Skoleliv i Nepals samarbejdspartner, Soiya Women’s Organisation startede i juli 2019 pigegrupper for 60 unge piger, som er droppet ud af skolen. Det overordnede mål med grupperne er at forhindre tidlige ægteskaber og støtte uddannelse til piger.
I grupperne lærer pigerne om prævention, grænser, sex og sundhed, og om hvor vigtigt det er at få sig en uddannelse og tro på, at man kan have en plan med sit liv. Men mest af alt så får de et fællesskab, hvor de kan snakke om deres liv, glæder og sorger.
Projektet er fundet af den amerikanske NGO Girls First Fund, mens Skoleliv i Nepal står for rådgivning og blandt andet har støttet projektet med en praktikant.

I januar 2020, ca. seks måneder senere, fortæller pigerne, at de er rigtig glade for deres grupper. “Vi har talt rigtig meget om det med uddannelse, og jeg kan godt se, at det er vigtigt,” siger Asmita på 19 år, som er en af de lidt mindre generte piger i sin gruppe.
Næste skridt er så at komme i gang med skolen igen. Nogen er allerede startet. Men for andre står blandt andet økonomiske vanskeligheder i vejen. Dette problem dækker Girls First Fund ikke. Det gør den slags projektmidler sjældent, da det ikke opfattes som bæredygtigt, hvilket det jo sådan set heller ikke er. Virkeligheden er dog, at økonomi er et af de helt store barrierer, når manglende incitament, rollemodeller og kultur er siet fra.
Asmita og hendes mor
Asmita er en af de piger, som har måtte stoppe pga økonomiske problemer. Asmita bor alene med sin mor, som lider af spedalskhed (ja det eksisterer stadig!) og epilepsi. Hendes far døde for et års tid siden, og det er siden da lykkedes mor at forsørge sig selv og Asmita. Men det har været for dyrt at gå i skole, så Asmita var droppet ud efter at have afsluttet 12 års grundskole (der er ikke de store uddannelsesmuligheder efter grundskolen udover “gymnasiet”, som hedder +2 og alt over +2 hedder “bachelor”). Man skal fx. have en bachelorgrad – 3 år – for at blive lærer.
Tilbud om teater scholarship
I sommer blev Asmita tilbudt at komme til Kathmandu på et “Teater scholarship” hos teatret Shilpee, fordi direktør Yubaraj Ghimire, så at Asmita havde talent, da han underviste pigerne fra gruppen. Men Asmita måtte sige nej tak. Hun ville gerne, men hun kunne ikke forlade sin mor, som ofte falder og slår sig, når hun er på arbejde. Til gengæld begyndte hun på sin bachelor hjemme i Devdaha kommune sammen med sin nye veninde fra gruppen – “Renuka”. Men Asmita har ikke betalt de månedlige fees for undervisningen og nu, hvor eksamen nærmer sig, er det sidste chance for at betale, ellers kan hun ikke gå til eksamen. Samlet skylder Asmita ca. 800 kr for de forgangne måneder og for eksamen, et enormt beløb for Asmita og hende mor. SWO har derfor indstillet hende til at modtage nogle af de penge, som de to danske teenagepiger Fiona og Celina har indsamlet til SWOs pigegrupper ved at afholde banko for deres venner. Asmita var en oplagt kandidat og i skrivende stund er skolepengene betalt, og Asmita kan gå til eksamen.
En bedre fremtid til Asmita?
Men efter eksamen, har Asmita stadig et problem med at betale de månedlige skolepenge, så før Asmita kan fortsætte i skolen, skal vi have fundet nogen, som vil betale hendes skolepenge – 70 kr om måneden – det håber vi er muligt, for det er sejt, at Asmita og mor klarer skærene, som de gør!
Hvis du vil støtte Asmita og de andre piger, så skriv til os! på skolemadnepal@gmail.com eller send et beløb til Mobilepay 24385
Et eksempel på piger, som er voldsomt udfordrede både på økonomi og på deres sociale baggrund er pigerne fra landsbyen Soiya. Her har de fleste piger droppet deres i øvrigt mangelfulde og urelmæssige skolegang længe før 8. klasse. De har et anstrengt forhold til lærere og skole og bruger store dele af deres dag på at hænge ud, passe små søskende, lave mad og vaske op. Det er ikke svært at regne ud, hvad næste skridt i deres liv bliver…Dem kunne SWO godt tænke sig at lave et særligt kombineret sy- og læsekursus for til sommer, og herefter bliver der brug for sponsorer til de 60-70 kr om måneden, som deres offentlige skole koster.
Renuka – den uønskede datter

Men det er ikke kun Soiya pigerne som har udfordringer. Asmitas veninde Renuka har det også svært. I modsætning til Asmita har Renuka stadig en far, men det har hun desværre ikke meget glæde af. Hendes var har aldrig troet på, at Renuka er hans datter, og han bruger enhver lejlighed til at fortælle hende, at hun er uønsket. Hun fortalte os for eksempel, at forleden dag, mens hun forsøgte at lave mad, blev han ved med at slukke for gassen og bede hende gå.
Renukas mor har sørget for skolepenge, men de har ikke råd til at sende Renuka til eksamen. Renuka har lånt nogle af pengene til eksamen af andre landsbyboere, men mangler stadig nogle. Derfor har SWO indstillet Renuka til at modtage hjælp til eksamenspengene – i alt 300 kr. Derudover vil SWO gå ind i mægling med Renukas far. Forhåbentlig er det muligt at støtte familien i at skabe bedre relationer, så Renuka bedre kan koncentrere sig om sine studier og skabe sig et bedre liv!
Om SWOs pigegrupper:
SWO har med støtte fra den amerikanske NGO Girls First Fund opstartet 4 pigegruppe med cirka 60 piger i alderen 13 – 19 år, som er droppet ud af skolen.
Et af de umiddelbare mål med det 1-årige projekt er at få pigerne tilbage på skolebænken. Skoleliv i Nepal har indsamlet 6500 kr (10000 rupees) som SWO kan indstille de unge piger, som har størst behov og samtidig motivation og kampgejst til at modtage.
Projektet har også andre komponenter. Heriblandt teaterbaseret oplysning til piger, som er i fare for at droppe ud af skolen (i praksis de fleste over 5. klasse).
One thought on “Teenagepiger tilbage på skolebænken”