Af: Anne Mette Nordfalk
Midt i en tid hvor krig og stormagtspolitik er på alles læber, må vi ikke glemme dem, som fra fjerne egne kæmper for at skabe sig en bedre fremtid. I Nepal er der heldigvis ikke længere krig, men fattigdom og social uretfærdighed er hver dag en udfordring, som blandt andet rammer de unge hårdt.
I november 2021 afholdt Skoleliv i Nepal sammen med foreningerne CDS-Park, Ujyaalo Lalteen Foundation og Soiya Women’s Organisation et ungdomsseminar i distriktet Mugu, i Nepals Karnali-region for at sætte fokus på unges udfordringer og muligheder. Fra Skoleliv i Nepal havde leder Anne Mette Nordfalk og bestyrelsesmedlem Vibeke Munk Petersen fornøjelsen af at deltage. Vi havde følgeskab af 12 unge fra Nepals sydvestlige lavland, hvor Skoleliv i Nepal siden december 2020 har kørt ungdomsprojektet Global Girls sammen med Soiya Women’s Organisation og Ujyaalo Lalteen. De 12 unge fra lavlandet skulle sammen med os og 30 lokale unge fra Mugu diskutere de udfordringer, som unge står overfor i Nepal i dag, udveksle arbejdsmetoder og give bud på, hvad der skal til for at skabe bedre vilkår for unge.
Både Vibeke og undertegnede er et par garvede damer i udviklingssammenhæng. Alligevel gjorde Mugu og de unge et stort indtryk.
Selve flyveturen fra lavlandet og op til Mugu i over 3000 meters højde var nervepirrende. Det lille fly, som mest af alt lignede en slidt asiatisk minibus indeni slæbte sig med nød og næppe (følte vi) over det ene højtliggende bjergpas efter det andet for til sidst at flyve over Nepals største sø Rara og lande på 700 meter landingsbane, efterfulgt af en brat skrænt. “Lufthavnsbygningen” var bare et bræddeskur og man skulle være temmelig godt gående for overhovedet at komme op til det for at vise sit pas.
Næste udfordring var køreturen til byen Gamgadi, som huser distriktets eneste hospital og universitet med mulighed for at uddanne sige op til bachelor niveau. Vejen var smal og ikke asfalteret, der lå store (nedfaldne) klippeblokke spredt ud over den og skrænterne langs vejsiden gik lodret ned.
Faktisk var alle de køreture vi var ude på i området en prøvelse. Alle veje i Mugu er som vejen fra lufthavnen. Faktisk er der ikke engang en vej, videre op til de fjernere liggende distrikter Jumla og Humla. “Hovedvejen” ender i en håndtrukket kabelbane med en lille metalkurv, som fragter mennesker og gods over floden Karnali. Her bliver det lastet på nye køretøjer og fragtet videre. Ved siden af kabelbanen har myndighederne påbegyndt et brobyggeri, så indenfor overskuelig fremtid kommer der en direkte forbindelse nordover. Men det faktum at dette byggeri stadig blot er “undervejs” i begyndelsen af 2022, siger noget om, hvor lavt prioriteret Mugu og det øvrige Karnali er, for regeringen i Kathmandu.
Quiz og byt, film og udfordringer
Efter dette første møde med Mugus infrastruktur gik vores seminar i gang. De unge på seminaret, hvoraf mange havde gået i adskillige timer for at deltage, var alle under 30 år og en skøn blanding af alle kaster, mænd og kvinder.
For at ryste de unge sammen introducerede vi på seminarets første dag legen “quiz og byt”. Her går deltagerne rundt og stiller spørgsmål til hinanden, svarer og bytter spørgsmål, hvorefter man går videre til en ny “makker”. Formålet med legen er blandt andet at øve sig i diskutere et valgt emne med andre og den har det demokratiske potentiale, at den hele tiden sørger for, at 50% af deltagerne er aktive på en gang, i modsætning til almindeligt gruppearbejde, hvor det er 1 ud af 4-8 personer som taler eller plenum, hvor ratioen er endnu mere skæv. De unge var helt med på ideen og alle diskuterede på livet løs.
Foto: Anne Mette Nordfalk
Herefter var de unge klar til, i blandede grupper, at diskutere, hvilke udfordringer de som unge står overfor. Både i Mugu og i Rupandehi oplever de unge, at de fattigste ikke har adgang til kvalitetsuddannelse, at lærerne er dårligt uddannede, og at moralen ikke er så høj som den burde være. Det resulterer fx. i lærere der kommer for sent, taler i mobiltelefon i timerne eller bare ikke dukker op, hvis de har et ærinde. Det er heller ikke alle familier, som magter at bakke op om skolen, så mange elever har for meget fravær og laver for få lektier og særligt unge dalits dropper ud senest efter 10. klasse og bliver tidligt gift.
I samfundet som helhed føler unge fra såkaldt lave kaster (særligt dalits) sig stadig diskriminerede. Fx. så er det både i Rupandehi og Mugu stadig ikke velset, at dalits, går ind i køkkenet hos andre kaster. I Mugu er der ligeledes eksempler på, at dalitter stadig ikke må benytte samme vandpost som de øvrige kaster i landsbyen.
Unge dalits inviteres nu om stunder med til sociale events og grupperinger, men de bliver overset, når der skal vælges ledere og det er sjældent dem og deres sag, der bliver hørt.
De unge nævnte også at udvikling af praktisk viden og muligheden for at få et ordentlig fast job var udfordrede.
Afstand skaber eksklusion
De to grupper havde langt hen ad vejen de samme udfordringer. Til gengæld var omfanget af udfordringerne langt større i Mugu. I Mugu er der for eksempel ingen teknisk skole, så lige meget hvilken kaste man tilhører, skal man forlade distriktet for at tage en håndværksuddannelse. De fleste af de små landsbyer i Mugu har en skole, som tilbyder skolegang op til 5. klasse, men herefter bliver gåturen for de fleste meget lang. Vi besøgte en skole for elever op til 10. klasse, som fortalte, at de elever, som bor mere end tre timers gang fra skolen, kun kommer til eksamen, og at dem med mere end 1 times gang sjældent kommer regelmæssigt. Hertil skal så lægges, at der er 100 unge i hver klasse. Ikke kun fordi der mangler lokaler, men også fordi det er meget svært at skaffe kvalificerede lærere.
I Rupandehi er der også udfordringer omkring transport, men det handler mest om, at selv busbilletter kan være svære at betale, for en daglejerfamilie, der ønsker at uddanne familiens unge. Flere af “vores” unge fra lavlandet er eksempler på kvikke lavkaste elever, hvis forældre har klaret at få dem i gang med en videregående uddannelse, men det er typisk familier, hvor far i årevis må arbejde i Qatar eller Saudi Arabien, som arbejdsmand uden rettigheder eller beskyttelse, fjernt fra sin familie.
Samlet set så var manglende økonomisk formåen en stor hindring for uddannelse og udvikling i begge distrikter, og i Mugu må de unge så slås med den manglende infrastruktur oveni.
Foto: Yubraj Chapagain
En anden udfordring i Mugu var manglende information og koordinering af udbuddet af praktisk træning for unge. De unge anførte, at når en NGO eller det offentlige endelig udbyder træning, så bliver informationen ikke delt. I Mugu er internettet uden for byen stort set fraværende, ligesom telefoner heller ikke nødvendigvis virker. Sammen med det uvejsomme terræn, og de mange timers gang til de fjernere landsbyer er det med til at ekskludere alle, som bor udenfor Mugu’s centrum – og det er der rigtig mange som gør.
Om aftenerne, som var iskolde pga et fuldstændigt fravær af opvarmning, så vi film, produceret af de fire deltagende organisationer. Skoleliv i Nepal viste filmen om Anjali og Vikram (www.anjaliogvikram.dk), de to unge fra Nepals vel nok laveste kaste, som kæmper for at holde fast i skolesystemet. Den gjorde et stort indtryk og var et godt afsæt for den videre diskussion. Vi så også en række kortere film fra Global Girls projektet og film om dans og vægmalerier, som udviklingsværktøj produceret af CDS-Park.
Social retfærdighed, lommefilm og TikTok
De unge ønskede sig bedre organisering og flere muligheder for at lære noget og mulighed for at give deres mening til kende. De ville have social retfærdighed for alle kaster, for mennesker med handicap og større lighed mellem kønnene. Det blev også nævnt, at større selvtillid er vigtigt, for at man som person kan ændre sin egen situation.
Vi fik også afprøvet nogle af de metoder, som de unge bruger i praksis for at gøre noget ved problemerne. Vi blev blandt andet introduceret til Devradans, en kædedans, hvor deltagerne selv synger til. CDS-park har brugt Devradans i deres arbejde med at nedbringe antallet af teenageægteskaber. Her produceres en sang om emnet til lejligheden, og så danser deltagerne sig så at sige til større viden. De unge fra Rupandehi sagde bagefter, at de synes, Devra-dans er en cool metode, og de brugte den selv, nogle måneder senere i et af deres egne arrangementer.
Foto: Rati Parajuli
De unge fra Rupandehi præsenterede metoden “lommefilm,” som vi har brugt i projektet Global Girls (se film fra projektet her: http://global-girls.org). Lommefilm er korte film, produceret på en smartphone og kan bruges til at præsentere en selv eller et andet vigtigt emne . Konceptet er opfundet af firmaet Lommefilm , og metoden er let at lære og har et stort potentiale ift. at bringe de unges budskaber videre ud i verden. Efter selve præsentationen lavede de unge fra Rupandehi en lille undervisningssession for deres nye venner og efter blot 2 timers arbejde, var de lokale unge i stand til at lave en fin lille begynderfilm.
De unge fra Mugu sagde efterfølgende, at de synes lommefilm kunne bruges til mange ting i arbejdet for og med unge, at det klart var en metode, som de ville tage med sig og bruge fremover. Herudover blev også TikTok som platform til at dele budskaber om social retfærdighed præsenteret. TikTok er ret populært i Nepal og vi har brugt det en del i Global Girls projektet, for at vise, at det også kan bruges til noget seriøst. Det synes de unge i Mugu også kunne være rigtig brugbart for dem.
Et ungdomsnetværk for fremtiden
Samlet set, så var seminaret en stor succes. De mange aktiviteter gav de unge mulighed for at mødes i øjenhøjde og blive inspireret af hinanden og få håb for fremtiden. Men selvfølgelig er det ikke nok at mødes i fire dage og snakke om udfordringer og forandringer. Skoleliv i Nepal håber at kunne tage den gode energi, læringspunkterne, devradans og lommefilm med videre i et længerevarende samarbejde med CDS-Park og ungdomsorganisationen Ujyaalo Lalteen Foundation. De unge har både i Mugu og Rupandehi udfordringer på næsten alle områder, så vi har efterfølgende måtte spørge, hvor de selv mener, at der allermest behov for at sætte ind. Med udgangspunkt i en række diskussioner med de unge i det tidlige forår 2022 har vi nu besluttet, at vi fremover vil fokusere på at opbygge et unge-netværk med fokus på bedre adgang til skill development og youth employment. Vi har ansøgt CISU om midler til to ungdomsprojekter, som passer ind i de to områder og i vores nuværende viden om dem og i skrivende stund, har vi fået grønt lys for det første og afventer svar fra det andet. Vi i Skoleliv i Nepal krydser fingre og glæder os til at dele fremtidige udfordringer og nye indblik med jer!
Foto: Suraj Bhattarai
Skoleliv i Nepal 