De 1000 første dage som app

Afprøvning af app via Zoom

De 1000 første dage fra et lille barn undfanges til det fylder to år kaldes på engelsk: “A Thousand Golden Days”. Det er den periode, hvor hjernen udvikler sig allermest, så sundhed og ernæring er vigtigere i denne tid end i nogen anden.

I Nepal spiser mange fattige mennesker en ensformig kost, som består af alt for meget ris og ikke særlig mange grøntsager. De fleste får kød et par gange om ugen og frugt, hvis de er syge. Herudover har Nepal en kedelig rekord i mængden af junkfood (nudler, chips, kiks o.l.) som indtages. Junkfood er billigt og pakkerne er flotte og lover en masse sunde ingredienser, så hvad skal man tro, når man er uuddannet mor og gerne vil give sit barn det bedste?

I Skoleliv i Nepal har vi i mange år arbejdet for at formidle viden om sund mad og junk food. Vi har haft et virkelig godt samarbejde med organisationen Nutrition Promotion and Consultancy service (NPCS), som laver de bedste praktiske kurser for kvinder. Her kan man se, mærke og smage på de forskellige typer mad og den viden sidder helt klart bedre fast end en hurtig PowerPoint præsentation.

Kvinderne i Soiya Mahila Swabalambi Sanstha synes det var fedt at lære om, og de har senest selv videregivet den vigtige viden til ca. 800 nye kvinder. Men hvad er det så med den app? Jo, udover at holde kurser i sundhed, så har vi i Skoleliv i Nepal haft en drøm om, at bruge smartphones til at formidle information om sundhed. I Nepal får flere og flere en billig kinesisk smartphone og flere og flere har adgang til internettet, så det er oplagt at kigge i den retning, når man vil sprede information. Selvfølgelig ikke i stedet for NPCS’ fede kurser, men som supplement til brochurer. For eksempel har den lokale health post sjældent den slags brochurer, men må forlade sig på, at gravide og småbørnsmødre kan huske de gode råd de får. En app kan uddeles gratis og kan desuden opdateres uden de store omkostninger.

De fattigstes ret til information og de studerendes behov for læring

Der er selv sagt mange muligheder for at bruge en app til at oplyse om sundhed og ernæring og vi synes, det er de fattiges ret, også at få adgang til IT-verdnen.

I efteråret 2021 holdt Skoleliv i Nepal så et oplæg om ideen på DTUs software-linjes “App-ønskedag”. En dag, hvor firmaer kan komme og pitche en ide og få den lavet af en studerende. Vores ide var populær og ca. 20 studerende fordelt på fire grupper meldte sig til opgaven.

Sammen med en projektansvarlig i Nepal, 4 testgrupper af kvinder med små børn og NPCS gik vi i gang med app’en. Undervejs kom en nepalesisk illustrator til, men vi var også så heldige at kunne benytte en del illustrationer fra det store USAID projekt Suahara, som netop retter sig mod de 1000 første dage.

NPCS havde en del problemer med at skaffe os en kontaktperson, men heldigvis havde vores faste samarbejdspartner “Soiya Mahila Swabalambi Sanstha” en lille kernegruppe af facilitatorer, som har taget NPCS’ træning flere gange og var ret skarpe i stoffet. Så de var en stor hjælp!

De studerende fra DTU gik til opgaven med stor energi. De testede med hjælp fra Zoom og den lokale projektleder og blev meget klogere på både sundhed og udvikling i Nepal og på det at lave en brugertest. Kvinderne synes ideen med en app var rigtig god og de var generelt virkelig interesserede i indholdet. Det er vores generelle indtryk at den type information virkelig har interesse, men det er jo heller ikke så mærkeligt, når man er husmor! Nedenstående ses nogle smagsprøver

Alle fire gruppe fik lavet en app og flere af dem endda både på engelsk og nepali. Den sidste del af projektet består i at overlevere materialet og få et lokalt app-udviklerhus til at lave en samlet app, og så skal der selvfølgelig arbejdes videre med indholdet. En app er jo ikke en statisk ting -heldigvis!

%d bloggers like this: