Fantastiske køkkenhaver

Det er sjældent at projektrapporter ligefrem er underholdende. Men den sidste rapport fra kvindeprojektet i Nepal var topdejlig læsning, akkompagneret af en strøm af herlige køkkenhavebilleder. Jeg er helt varm indeni og nød til at dele det med jer! Har i øvrigt besluttet at  forsøge at få de lidt mere trælse dele af projektet med også, for at bidrage til afmonteringen af det u-landsglansbillede, som ofte tegnes. Så ind imellem alle solstrålerne er der også et par regnvejrsskyer.

For ikke så længe siden, fik de ca. 120 kvinder, som er med i projektet udleveret frø til deres køkkenhave, som det er meningen, at de skal mødes i hver uge.

7-finhave-feb17De gik straks i gang og nu strømmer der billeder ind af køkkenhaver. Nogle haver er selvfølgelig bedre end andres, men der har været supermeget gang i den de fleste steder både med at så og lave kompost. Selv i Soiya, der er vores mest “besværlige” landsby er nogle af kvinderne gået i gang. Men de har været plaget af, at de bor så tæt, og at naboernes høns kommer ind og laver ballade (til trods for grønne hegn). Jyotsna, projektleder, har nu foreslået, at Soiyas beboere laver et fælles hønsehus. Det har jeg også forsøgt at foreslå dem mange gange gennem årene, og hvis det lykkedes for hende, så skal hun have lønforhøjelse, for så er hun usædvanlig dygtig!

Alle udviklingsfolk burde sendes til et sted som Soiya for at blive kureret fra forestillingen om at fattige er rare, uskyldige og renhjertede og kun venter på en lejlighed til at arbejde sammen og blive rigere. Folk i Soiya er virkelig søde enkeltvis, men ikke særlig søde i flok og slet ikke ved hinanden! Nok om det for nu:)

4-pabitra-tharufeb17Pabitra Tharu her på billedet er i gang med at lægge strå ud mellem sine planter. Det gør man for at forhindre, at jorden tørrer ud i den stærke sol. Faktisk startede det med, at Jyotsna viste Pabitras nabo, hvordan man laver jorddække, og da Pabitra så det, gik hun også i gang. Det er jo lige det, som er meningen! At kvinderne lærer af hinanden 🙂
9-mulching2-asha-musahar-kerwaniDe, som ikke rigtig har plads til en have, er gået i gang med at lave sack mounts. Sække med grøntsager oveni og ud fra siderne. Der er allerede nogen, som har haft succes med det. Her er Asha Musahar i gang med metoden.

2-sackmounts-feb17

5-maend-deltager-ogsa%cc%8a-feb17Dobbelt hurra. Her er Basantis kompost og Basantis mand. Jyotsna har vist Basanti, hvordan hun kan sætte pinde komposten, da det gavner formuldningen (ilt til processen). Jyotsna siger, at det er rigtig skønt at se, hvordan mænd og kvinder er begyndt at arbejde sammen om jorden.

3-parbatis-carrotsParbati Musahar med en af de første gulerødder. Mange af familierne har inddraget mere af deres beboelsesareal end tidligere til haver. Da jeg begyndte at se på fattige menneskers udenomsarealer med køkkenhave-øjne, blev jeg overrasket over, hvor dårlige folk var til at udnytte pladsen optimalt. Endnu en kendt fordom: Fattige mennesker bør være supergode til at optimere deres situation. Virkelighedstjek: Ehm? Hvis de var det, så ville mange af dem klare sig bedre, end de gør! Tanken bag projektet her er, at når man går i  gang med at flytte sig sammen, så sker der noget!

8-fencing-feb17En af de aktive grupper er ved at lave et stativ til tomater og bønner.

1-sova-musahar-in-garden-feb17Det her er Sova Musahar. Hun havde den fineste kommentar om kvinderne fra Soiya: “Før vidste jeg ikke noget om at lave køkkenhave eller dyrke jord, men så kom dem fra Soiya og lærte os det. Jeg har også lært om sædskifte.” Skønt at “dem fra Soiya” kan noget og lærer det fra sig!

one-more-garden-feb17

Her er der eksperimenteret med samplantning af planter i forskellige højder og voksetempi. Så vidt jeg kan se, er det bønner (som fikserer kvælstof) og majs (som vokser hurtigt op og skygger).

Det er skønt at grupperne lærer nyt, inspireres og dyrker mere grønt end før. Men bag de fine haver er der en masse, som vi stadig arbejder hårdt på. Mange af de små undergrupper med fem medlemmer har svært ved at mødes. De aftaler en dato og tid og to møder op, efter et par timer kommer der en til. De venter, men de to sidste kommer ikke, så de aftaler at mødes dagen efter – det samme sker…på den måde kommer det til at føles som rigtig mange møder  og rigtig meget frustration for de, som faktisk dukker op. Som Menuka (leder af vores partnerorganisation) siger: De er blevet bedre til at besøge naboen, og de snakker sammen om deres haver. Men de kan ikke finde ud af at mødes på et bestemt tidspunkt, og når de præsenteres for et bestemt format, de skal snakke efter (fx gruppearbejde), så har de ikke så meget at sige.
Det skal vi snakke meget mere om, når Ingelis, Aage og jeg besøger projektet i slutningen af marts (tæller dagene!).

6-kuntis-garden-feb17Her til slut får I Kunti Musahars have. Da jeg var på besøg sidst, var her ingenting, så det er bare skønt at se, hvor flot den er nu. Bemærk også hegnet 🙂

Når fremtiden er usikker

Et lidt anderledes blogindlæg, der handler om, hvorfor vi arbejder med skolemad, lektiehjælp og kvindegrupper.

“Jeg er ikke heldig,” siger Shreestee Pandey mørkt, mens hun kikker ud af vinduet i sit køkken. Udenfor kan man se familiens halve hektar jord, hvor risen lige nu står smuk og lysegrøn. Inde i stuen hopper Shreestees datter Kristina på 4 år rundt og underholder sine bedsteforældre og sin far. Kristina går i 1.  klasse på en lokal privatskole og har netop været til eksamen for første gang og blev nr. 3 ud af alle børn på hele skolen. Hele familien bor her i det to-etagers betonhus på en sidevej til hovedvejen mellem Kathmandu og Butwal, en travl handelsby i det sydvestlige Nepal. Huset er bygget for penge, som den ene af familien Pandeys to sønner har sendt hjem fra Korea. Udenfor står et par køer og en bøffel og brøler forventningsfuldt efter morgenmad.

Men 25 årige Shreestee føler sig altså ikke heldig, hun har nemlig ingen sønner, her efter 6 års ægteskab og hendes mand går rundt hjemme i stedet for at arbejde i udlandet, som sin bror. Den situation gør hele den lille familie rigtig bekymret for fremtiden.

Shreestee hjælper Kristina med lektierne.
Shreestee hjælper Kristina med lektierne.

Bollywood i lerhuset

Nogle få kilometer derfra gør tvillingepigerne Yamuna og Ganga Musahar på 12 år sig klar til at gå i skole. Pigerne bor i et lerhus, som består af et enkelt langt rum. Rummet er delt i to af en traditionelt lerklinet kornbeholder. Der er mørkt  indenfor, for her er ingen vinduer. I den ene side står et gammelt sort/hvid fjernsyn og larmer. Et par nabobørn følger med i en Bollywoodfilm. I huset bor tvillingepigerne med deres forældre og storebror. I de lerklinede huse rundt om, bor yderligere tre voksne søskende.

Yamunas mor Kunti Musahar fletter sin datters nyvaskede hår stramt og sætter fine hvide bånd i. Den slidte uniform er også pæn og ren. Kunti fortæller, at familien har lejet 1 hektar jord i nærheden, og nu skal der så dyrkes hvede og senere ris for fuld skrue. Alle ungerne er med, selvom Kunti forsikrer, at de små selvfølgelig skal passe deres skole. Jorden lejes som oftest af småbønder som Shreestees svigerforældre, efter princippet 50% (“Adiya” på nepali). Dvs. at ejeren får 50% af udbyttet i lejeindtægter. Ofte er det også ejer, som sørger for vanding, mens lejer skal købe såsæd og gødning, høste osv. Systemet betyder, at begge parter har stor interesse i, at det går godt med høsten. Kunti, der også er medlem af Soiya kvindernes bestyrelse, har lånt en del penge i sin låne-sparegruppe for at få råd til investeringen.

Yamuna og Ganga er klar og følges mod skolen med de andre børn fra den lille lerklinede enklave. Skolen ligger 10 minutters gang fra selve landsbyen Bhawanipur. Yamuna går i 6. klasse, mens Ganga er dumpet et par gange og derfor går i 4.

Pigerne får gratis skolemad fra Skoleliv i Nepal, og om eftermiddagen går de i den lektiecafe, som foreningen har startet på skolen. Lektiecafeen er meget populær, fordi “tuition” er velkendt, men normalt ret dyrt, og dermed forbeholdt de, som klarer sig lidt bedre.

Jamuna, Ganga og deres storebror, som går i 7. klasse.
Yamuna, Ganga og deres storebror, som går i 7. klasse.
Kuntis ældste barnebarn går i 0. klasse.
Yamunas storesøsters datter går i 0. klasse, så hun får også skolemad.
Undertegnede på besøg i lektiecafeen. Skulle have været en flue på væggen, men blev nærmere en elefant med masser af blomster og rød farve i panden!
Undertegnede på besøg i lektiecafeen. Skulle have været en flue på væggen, men blev nærmere en elefant med masser af blomster og rød farve i panden!
6.klasses piger. Der er to sjette klasser på skolen. Den ene bliver undervist på engelsk og den anden på nepali. I nepali-klassen går flest Dalit-børn, som Jamuna og Anjali Musahar.
Der er to sjette klasser på skolen. Her er undertegnede med “nepali-medium” klassen. Børnene går i lektiecafe en time hver eftermiddag.

På Bhawanipur higher secondary school samles alle de børn fra området, som klarer sig igennem de første fem års skolegang, i to sjette klasser. En klasse undervises på engelsk og en på nepali. I “English medium” går de få såkaldt højkastebørn, hvis forældre ikke har flyttet dem til en privatskole. De taler ikke engelsk, men mange kan sige nogle få ord og præsentere sig selv.

I “Nepali-medium” går børn fra såkaldte lave kaster, den etniske gruppe Tharu og børn fra forskellige dalit-kaster. Udover Yamuna Musahar, går Anjali Musahar, som jeg har kendt siden hun var fire år, i den klasse og Sarita Musahar, hvis mor Phoolmati laver mad og passer haven på skolen. Anjalis mor Sita gik i skole til 3.klasse og kan stort set kun læse og skrive sit eget navn. Kunti har aldrig gået i skole.

De tre Musahar-piger er nået længere med skolen end nogen anden pige i deres familie, og for alle tre piger gælder det, at en del veninder allerede er faldet fra eller som Ganga, halter bagefter.

En bedre fremtid for de mindre heldige

Fortællingen om familien Pandey og familien Musahar er typiske for området her. Der er også mennesker, der er meget rigere end familien Pandey og nogle som klarer sig dårligere end Kunti Musahar. Men flertallet ligger et sted mellem de to beskrivelser. De, som har lidt jord, adgang til privatskole eller til nød den engelsk sprogede udgave af folkeskolen og overskud til at støtte op om børnenes skolegang, og de, som ingen jord har og som har svært ved at fastholde deres børn i den offentlige skole endsige hjælpe dem til at klare de årlige eksamener.

Begge familier kæmper for at sikre fremtiden for næste generation. Hos familien Pandey skal det gå meget galt, hvis ikke lille Kristina får en noget mere spændende tilværelse end sin mor og en dag kan se ud af vinduet og føle sig heldig. Hos Yamunas familie er der en del mere på spil. Det er faktisk lidt af en gyser! Klarer Kunti at få et solidt overskud ud af den jord, hun har investeret i? Holder Yamuna, Anjali og Sarita fast i skolen? Begge dele kan så let som ingenting skydes i smadder af tilfældigheder og sort uheld. Jeg holder vejret, krydser fingre og håber, at kvindegrupper, engagerede medarbejdere, gode råd og ny viden, lektiehjælp og skolemad kan være nogle af de elementer, som tipper fremtiden i Musahar’ernes favør.

Se vores lille film om Yamuna her

 

 

 

 

 

Gem

Gem

Gem

Gem

Jord til de fattigste

Jordfordeling er en af mange årsager til Nepals problemer, og det er for os og SWO en konkret udfordring for fremtiden.
De (få) rige har store mængder jord, som de overlader til fattigere familier at dyrke for en sæson ad gangen. Det system hedder adiya.

sabitri adiya 2
Sabitri og hendes mand fordeler sæsonens ris mellem sig og den jordejer de har lejet af i denne sæson. “Hvis jeg kan lide dem, så får de lov at leje en sæson mere,” sagde han.

“Adi” betyder halvdelen, og systemet går ud på, at ejeren af jorden får halvdelen af afgrøderne, mens de, som låner jorden, får den anden halvdel, samt alle udgifterne 😦

sabitri adiya 5
Denne udlejer har 2 biga (=20.000 m2) jord. Hans far havde 12 biga, som er delt mellem seks sønner. 2 biga er ikke meget, men udlejers familie bor i byen, og han selv arbejder i Indien, så de har ikke mulighed for selv at dyrke.

For lidt og for dyrt
Problemet med adiya for den enkelte lejer er, at der kommer for lidt ud af det, og at familien derfor ikke får mulighed for at arbejde sig ud af deres fattigdom. I et større perspektiv har det også den konsekvens, at udbyttet af jorden forbliver lavt. Hvis man kun har jorden i kort tid, så investerer man minimalt i jordforbedring, og man kan i øvrigt slet ikke låne til fx. kunstvandingsanlæg, når det ikke er ens egen jord. Sidst men ikke mindst, så er der faktisk mulighed for tilskud til fx. vanding fra det offentlige, men det kræver en 20-årig lejekontrakt….

sabitri adiya 4
Der er ris for omkring 40.000 nepalesiske rupees til hver (ca. 3000 kr eller 1 ton). For familien betyder det mad hver dag, mens jordejeren skal ud og sælge. Det har ikke regnet nok i år, så udbyttet var ikke så højt som parterne havde håbet.

Hvorfor går de de rige så ikke selv i gang og hæver produktiviteten?

For varmt og for kedeligt
Tja…de fleste bor i Kathmandu eller i udlandet. I Rupandehi er der for varmt i de 6 sommermåneder og koldt og tåget om vinteren, alt for mange myg, alt for få bekvemmeligheder…Hvem har lyst til at bo her? Hvis man ikke er nød til det…At være bonde er vidst i øvrigt mere end bare produktivitet, og de her mennesker er sjældent bønder. Jorden for dem repræsenterer magt og status og er i øvrigt i de senere år, som følge af en fuldstændig ureguleret prisudvikling steget til eksorbitante priser. En “katha” ( lidt over 300 m2) koster i Kervani kommune, hvor Soiya ligger ca. 65000 kr.

Et kooperativ for fremtiden
En af de løsninger som SWO og SIN ser for sine medlemmer er, at organisationen SWO går ind og laver en langtidskontrakt med en jordejer, om et større stykke jord i en længere periode. Det spændende bliver, om de er i stand til at forhandle en 20-årig kontrakt, og hvad de skal betale. Jeg har argumenteret for, at 25% af overskuddet til jordejeren bør være udspillet. Dels så investerer vi i hans jord og sørger for, at den er i tip top øko-stand, dels så regner vi med, at produktiviteten kan forøges væsentligt. Dvs. at 25% i virkeligheden kan gå hen og blive mere end de oprindelige 50….

Imod os har vi to ting: Klimaforandringer og vidensniveau. Kan vi få landbrugsrådgivere, der er dygtige nok? Og hvordan tackler vi regnen, der dels bliver væk, når den er ventet, dels øser ned, når den ikke er ventet (eller ønsket).

Lige nu diskuterer SWO så med sine medlemmer, om de vil være med, og hvordan det skal foregå. Her er et  af lyspunkterne bestyrelsen, som virker kvikke og positive.

tak for nu! Lidt tung smørre jeg ved det! Håber I kom godt igennem:)