Aarhus Food Festival 2017

For anden gang har Skoleliv i Nepal deltaget i Århus Food Festival. Vi deltog med en stand fyldt med sanseaktiviteter fra vores arbejde med mad og skole i Nepal. Det var bare helt forrygende. Se billederne og fornem den gode stemning:)
21682325_10156202669019381_1426461380_o
Det hele startede, da vi landede i Tangkrogen nær Århus havn torsdag eftermiddag og så vores herlige store telt. 6×9 meter til at boltre os på!
21616613_10156202664194381_1762878598_o(1)21618560_10156202665219381_610153044_o(1)Det var ikke helt let at få det hele op at stå. Men Dipesh og Alexander var heldigvis fikse på fingrene.

21616746_10156202663529381_961395809_o(1)Og Sara her på billedet, og jeg har efterhånden sat Skoleliv i Nepals udstilling op en del gange, så vi er også ret fikse! Sara havde også styr på majsplanter doneret af en lokal majsbonde, og på opsætning af uniformer, som hun købte for to år siden, da hun var på besøg i Soiya i Nepal.

21330557_10156778644404062_707018988_oSå fint så teltet ud ude fra. Vi var som det ses vildt heldige med vejret.

21618242_10156202659494381_311444455_oFredag middag var vi klar med alle vores aktiviteter. Blandt andet madlavning med publikum, som var en ny aktivitet, vi ikke havde prøvet før.

21057568_10156781686394062_138863027_oDet med at lave mad fungerede også rigtig godt også som hyggespreder til de gæster, der kom ind og kikkede.

21297358_10156781685834062_176203873_oVi lavede også smagsprøver. Det har fungeret rigtig godt tidligere som et samlingspunkt for snak, men på ÅFF måtte vi virkelig arbejde hårdt på ikke bare at lange mad over disken. Så snart folk så smagsprøver, så var der en lang kø. Det var det samme over hele festivalen, men da vi jo først og fremmest ville snakke, måtte vi holde lidt igen med uddelingerne.

21363455_10156784675554062_1380014144_oÅFF221330809_10156782164274062_490007351_o21362119_10156782163209062_1917061035_oDet var rigtig hyggeligt at lave mad med børnene, og vi er sikre på, at de husker Nepal en del bedre på den måde, end hvis de havde set en film eller vi bare havde fortalt om vores arbejde.
21616633_10156202647679381_1391696879_o21616698_10156202649599381_530777539_oMens maden simrede kunne børnene prøve vores skattejagt, og det uretfærdige Nepalspil, som er et smartphone spil til Android telefoner.

21361948_10156781686789062_801028024_oFølekassen var i år skiftet ud med en følespand fyldt med spagnum.

21618275_10156202642234381_876763692_oDer var faktisk ingen, som ikke kunne lide den mad, de selv havde lavet 🙂

21297715_10156781686219062_971129061_o

21684433_10156202652324381_1260955588_o

I alt prøvede 90 børn skattejagten. Det er tredje gang, vi laver den, og det er først nu, den er helt perfekt. Det er ret svært at lave noget, som både er enkelt og samtidig formidler budskabet.

21682344_10156202657219381_704369017_o

En af de rigtig skønne ting er, at vi har samlet materialer fra en del tidligere formidlingsprojekter, så der er efterhånden både roll ups, banner, opskrifter, tegnserier og så alle de nepalesiske skoleting og mad-dufteting.21616819_10156202643939381_182000085_o21616973_10156202660799381_356937299_oTeltet var fyldt med herlige ting, man kunne røre ved og snuse, smage og prøve, men jeg synes nu alligevel, at det allerbedste var de frivillige. Alle har været i Nepal, selv Saras børn Zöe og Villum, som stod for skattejagten. Både Dipesh og Alexander på billederne herover har desuden været i Soiya. Det giver jo et ret godt fundament for formidling, og masser af god energi og hygge.

21330663_10156784547174062_828346081_o21616743_10156202648469381_1636212249_oDer var rigtig mange forskellige opgaver i teltet. Heldigvis var alle gode til at tage fra.

ÅFF5Det at have lidt mere plads, gav også mulighed for at vi frivillige kunne få en kaffepause og hygge os med hinanden, ind imellem.

21706548_10156202643149381_946344846_o

21684563_10156202640494381_1860888664_oInden vi pakkede sammen søndag aften. Åbnede vi vores postkasse. Den var fyldt med nye medlemmer og skattejagter. Vi tog dem fra som havde fejl og trak to vindere af konkurrencen. Det blev Oscar og Laura, som hver får en Musahar-elefant.

ÅFF4Alt i alt en skøn weekend. Vi er rigtig glade for, at vi fik penge fra formidlingspuljen hos CISU (Civilsamfund i Udvikling) til at deltage. Det tager tid at blive god til noget, og det synes jeg faktisk, at vi er nu!

Fantastiske køkkenhaver

Det er sjældent at projektrapporter ligefrem er underholdende. Men den sidste rapport fra kvindeprojektet i Nepal var topdejlig læsning, akkompagneret af en strøm af herlige køkkenhavebilleder. Jeg er helt varm indeni og nød til at dele det med jer! Har i øvrigt besluttet at  forsøge at få de lidt mere trælse dele af projektet med også, for at bidrage til afmonteringen af det u-landsglansbillede, som ofte tegnes. Så ind imellem alle solstrålerne er der også et par regnvejrsskyer.

For ikke så længe siden, fik de ca. 120 kvinder, som er med i projektet udleveret frø til deres køkkenhave, som det er meningen, at de skal mødes i hver uge.

7-finhave-feb17De gik straks i gang og nu strømmer der billeder ind af køkkenhaver. Nogle haver er selvfølgelig bedre end andres, men der har været supermeget gang i den de fleste steder både med at så og lave kompost. Selv i Soiya, der er vores mest “besværlige” landsby er nogle af kvinderne gået i gang. Men de har været plaget af, at de bor så tæt, og at naboernes høns kommer ind og laver ballade (til trods for grønne hegn). Jyotsna, projektleder, har nu foreslået, at Soiyas beboere laver et fælles hønsehus. Det har jeg også forsøgt at foreslå dem mange gange gennem årene, og hvis det lykkedes for hende, så skal hun have lønforhøjelse, for så er hun usædvanlig dygtig!

Alle udviklingsfolk burde sendes til et sted som Soiya for at blive kureret fra forestillingen om at fattige er rare, uskyldige og renhjertede og kun venter på en lejlighed til at arbejde sammen og blive rigere. Folk i Soiya er virkelig søde enkeltvis, men ikke særlig søde i flok og slet ikke ved hinanden! Nok om det for nu:)

4-pabitra-tharufeb17Pabitra Tharu her på billedet er i gang med at lægge strå ud mellem sine planter. Det gør man for at forhindre, at jorden tørrer ud i den stærke sol. Faktisk startede det med, at Jyotsna viste Pabitras nabo, hvordan man laver jorddække, og da Pabitra så det, gik hun også i gang. Det er jo lige det, som er meningen! At kvinderne lærer af hinanden 🙂
9-mulching2-asha-musahar-kerwaniDe, som ikke rigtig har plads til en have, er gået i gang med at lave sack mounts. Sække med grøntsager oveni og ud fra siderne. Der er allerede nogen, som har haft succes med det. Her er Asha Musahar i gang med metoden.

2-sackmounts-feb17

5-maend-deltager-ogsa%cc%8a-feb17Dobbelt hurra. Her er Basantis kompost og Basantis mand. Jyotsna har vist Basanti, hvordan hun kan sætte pinde komposten, da det gavner formuldningen (ilt til processen). Jyotsna siger, at det er rigtig skønt at se, hvordan mænd og kvinder er begyndt at arbejde sammen om jorden.

3-parbatis-carrotsParbati Musahar med en af de første gulerødder. Mange af familierne har inddraget mere af deres beboelsesareal end tidligere til haver. Da jeg begyndte at se på fattige menneskers udenomsarealer med køkkenhave-øjne, blev jeg overrasket over, hvor dårlige folk var til at udnytte pladsen optimalt. Endnu en kendt fordom: Fattige mennesker bør være supergode til at optimere deres situation. Virkelighedstjek: Ehm? Hvis de var det, så ville mange af dem klare sig bedre, end de gør! Tanken bag projektet her er, at når man går i  gang med at flytte sig sammen, så sker der noget!

8-fencing-feb17En af de aktive grupper er ved at lave et stativ til tomater og bønner.

1-sova-musahar-in-garden-feb17Det her er Sova Musahar. Hun havde den fineste kommentar om kvinderne fra Soiya: “Før vidste jeg ikke noget om at lave køkkenhave eller dyrke jord, men så kom dem fra Soiya og lærte os det. Jeg har også lært om sædskifte.” Skønt at “dem fra Soiya” kan noget og lærer det fra sig!

one-more-garden-feb17

Her er der eksperimenteret med samplantning af planter i forskellige højder og voksetempi. Så vidt jeg kan se, er det bønner (som fikserer kvælstof) og majs (som vokser hurtigt op og skygger).

Det er skønt at grupperne lærer nyt, inspireres og dyrker mere grønt end før. Men bag de fine haver er der en masse, som vi stadig arbejder hårdt på. Mange af de små undergrupper med fem medlemmer har svært ved at mødes. De aftaler en dato og tid og to møder op, efter et par timer kommer der en til. De venter, men de to sidste kommer ikke, så de aftaler at mødes dagen efter – det samme sker…på den måde kommer det til at føles som rigtig mange møder  og rigtig meget frustration for de, som faktisk dukker op. Som Menuka (leder af vores partnerorganisation) siger: De er blevet bedre til at besøge naboen, og de snakker sammen om deres haver. Men de kan ikke finde ud af at mødes på et bestemt tidspunkt, og når de præsenteres for et bestemt format, de skal snakke efter (fx gruppearbejde), så har de ikke så meget at sige.
Det skal vi snakke meget mere om, når Ingelis, Aage og jeg besøger projektet i slutningen af marts (tæller dagene!).

6-kuntis-garden-feb17Her til slut får I Kunti Musahars have. Da jeg var på besøg sidst, var her ingenting, så det er bare skønt at se, hvor flot den er nu. Bemærk også hegnet 🙂

Skolehaven som læringsrum

I februar måned kunne vi endelig søsætte projektet Skolehaven som læringsrum, som vi har fået penge til fra Thunes Legat i slutningen af 2015. På skolerne var de skeptiske overfor, om man nu virkelig kan lære noget udenfor, og de fem unge praktikanter fra Zahle seminarium, som skulle sætte projektet i søen i deres 4 ugers praktik, havde ikke prøvet at lave skolehaver før.
workshop-tavle

Vi startede med en fælles workshop for lærere, praktikanter, haveansvarlige, ledelse og projektansvarlige fra vores partnerorganisation Soiyas Uafhængige kvinder. Den gik over al forventning. De gule sedler er deltagernes forslag til, hvordan skolehaven kan integreres i undervisningen.
workshop-lærer

Lærerne var selvfølgelig stadig bekymrede for, om deres elever nu ville bestå eksamen. Men det afholdt dem ikke fra at have gode forslag til, hvordan deres undervisningsbøger kan bruges udenfor i haven. En af de ting, vi har fokuseret meget på, er at landbobørn skal ud i haven for at føle sig hjemme, ikke for at blive fascineret af, hvor en kartoffel kommer fra. Det kunne de godt se mening i.

worskshop-menuka-sabiSabitri Musahar, tidligere formand og Menuka Neupane, daglig leder af organisationen Soiya Women, har været i Danmark og set skolehaver både i København, Nordsjælland og Århus. Sabitri er nu haveansvarlig på Bhawanipur school og skal støtte haveprojektets praktiske fremdrift.

praktikanter-workshop

Workshoppen blev også brugt til at præsentere de fem danske studerende for alle de nepalesiske projektdeltagere.

sofie-madpyramiden

Og så gik vi ellers i gang. Ernæring er et emne, som også er med i de nepalesiske skolebøger, så den blev et af de første elementer i undervisningen.

piger-uv-nannainstruerer

Madpyramiden blev også til et vendespil, som børnene selv tegnede. Gruppeaktiviteter bruges i undervisningen på Bhawanipur og Laxmi school.

piger undervisning drengegruppe

Børnene synes selvfølgelig det var sjovt, og læreren kunne også se, at det gjorde en forskel.

piger-undervisning-drengepårækken

På Bhawanipur school kæmpede praktikanterne meget med larm og uro. Folk, som kikkede ind ad vinduet, elever der skrålede på læreren mens de rakte hånden op. Inspektør eller lærere, som kom ind for at tjekke at alt var vel. Som I kan se, var vi her stadig inde i klassen, og undertegnede var lidt nervøs for, hvornår vi sku ud….

bankebøf

Om eftermiddagen lærte børnene en ny leg, “banke bøf”, som alle synes var herlig. Der skal jo også være sjov – selvom undertegnede stadig var lidt nervøs for fremdriften:)

drenge-udeihaven

Men ud kom de! Her er Peter og Kristian sammen med tolken Kamal i gang med at introducere haven på Laxmi school, der netop er blevet pløjet og gjort klar.
drenge-logbøger

Alle børnene fik logbøger, som de kan bruge i haveundervisningen. Det er ikke alle børn, som har kladdehæfter nok, så det gjorde logbøgerne ekstra vigtige.

drenge-ihaven-grupper

Der var meget mere roligt på Laxmi school, da skolen kun har fem klasser. Det gjorde også de enkelte klasser mindre larmende.

drenge-redskaber

Jeg havde haft en del redskaber og andre ting med fra Danmark. Det synes smådrengene var ret interessant.

drenge-uv-videndeling

Sabitri, der er haveansvarlig på Bhawanipur school, var med på Laxmi school hele måneden. Her fortæller hun Laxmi schools haveansvarlige Rita om skolehaverne i Danmark.
buja-til-morgenmad
Vi havde valgt at starte haveundervisningen kl. 8, for ikke at tage alt for mange klassetimer og dermed gøre lærerne mere nervøse. Derfor serverede vi også morgenmad for klasserne. Og ja! der er grøntsager her (kål, kikærter og løg), men andelen af puffede ris er noget høj. Room for improvement…!

forældre-dagInden de danske praktikanter rejste, blev der afholdt havefestival, hvor forældrene blev inviteret til at se haverne. Børnene var meget stolte! Så det er altså ikke kun børn i byen, som kan lide at vise haver frem 🙂
diplom

Så kom vi i gang. Skønt. Rati Parajuli, som har fungeret som tolk for praktikanterne på Bhawanipur school og som også står for vores nye lektiegrupper er projektleder og skal støtte lærere og elever fremover. Lige nu starter eksamen, så vi tager en lille “vande/læse” pause. Hvor Rati får læst en masse om skolehaver, og praktikanterne får afrapporteret, hvor langt de nåede og hvor de synes vi skal tage fat.
farvel-farvel

Det var ikke nemt at undervise langt ude på landet i Nepal, med tolk og lave sit livs første skolehave. Men de gjorde det! Og på en måde, var det måske godt, de heller ikke var topprofessionelle, så det hele foregik i et tempo, hvor de nepalesiske projektdeltagere ku være med og hvor alle sandheder ikke var givet på forhånd. I hvert fald så har alle udmeldinger fra skolerne været meget positive. Næste træk bliver det seje – nemlig at få lærerne grundigt i spil. Godt vi har Rati. Hun er bare 21 år, men hun er supersej!

Jord til de fattigste

Jordfordeling er en af mange årsager til Nepals problemer, og det er for os og SWO en konkret udfordring for fremtiden.
De (få) rige har store mængder jord, som de overlader til fattigere familier at dyrke for en sæson ad gangen. Det system hedder adiya.

sabitri adiya 2
Sabitri og hendes mand fordeler sæsonens ris mellem sig og den jordejer de har lejet af i denne sæson. “Hvis jeg kan lide dem, så får de lov at leje en sæson mere,” sagde han.

“Adi” betyder halvdelen, og systemet går ud på, at ejeren af jorden får halvdelen af afgrøderne, mens de, som låner jorden, får den anden halvdel, samt alle udgifterne 😦

sabitri adiya 5
Denne udlejer har 2 biga (=20.000 m2) jord. Hans far havde 12 biga, som er delt mellem seks sønner. 2 biga er ikke meget, men udlejers familie bor i byen, og han selv arbejder i Indien, så de har ikke mulighed for selv at dyrke.

For lidt og for dyrt
Problemet med adiya for den enkelte lejer er, at der kommer for lidt ud af det, og at familien derfor ikke får mulighed for at arbejde sig ud af deres fattigdom. I et større perspektiv har det også den konsekvens, at udbyttet af jorden forbliver lavt. Hvis man kun har jorden i kort tid, så investerer man minimalt i jordforbedring, og man kan i øvrigt slet ikke låne til fx. kunstvandingsanlæg, når det ikke er ens egen jord. Sidst men ikke mindst, så er der faktisk mulighed for tilskud til fx. vanding fra det offentlige, men det kræver en 20-årig lejekontrakt….

sabitri adiya 4
Der er ris for omkring 40.000 nepalesiske rupees til hver (ca. 3000 kr eller 1 ton). For familien betyder det mad hver dag, mens jordejeren skal ud og sælge. Det har ikke regnet nok i år, så udbyttet var ikke så højt som parterne havde håbet.

Hvorfor går de de rige så ikke selv i gang og hæver produktiviteten?

For varmt og for kedeligt
Tja…de fleste bor i Kathmandu eller i udlandet. I Rupandehi er der for varmt i de 6 sommermåneder og koldt og tåget om vinteren, alt for mange myg, alt for få bekvemmeligheder…Hvem har lyst til at bo her? Hvis man ikke er nød til det…At være bonde er vidst i øvrigt mere end bare produktivitet, og de her mennesker er sjældent bønder. Jorden for dem repræsenterer magt og status og er i øvrigt i de senere år, som følge af en fuldstændig ureguleret prisudvikling steget til eksorbitante priser. En “katha” ( lidt over 300 m2) koster i Kervani kommune, hvor Soiya ligger ca. 65000 kr.

Et kooperativ for fremtiden
En af de løsninger som SWO og SIN ser for sine medlemmer er, at organisationen SWO går ind og laver en langtidskontrakt med en jordejer, om et større stykke jord i en længere periode. Det spændende bliver, om de er i stand til at forhandle en 20-årig kontrakt, og hvad de skal betale. Jeg har argumenteret for, at 25% af overskuddet til jordejeren bør være udspillet. Dels så investerer vi i hans jord og sørger for, at den er i tip top øko-stand, dels så regner vi med, at produktiviteten kan forøges væsentligt. Dvs. at 25% i virkeligheden kan gå hen og blive mere end de oprindelige 50….

Imod os har vi to ting: Klimaforandringer og vidensniveau. Kan vi få landbrugsrådgivere, der er dygtige nok? Og hvordan tackler vi regnen, der dels bliver væk, når den er ventet, dels øser ned, når den ikke er ventet (eller ønsket).

Lige nu diskuterer SWO så med sine medlemmer, om de vil være med, og hvordan det skal foregå. Her er et  af lyspunkterne bestyrelsen, som virker kvikke og positive.

tak for nu! Lidt tung smørre jeg ved det! Håber I kom godt igennem:)

Når det er forbudt at kede andre

Et af de vigtige punkter på agendaen for dette projektbesøg i Nepal, var et møde for de unge social arbejdere, som blandt andet er ansat til at varetage formidling til og fra kvindegrupperne. Hovedformålet var at få et overblik over, hvad de har lært, da de for nyligt var på kursus i at lave forretningsplaner. Som nogle måske husker, så er det planen, at socialarbejderne skal hjælpe grupperne med at lave forretningsplaner, så de kan bruge deres nye økologiske viden til at lave noget sammen.

social mobilisers og business resten
Alt blev tegnet på tavlen som øvelse. De unge havde heldigvis lært en masse meget fornuftige ting, som let lod sig omsætte i billeder (produkt, pris, investeringer, marked, transport, kundegrundlag, konkurrenter…). Billeder er den metode socialarbejderne skal bruge i deres arbejde med grupperne, da disse ikke kan læse og skrive. Interessant nok virkede det også rigtig godt i deres egen gruppe og fik tydeligt nogle af de mere generte til at klare sig bedre end ellers.
social mobilisers og business
Herefter var det tid til at mødes med grupperne. Dels for at evaluere forløbet indtil nu og dels for at introducere forretningsplanerne.

evaluering-billed1De første to grupper kom dryssende en time over tid…Vi gik ret hurtigt i gang for ikke at spilde tiden for dem, som kom først, og det fungerede fint, at folk bare kom ind og satte sig, når de dukkede op.
I Nepal er det i mange sammenhænge tilladt at kede andre helt vildt meget, med langvarige enetaler i et opskruet tempo (maskingeværssalver af ord, kan man godt føle, når man ikke kan følge med :). Dertil kommer, at de som har mest taletid ofte har et andet sprog end de, som lytter (jeg er altså ikke den eneste, som har svært ved at følge med rent sprogligt).
evaluering sarita viser
Den fremgangsmåde hægter selvsagt mange af og for at undgå det, skulle metoden “inddragende formidling” nu stå sin prøve.

evaluering usha tegnerNogle gange tegnede den socialarbejder, som er med som assistent. Med hjælp og forslag fra deltagerne.

evaluering deltager tegnerandre gange var det en deltager. Det skønne er, at nepalesere (generelt) har utrolig meget humor og er supergode til at “optræde.” Derfor blev vores evaluering både sjov og fik alle med. Det samme gjorde den efterfølgende gennemgang af forretningsplaner. Og metoden fik også denne gang socialarbejderne til at træde mere i karakter. Total succes!
evaluering fælles fotoHer fællesfoto med gruppe 2. Der kom desværre ikke så mange, for de bor lidt langt væk. Næste gang har vi aftalt at mødes tættere på deres hjem…