Aarhus Food Festival 2017

For anden gang har Skoleliv i Nepal deltaget i Århus Food Festival. Vi deltog med en stand fyldt med sanseaktiviteter fra vores arbejde med mad og skole i Nepal. Det var bare helt forrygende. Se billederne og fornem den gode stemning:)
21682325_10156202669019381_1426461380_o
Det hele startede, da vi landede i Tangkrogen nær Århus havn torsdag eftermiddag og så vores herlige store telt. 6×9 meter til at boltre os på!
21616613_10156202664194381_1762878598_o(1)21618560_10156202665219381_610153044_o(1)Det var ikke helt let at få det hele op at stå. Men Dipesh og Alexander var heldigvis fikse på fingrene.

21616746_10156202663529381_961395809_o(1)Og Sara her på billedet, og jeg har efterhånden sat Skoleliv i Nepals udstilling op en del gange, så vi er også ret fikse! Sara havde også styr på majsplanter doneret af en lokal majsbonde, og på opsætning af uniformer, som hun købte for to år siden, da hun var på besøg i Soiya i Nepal.

21330557_10156778644404062_707018988_oSå fint så teltet ud ude fra. Vi var som det ses vildt heldige med vejret.

21618242_10156202659494381_311444455_oFredag middag var vi klar med alle vores aktiviteter. Blandt andet madlavning med publikum, som var en ny aktivitet, vi ikke havde prøvet før.

21057568_10156781686394062_138863027_oDet med at lave mad fungerede også rigtig godt også som hyggespreder til de gæster, der kom ind og kikkede.

21297358_10156781685834062_176203873_oVi lavede også smagsprøver. Det har fungeret rigtig godt tidligere som et samlingspunkt for snak, men på ÅFF måtte vi virkelig arbejde hårdt på ikke bare at lange mad over disken. Så snart folk så smagsprøver, så var der en lang kø. Det var det samme over hele festivalen, men da vi jo først og fremmest ville snakke, måtte vi holde lidt igen med uddelingerne.

21363455_10156784675554062_1380014144_oÅFF221330809_10156782164274062_490007351_o21362119_10156782163209062_1917061035_oDet var rigtig hyggeligt at lave mad med børnene, og vi er sikre på, at de husker Nepal en del bedre på den måde, end hvis de havde set en film eller vi bare havde fortalt om vores arbejde.
21616633_10156202647679381_1391696879_o21616698_10156202649599381_530777539_oMens maden simrede kunne børnene prøve vores skattejagt, og det uretfærdige Nepalspil, som er et smartphone spil til Android telefoner.

21361948_10156781686789062_801028024_oFølekassen var i år skiftet ud med en følespand fyldt med spagnum.

21618275_10156202642234381_876763692_oDer var faktisk ingen, som ikke kunne lide den mad, de selv havde lavet 🙂

21297715_10156781686219062_971129061_o

21684433_10156202652324381_1260955588_o

I alt prøvede 90 børn skattejagten. Det er tredje gang, vi laver den, og det er først nu, den er helt perfekt. Det er ret svært at lave noget, som både er enkelt og samtidig formidler budskabet.

21682344_10156202657219381_704369017_o

En af de rigtig skønne ting er, at vi har samlet materialer fra en del tidligere formidlingsprojekter, så der er efterhånden både roll ups, banner, opskrifter, tegnserier og så alle de nepalesiske skoleting og mad-dufteting.21616819_10156202643939381_182000085_o21616973_10156202660799381_356937299_oTeltet var fyldt med herlige ting, man kunne røre ved og snuse, smage og prøve, men jeg synes nu alligevel, at det allerbedste var de frivillige. Alle har været i Nepal, selv Saras børn Zöe og Villum, som stod for skattejagten. Både Dipesh og Alexander på billederne herover har desuden været i Soiya. Det giver jo et ret godt fundament for formidling, og masser af god energi og hygge.

21330663_10156784547174062_828346081_o21616743_10156202648469381_1636212249_oDer var rigtig mange forskellige opgaver i teltet. Heldigvis var alle gode til at tage fra.

ÅFF5Det at have lidt mere plads, gav også mulighed for at vi frivillige kunne få en kaffepause og hygge os med hinanden, ind imellem.

21706548_10156202643149381_946344846_o

21684563_10156202640494381_1860888664_oInden vi pakkede sammen søndag aften. Åbnede vi vores postkasse. Den var fyldt med nye medlemmer og skattejagter. Vi tog dem fra som havde fejl og trak to vindere af konkurrencen. Det blev Oscar og Laura, som hver får en Musahar-elefant.

ÅFF4Alt i alt en skøn weekend. Vi er rigtig glade for, at vi fik penge fra formidlingspuljen hos CISU (Civilsamfund i Udvikling) til at deltage. Det tager tid at blive god til noget, og det synes jeg faktisk, at vi er nu!

Når fremtiden er usikker

Et lidt anderledes blogindlæg, der handler om, hvorfor vi arbejder med skolemad, lektiehjælp og kvindegrupper.

“Jeg er ikke heldig,” siger Shreestee Pandey mørkt, mens hun kikker ud af vinduet i sit køkken. Udenfor kan man se familiens halve hektar jord, hvor risen lige nu står smuk og lysegrøn. Inde i stuen hopper Shreestees datter Kristina på 4 år rundt og underholder sine bedsteforældre og sin far. Kristina går i 1.  klasse på en lokal privatskole og har netop været til eksamen for første gang og blev nr. 3 ud af alle børn på hele skolen. Hele familien bor her i det to-etagers betonhus på en sidevej til hovedvejen mellem Kathmandu og Butwal, en travl handelsby i det sydvestlige Nepal. Huset er bygget for penge, som den ene af familien Pandeys to sønner har sendt hjem fra Korea. Udenfor står et par køer og en bøffel og brøler forventningsfuldt efter morgenmad.

Men 25 årige Shreestee føler sig altså ikke heldig, hun har nemlig ingen sønner, her efter 6 års ægteskab og hendes mand går rundt hjemme i stedet for at arbejde i udlandet, som sin bror. Den situation gør hele den lille familie rigtig bekymret for fremtiden.

Shreestee hjælper Kristina med lektierne.
Shreestee hjælper Kristina med lektierne.

Bollywood i lerhuset

Nogle få kilometer derfra gør tvillingepigerne Yamuna og Ganga Musahar på 12 år sig klar til at gå i skole. Pigerne bor i et lerhus, som består af et enkelt langt rum. Rummet er delt i to af en traditionelt lerklinet kornbeholder. Der er mørkt  indenfor, for her er ingen vinduer. I den ene side står et gammelt sort/hvid fjernsyn og larmer. Et par nabobørn følger med i en Bollywoodfilm. I huset bor tvillingepigerne med deres forældre og storebror. I de lerklinede huse rundt om, bor yderligere tre voksne søskende.

Yamunas mor Kunti Musahar fletter sin datters nyvaskede hår stramt og sætter fine hvide bånd i. Den slidte uniform er også pæn og ren. Kunti fortæller, at familien har lejet 1 hektar jord i nærheden, og nu skal der så dyrkes hvede og senere ris for fuld skrue. Alle ungerne er med, selvom Kunti forsikrer, at de små selvfølgelig skal passe deres skole. Jorden lejes som oftest af småbønder som Shreestees svigerforældre, efter princippet 50% (“Adiya” på nepali). Dvs. at ejeren får 50% af udbyttet i lejeindtægter. Ofte er det også ejer, som sørger for vanding, mens lejer skal købe såsæd og gødning, høste osv. Systemet betyder, at begge parter har stor interesse i, at det går godt med høsten. Kunti, der også er medlem af Soiya kvindernes bestyrelse, har lånt en del penge i sin låne-sparegruppe for at få råd til investeringen.

Yamuna og Ganga er klar og følges mod skolen med de andre børn fra den lille lerklinede enklave. Skolen ligger 10 minutters gang fra selve landsbyen Bhawanipur. Yamuna går i 6. klasse, mens Ganga er dumpet et par gange og derfor går i 4.

Pigerne får gratis skolemad fra Skoleliv i Nepal, og om eftermiddagen går de i den lektiecafe, som foreningen har startet på skolen. Lektiecafeen er meget populær, fordi “tuition” er velkendt, men normalt ret dyrt, og dermed forbeholdt de, som klarer sig lidt bedre.

Jamuna, Ganga og deres storebror, som går i 7. klasse.
Yamuna, Ganga og deres storebror, som går i 7. klasse.
Kuntis ældste barnebarn går i 0. klasse.
Yamunas storesøsters datter går i 0. klasse, så hun får også skolemad.
Undertegnede på besøg i lektiecafeen. Skulle have været en flue på væggen, men blev nærmere en elefant med masser af blomster og rød farve i panden!
Undertegnede på besøg i lektiecafeen. Skulle have været en flue på væggen, men blev nærmere en elefant med masser af blomster og rød farve i panden!
6.klasses piger. Der er to sjette klasser på skolen. Den ene bliver undervist på engelsk og den anden på nepali. I nepali-klassen går flest Dalit-børn, som Jamuna og Anjali Musahar.
Der er to sjette klasser på skolen. Her er undertegnede med “nepali-medium” klassen. Børnene går i lektiecafe en time hver eftermiddag.

På Bhawanipur higher secondary school samles alle de børn fra området, som klarer sig igennem de første fem års skolegang, i to sjette klasser. En klasse undervises på engelsk og en på nepali. I “English medium” går de få såkaldt højkastebørn, hvis forældre ikke har flyttet dem til en privatskole. De taler ikke engelsk, men mange kan sige nogle få ord og præsentere sig selv.

I “Nepali-medium” går børn fra såkaldte lave kaster, den etniske gruppe Tharu og børn fra forskellige dalit-kaster. Udover Yamuna Musahar, går Anjali Musahar, som jeg har kendt siden hun var fire år, i den klasse og Sarita Musahar, hvis mor Phoolmati laver mad og passer haven på skolen. Anjalis mor Sita gik i skole til 3.klasse og kan stort set kun læse og skrive sit eget navn. Kunti har aldrig gået i skole.

De tre Musahar-piger er nået længere med skolen end nogen anden pige i deres familie, og for alle tre piger gælder det, at en del veninder allerede er faldet fra eller som Ganga, halter bagefter.

En bedre fremtid for de mindre heldige

Fortællingen om familien Pandey og familien Musahar er typiske for området her. Der er også mennesker, der er meget rigere end familien Pandey og nogle som klarer sig dårligere end Kunti Musahar. Men flertallet ligger et sted mellem de to beskrivelser. De, som har lidt jord, adgang til privatskole eller til nød den engelsk sprogede udgave af folkeskolen og overskud til at støtte op om børnenes skolegang, og de, som ingen jord har og som har svært ved at fastholde deres børn i den offentlige skole endsige hjælpe dem til at klare de årlige eksamener.

Begge familier kæmper for at sikre fremtiden for næste generation. Hos familien Pandey skal det gå meget galt, hvis ikke lille Kristina får en noget mere spændende tilværelse end sin mor og en dag kan se ud af vinduet og føle sig heldig. Hos Yamunas familie er der en del mere på spil. Det er faktisk lidt af en gyser! Klarer Kunti at få et solidt overskud ud af den jord, hun har investeret i? Holder Yamuna, Anjali og Sarita fast i skolen? Begge dele kan så let som ingenting skydes i smadder af tilfældigheder og sort uheld. Jeg holder vejret, krydser fingre og håber, at kvindegrupper, engagerede medarbejdere, gode råd og ny viden, lektiehjælp og skolemad kan være nogle af de elementer, som tipper fremtiden i Musahar’ernes favør.

Se vores lille film om Yamuna her

 

 

 

 

 

Gem

Gem

Gem

Gem