Fantastiske køkkenhaver

Det er sjældent at projektrapporter ligefrem er underholdende. Men den sidste rapport fra kvindeprojektet i Nepal var topdejlig læsning, akkompagneret af en strøm af herlige køkkenhavebilleder. Jeg er helt varm indeni og nød til at dele det med jer! Har i øvrigt besluttet at  forsøge at få de lidt mere trælse dele af projektet med også, for at bidrage til afmonteringen af det u-landsglansbillede, som ofte tegnes. Så ind imellem alle solstrålerne er der også et par regnvejrsskyer.

For ikke så længe siden, fik de ca. 120 kvinder, som er med i projektet udleveret frø til deres køkkenhave, som det er meningen, at de skal mødes i hver uge.

7-finhave-feb17De gik straks i gang og nu strømmer der billeder ind af køkkenhaver. Nogle haver er selvfølgelig bedre end andres, men der har været supermeget gang i den de fleste steder både med at så og lave kompost. Selv i Soiya, der er vores mest “besværlige” landsby er nogle af kvinderne gået i gang. Men de har været plaget af, at de bor så tæt, og at naboernes høns kommer ind og laver ballade (til trods for grønne hegn). Jyotsna, projektleder, har nu foreslået, at Soiyas beboere laver et fælles hønsehus. Det har jeg også forsøgt at foreslå dem mange gange gennem årene, og hvis det lykkedes for hende, så skal hun have lønforhøjelse, for så er hun usædvanlig dygtig!

Alle udviklingsfolk burde sendes til et sted som Soiya for at blive kureret fra forestillingen om at fattige er rare, uskyldige og renhjertede og kun venter på en lejlighed til at arbejde sammen og blive rigere. Folk i Soiya er virkelig søde enkeltvis, men ikke særlig søde i flok og slet ikke ved hinanden! Nok om det for nu:)

4-pabitra-tharufeb17Pabitra Tharu her på billedet er i gang med at lægge strå ud mellem sine planter. Det gør man for at forhindre, at jorden tørrer ud i den stærke sol. Faktisk startede det med, at Jyotsna viste Pabitras nabo, hvordan man laver jorddække, og da Pabitra så det, gik hun også i gang. Det er jo lige det, som er meningen! At kvinderne lærer af hinanden 🙂
9-mulching2-asha-musahar-kerwaniDe, som ikke rigtig har plads til en have, er gået i gang med at lave sack mounts. Sække med grøntsager oveni og ud fra siderne. Der er allerede nogen, som har haft succes med det. Her er Asha Musahar i gang med metoden.

2-sackmounts-feb17

5-maend-deltager-ogsa%cc%8a-feb17Dobbelt hurra. Her er Basantis kompost og Basantis mand. Jyotsna har vist Basanti, hvordan hun kan sætte pinde komposten, da det gavner formuldningen (ilt til processen). Jyotsna siger, at det er rigtig skønt at se, hvordan mænd og kvinder er begyndt at arbejde sammen om jorden.

3-parbatis-carrotsParbati Musahar med en af de første gulerødder. Mange af familierne har inddraget mere af deres beboelsesareal end tidligere til haver. Da jeg begyndte at se på fattige menneskers udenomsarealer med køkkenhave-øjne, blev jeg overrasket over, hvor dårlige folk var til at udnytte pladsen optimalt. Endnu en kendt fordom: Fattige mennesker bør være supergode til at optimere deres situation. Virkelighedstjek: Ehm? Hvis de var det, så ville mange af dem klare sig bedre, end de gør! Tanken bag projektet her er, at når man går i  gang med at flytte sig sammen, så sker der noget!

8-fencing-feb17En af de aktive grupper er ved at lave et stativ til tomater og bønner.

1-sova-musahar-in-garden-feb17Det her er Sova Musahar. Hun havde den fineste kommentar om kvinderne fra Soiya: “Før vidste jeg ikke noget om at lave køkkenhave eller dyrke jord, men så kom dem fra Soiya og lærte os det. Jeg har også lært om sædskifte.” Skønt at “dem fra Soiya” kan noget og lærer det fra sig!

one-more-garden-feb17

Her er der eksperimenteret med samplantning af planter i forskellige højder og voksetempi. Så vidt jeg kan se, er det bønner (som fikserer kvælstof) og majs (som vokser hurtigt op og skygger).

Det er skønt at grupperne lærer nyt, inspireres og dyrker mere grønt end før. Men bag de fine haver er der en masse, som vi stadig arbejder hårdt på. Mange af de små undergrupper med fem medlemmer har svært ved at mødes. De aftaler en dato og tid og to møder op, efter et par timer kommer der en til. De venter, men de to sidste kommer ikke, så de aftaler at mødes dagen efter – det samme sker…på den måde kommer det til at føles som rigtig mange møder  og rigtig meget frustration for de, som faktisk dukker op. Som Menuka (leder af vores partnerorganisation) siger: De er blevet bedre til at besøge naboen, og de snakker sammen om deres haver. Men de kan ikke finde ud af at mødes på et bestemt tidspunkt, og når de præsenteres for et bestemt format, de skal snakke efter (fx gruppearbejde), så har de ikke så meget at sige.
Det skal vi snakke meget mere om, når Ingelis, Aage og jeg besøger projektet i slutningen af marts (tæller dagene!).

6-kuntis-garden-feb17Her til slut får I Kunti Musahars have. Da jeg var på besøg sidst, var her ingenting, så det er bare skønt at se, hvor flot den er nu. Bemærk også hegnet 🙂

Jord til de fattigste

Jordfordeling er en af mange årsager til Nepals problemer, og det er for os og SWO en konkret udfordring for fremtiden.
De (få) rige har store mængder jord, som de overlader til fattigere familier at dyrke for en sæson ad gangen. Det system hedder adiya.

sabitri adiya 2
Sabitri og hendes mand fordeler sæsonens ris mellem sig og den jordejer de har lejet af i denne sæson. “Hvis jeg kan lide dem, så får de lov at leje en sæson mere,” sagde han.

“Adi” betyder halvdelen, og systemet går ud på, at ejeren af jorden får halvdelen af afgrøderne, mens de, som låner jorden, får den anden halvdel, samt alle udgifterne 😦

sabitri adiya 5
Denne udlejer har 2 biga (=20.000 m2) jord. Hans far havde 12 biga, som er delt mellem seks sønner. 2 biga er ikke meget, men udlejers familie bor i byen, og han selv arbejder i Indien, så de har ikke mulighed for selv at dyrke.

For lidt og for dyrt
Problemet med adiya for den enkelte lejer er, at der kommer for lidt ud af det, og at familien derfor ikke får mulighed for at arbejde sig ud af deres fattigdom. I et større perspektiv har det også den konsekvens, at udbyttet af jorden forbliver lavt. Hvis man kun har jorden i kort tid, så investerer man minimalt i jordforbedring, og man kan i øvrigt slet ikke låne til fx. kunstvandingsanlæg, når det ikke er ens egen jord. Sidst men ikke mindst, så er der faktisk mulighed for tilskud til fx. vanding fra det offentlige, men det kræver en 20-årig lejekontrakt….

sabitri adiya 4
Der er ris for omkring 40.000 nepalesiske rupees til hver (ca. 3000 kr eller 1 ton). For familien betyder det mad hver dag, mens jordejeren skal ud og sælge. Det har ikke regnet nok i år, så udbyttet var ikke så højt som parterne havde håbet.

Hvorfor går de de rige så ikke selv i gang og hæver produktiviteten?

For varmt og for kedeligt
Tja…de fleste bor i Kathmandu eller i udlandet. I Rupandehi er der for varmt i de 6 sommermåneder og koldt og tåget om vinteren, alt for mange myg, alt for få bekvemmeligheder…Hvem har lyst til at bo her? Hvis man ikke er nød til det…At være bonde er vidst i øvrigt mere end bare produktivitet, og de her mennesker er sjældent bønder. Jorden for dem repræsenterer magt og status og er i øvrigt i de senere år, som følge af en fuldstændig ureguleret prisudvikling steget til eksorbitante priser. En “katha” ( lidt over 300 m2) koster i Kervani kommune, hvor Soiya ligger ca. 65000 kr.

Et kooperativ for fremtiden
En af de løsninger som SWO og SIN ser for sine medlemmer er, at organisationen SWO går ind og laver en langtidskontrakt med en jordejer, om et større stykke jord i en længere periode. Det spændende bliver, om de er i stand til at forhandle en 20-årig kontrakt, og hvad de skal betale. Jeg har argumenteret for, at 25% af overskuddet til jordejeren bør være udspillet. Dels så investerer vi i hans jord og sørger for, at den er i tip top øko-stand, dels så regner vi med, at produktiviteten kan forøges væsentligt. Dvs. at 25% i virkeligheden kan gå hen og blive mere end de oprindelige 50….

Imod os har vi to ting: Klimaforandringer og vidensniveau. Kan vi få landbrugsrådgivere, der er dygtige nok? Og hvordan tackler vi regnen, der dels bliver væk, når den er ventet, dels øser ned, når den ikke er ventet (eller ønsket).

Lige nu diskuterer SWO så med sine medlemmer, om de vil være med, og hvordan det skal foregå. Her er et  af lyspunkterne bestyrelsen, som virker kvikke og positive.

tak for nu! Lidt tung smørre jeg ved det! Håber I kom godt igennem:)