Da jeg vågnede i morges havde Anjali ringet til mig på teletjenesten Imo. Anjali er den pige, som er hovedpersonen i filmen Anjali og Vikram, og som jeg uden det helt store held har forsøgt at hjælpe til at få en uddannelse. Lige nu er hun sammen med en gruppe veninder fra landsbyen Soiya på kombineret sy- og læsekursus, finansieret af Honorarfonden i Novo og fonden Myhr World. Og så fik de altså lige lyst til at ringe og sige “hej”. Skønt at sige “hej” og “namaste” og se pigerne sidde i vintersolen og smile.
Mulighederne for at mødes og snakke sammen på trods af fysisk afstand er fantastisk og jo også omdrejningspunktet i vores Global Girls projekt, som en del af pigerne i sy-gruppen også bliver en del af. Farvel til kedelige monitoreringsrapporter og goddag til levede liv og fælles engagement.
Pigerne i gruppen har da også i den grad brug for engagement, og al den mentale støtte vi herfra kan mønstre. Størsteparten er fra Soiya og droppet ud af skolen så tidligt, at de i dag er funktionelle analfabeter. Ikke noget der gavner selvtilliden!
Fælles for gruppen er, at de ikke har lyst til at gå i skole igen. De er for gamle til at passe ind i en almindelig 3.-5. klasse og kan godt selv regne ud, at den akademiske vej ikke er for dem. Men vi mener, at det er vigtigt, at de kan læse og skrive, og der er faktisk uddannelsesmuligheder for piger, som dem, hvis de kommer i gang igen. Enkelte har gået lidt mere i skole, men har andre problemer. En, ung mor, har fornyligt haft et selvmordsforsøg, en anden mistede for nyligt sin egen mor. Fælles for de fleste er, at de kommer fra hjem med store sociale udfordringer, vold og alkohol.
Men når jeg ser dem i solen udenfor systuen, så er de først og fremmest en flok søde, glade og positive unge piger, med mod på livet og symaskinerne.
Pigerne er især motiverede for er at lære at sy. Det er super populært blandt unge i området. Som udgangspunkt er det ikke særlig sandsynligt, at man kan tjene penge på at sy, men man kan spare penge ved at sy sit eget tøj, og så er syning en motivation for at være med i gruppen. Derfor har vi sammensat uddannelsesforløbet for pigerne, så de syr om formiddagen og øver sig i at læse og regne om eftermiddagen.
Gruppen skal også give pigerne viden om menneskerettigheder og hjælpe dem med at afklare, hvad de gerne vil i fremtiden. Når man er en del af en gruppe og har succes med at lære at sy, så har man også mere tro på, at man kan sætte sig mål i livet. Gruppen bliver undervist af en ung kvindelig journalist, som hedder Kamala, og som også sætter dem til at læse avis. I sidste uge skulle de fx læse en artikel om deres egen gruppe i den lokale avis 🙂
Til kamp mod social uretfærdighed
Jeg krydser fingre for, at vi kan give pigerne et input, de kan bruge til at forbedre deres muligheder i livet og lidt mere selvtillid. Det giver selvtillid at være en i en gruppe, at kunne sy, og at kunne ringe til Danmark og sige “hej”. Når vi snakker sammen direkte, så får pigerne i højere grad deres egen stemme, og det er væsentligt, hvis vi skal gøre noget ved social uretfærdighed. Pigerne har haft det megahårdt og deres manglende uddannelse er en kæmpeudfordring, men de er ikke hjælpeløse stakler, de kunne være nået så meget længere, hvis deres familier havde haft de muligheder vi andre tager for givet.
Det, synes jeg ikke, at vi skal have dårlig samvittighed over, men vi skal bruge det til at møde piger, som dem i Soiya med åbenhed og nysgerrighed og et ærligt ønske om at lære dem og deres syn på livet at kende, så tror jeg faktisk, at vi kan gøre bare en lille forskel for social retfærdighed.
Glæder mig til at mødes med pigerne igen og til at have jer med på rejsen.
Anne Mette Nordfalk
Skoleliv i Nepal 