at gå rigtig godt. Vores nye jordstykke viser sig blandt andet at være langt bedre end det, vi allerede har ved Soiya, og Durga var god til at sætte sine hjælpetrænere i gang og til at veksle mellem teori og praksis. Hurra for at vi besluttede at hyre ham!

Unge forbilleder
de unge nyansatte social mobilisers
Vores unge mobilisers kommer også stort set alle fra såkaldt lave kaster uden tradition for uddannelse. En enkelt skilte sig fra starten ud ved at være lysere i huden, være mere snakkende, og tale noget engelsk. Det viste sig, at hun er brahmin, men er kommet med i gruppen, fordi hun er enlig mor. Hun har kun gået i skole til 10. klasse men håber at kunne uddanne sig videre, nu hvor hun har fået deltidsjob hos os. Hmmm, temmelig tankevækkende, at netop denne unge pige helt tydeligt er lettere at arbejde med end de øvrige…kan godt være hun er enlig mor, men hendes baggrund gjorde en helt tydelig forskel…

Hvad laver en social mobilisator?
De unge menneskers job er at fungere som sekretærer og informatører for de nye grupper. Når de holder møde, er det de unge, som laver referat. Når de skal lære om ernæring, så skal de unge først lære om det og så give det videre. Når grupperne har problemer eller spørgsmål, der har med organisationen at gøre, så kan de henvende sig til deres social mobiliser.

Social mobilisers i gang med en øvelse. Forude venter bunker af træning og nye informationer.
Social mobilisers i gang med en øvelse. Forude venter bunker af træning og nye informationer.

Sekretærfunktionen skyldes ganske enkelt, at der er meget få i grupperne, som kan læse og skrive lidt og informatør-rollen handler om, at det er for dyrt, at få professionelle udefra til at give alle informationer til alle grupper.

Er et sykursus lykken?
De fleste af kvinderne fra Soiya er hjælpetrænere i øko-haven. Men Sita og Saraswoti blev i starten af forløbet i stedet udvalgt til at få skrædderundervisning. De to kvinder, er blandt de allerdygtigste af Soiya-kvinderne udi sy-kunsten og desuden har de begge mindre børn at forsørge og havde derfor mest brug for at få muligheden for at blive skrædder. Nu er de godt i gang med kurset og jeg tænkte så, at det var tid til at snakke om, hvad de skal bagefter…Vi har tidligere talt om, at de forhåbentlig kan undervise andre kvinder, men det var også min helt klare tanke, at de først og fremmest skulle i gang med deres egen forretning.

Sita og Saraswoti med deres lærer i midten.
Sita og Saraswoti med deres lærer i midten.

Et par meget modvillige entreprenører
Det viste sig, at de slet ikke var enige i det sidste! “Der kommer ikke nogen og vil have noget syet, og hvis der gør så er vi bange for at ødelægge stoffet! Og der er i øvrigt mange andre skræddere end os.” Var nogle af de ting som blev fremført. Vi snakkede en del frem og tilbage og jeg talte også med Menuka om sagen, og nåede frem til, at det simpelthen er en kæmpe mundfuld for dem. De er superdygtige til deres håndværk, men de tror ikke for 5 øre (eller paisa) på sig selv!

Jeg ved ikke, hvad jeg lige havde forestillet mig. Jeg må indrømme, at jeg nok havde lullet mig ind i u-landsflosklen om, at bare man giver en fattig kvinde et sykursus, så bliver hun vupti til en benhård entreprenør, som i løbet af ingen tid har fast høj indtjening i egen biks. Eller en anden version: Hvis en fattig kvinde får en ged, så kan hun forsørge sig selv og sine børn.

Virkeligheden er som altid mere kompliceret. For eksempel nu det med selvtilliden. Som syersker for Musahar vovede Sita og Saraswoti at tro på, at dde kunne noget, men som selvstændige…der er det en anden sag. Og mon ikke der er mange fattige der har det som dem?

sita-saraswoti-klipper

jeg føler mig i hvert fald ret overbevist om, at samme problematik kommer til at gøre sig gældende, når de øvrige skal i gang med deres eget landbrugsrelaterede forretningsprojekt! OG jeg tænker, at det også må gælde andre steder, hvor man rent faktisk har fat i de aller fattigste.

Så nu har vi altså 10 måneder til at gå i tænkeboks omkring, hvordan søren vi får Soiya-kvinderne til at tro på sig selv. Gode råd, erfaringer og ideer modtages gerne. Selv tænker jeg på, om man mon kunne lave en mentor-ordning, så alle forretningsgrupperne havde en person fra samme fag, der støttede dem i det første år?

Regnskab på vej mod skinner
En rigtig glædelig oplevelse var, at Menuka og jeg nu stort set har en fælles forståelse af, hvordan vi laver regnskab. Vi mangler stadig at få gjort kål på nogle af de måneder, som projektet har kørt, men det ser meget bedre ud end før. Den nye deltidsbogholder har desværre måtte stoppe, da han fik nogle problemer med ryggen. Derfor har vi med opbakning fra Soiya Women’s bestyrelse besluttet at ansatte Radha, Menukas svigerinde. Det er selvfølgelig ikke optimalt i en dansk forståelse af verden, men det har vist sig meget meget svært at få en regnskabskyndig til at arbejde så langt ude på landet, og desuden finde en, som var til at stole på og som fungerede med damerne fra Soiya og her virker Radha som den helt rigtige person.

Så nu, hvor projektet har under et år igen, har vi valgt at satse på Radha, som har en bachelor i accounting og er topmotiveret, da hun og hendes familie virkelig mangler en lønindtægt.

Hvad kan jeg gøre for min organisation?

Soiya-kvinderne og Lis med deres diplomer efter end økologisk jordbrugstræning. Alle bestod heldigvis.
Soiya-kvinderne med Lis og Durga og deres diplomer efter end økologisk jordbrugstræning. Alle bestod heldigvis.

Sidste år var Soiya-kvinderne uvenner i mange måneder. Heldigvis er skænderierne døet hen og stemningen er i bedring, så denne gang synes jeg, det var på tide at snakke lidt om, deres attitude i forhold til hinanden og deres forening, så det blev et af de vigtigste pointer på vores allersidste møde i denne omgang: Alle er velkomne her, de som hellere vil lave noget andet i hverdagen er også velkomne som medlemmer. Det man ikke er velkommen til, er at bagtale hinanden og foreningen. Man må også rigtig gerne udskifte det klassiske “hvorfor skal jeg gøre det?” ud med “hvad kan jeg gøre for, at min forening fungerer?”

Det virkede som om alle tog det til sig, og det gav faktisk vores afsluttende møde en ekstra god stemning. Menuka synes også, det gik godt og var glad bagefter. Dejligt, at de nu er nået dertil! Håber de i løbet af det næste år også bliver bedre til at støtte hinanden, så de og foreningen kan vokse og trives.

Træning og ny viden er meget godt, men hvis man skal ud af fattigdommen, så skal man også give slip på den indre fattigdom. Den lille stemme der siger til en at man ikke er god nok, at man ingenting kan. Den skal ud – og erstattes med en ny fortælling om at være modig, dygtig og ligeværdig.