Bliv medlem

Aarhus Food Festival 2017

For anden gang har Skoleliv i Nepal deltaget i Århus Food Festival. Vi deltog med en stand fyldt med sanseaktiviteter fra vores arbejde med mad og skole i Nepal. Det var bare helt forrygende. Se billederne og fornem den gode stemning:)
21682325_10156202669019381_1426461380_o
Det hele startede, da vi landede i Tangkrogen nær Århus havn torsdag eftermiddag og så vores herlige store telt. 6×9 meter til at boltre os på!
21616613_10156202664194381_1762878598_o(1)21618560_10156202665219381_610153044_o(1)Det var ikke helt let at få det hele op at stå. Men Dipesh og Alexander var heldigvis fikse på fingrene.

21616746_10156202663529381_961395809_o(1)Og Sara her på billedet, og jeg har efterhånden sat Skoleliv i Nepals udstilling op en del gange, så vi er også ret fikse! Sara havde også styr på majsplanter doneret af en lokal majsbonde, og på opsætning af uniformer, som hun købte for to år siden, da hun var på besøg i Soiya i Nepal.

21330557_10156778644404062_707018988_oSå fint så teltet ud ude fra. Vi var som det ses vildt heldige med vejret.

21618242_10156202659494381_311444455_oFredag middag var vi klar med alle vores aktiviteter. Blandt andet madlavning med publikum, som var en ny aktivitet, vi ikke havde prøvet før.

21057568_10156781686394062_138863027_oDet med at lave mad fungerede også rigtig godt også som hyggespreder til de gæster, der kom ind og kikkede.

21297358_10156781685834062_176203873_oVi lavede også smagsprøver. Det har fungeret rigtig godt tidligere som et samlingspunkt for snak, men på ÅFF måtte vi virkelig arbejde hårdt på ikke bare at lange mad over disken. Så snart folk så smagsprøver, så var der en lang kø. Det var det samme over hele festivalen, men da vi jo først og fremmest ville snakke, måtte vi holde lidt igen med uddelingerne.

21363455_10156784675554062_1380014144_oÅFF221330809_10156782164274062_490007351_o21362119_10156782163209062_1917061035_oDet var rigtig hyggeligt at lave mad med børnene, og vi er sikre på, at de husker Nepal en del bedre på den måde, end hvis de havde set en film eller vi bare havde fortalt om vores arbejde.
21616633_10156202647679381_1391696879_o21616698_10156202649599381_530777539_oMens maden simrede kunne børnene prøve vores skattejagt, og det uretfærdige Nepalspil, som er et smartphone spil til Android telefoner.

21361948_10156781686789062_801028024_oFølekassen var i år skiftet ud med en følespand fyldt med spagnum.

21618275_10156202642234381_876763692_oDer var faktisk ingen, som ikke kunne lide den mad, de selv havde lavet 🙂

21297715_10156781686219062_971129061_o

21684433_10156202652324381_1260955588_o

I alt prøvede 90 børn skattejagten. Det er tredje gang, vi laver den, og det er først nu, den er helt perfekt. Det er ret svært at lave noget, som både er enkelt og samtidig formidler budskabet.

21682344_10156202657219381_704369017_o

En af de rigtig skønne ting er, at vi har samlet materialer fra en del tidligere formidlingsprojekter, så der er efterhånden både roll ups, banner, opskrifter, tegnserier og så alle de nepalesiske skoleting og mad-dufteting.21616819_10156202643939381_182000085_o21616973_10156202660799381_356937299_oTeltet var fyldt med herlige ting, man kunne røre ved og snuse, smage og prøve, men jeg synes nu alligevel, at det allerbedste var de frivillige. Alle har været i Nepal, selv Saras børn Zöe og Villum, som stod for skattejagten. Både Dipesh og Alexander på billederne herover har desuden været i Soiya. Det giver jo et ret godt fundament for formidling, og masser af god energi og hygge.

21330663_10156784547174062_828346081_o21616743_10156202648469381_1636212249_oDer var rigtig mange forskellige opgaver i teltet. Heldigvis var alle gode til at tage fra.

ÅFF5Det at have lidt mere plads, gav også mulighed for at vi frivillige kunne få en kaffepause og hygge os med hinanden, ind imellem.

21706548_10156202643149381_946344846_o

21684563_10156202640494381_1860888664_oInden vi pakkede sammen søndag aften. Åbnede vi vores postkasse. Den var fyldt med nye medlemmer og skattejagter. Vi tog dem fra som havde fejl og trak to vindere af konkurrencen. Det blev Oscar og Laura, som hver får en Musahar-elefant.

ÅFF4Alt i alt en skøn weekend. Vi er rigtig glade for, at vi fik penge fra formidlingspuljen hos CISU (Civilsamfund i Udvikling) til at deltage. Det tager tid at blive god til noget, og det synes jeg faktisk, at vi er nu!

Et skoleliv uden læring

Forleden så jeg et billede fra 2012, hvor jeg sidder med lille nyfødte Tara Musahar på armen. Tara har også en storebror – Krishna – som jeg også har kendt siden han blev født.

Både Tara og Krishna går i dag på en af vores madskoler, og jeg bliver glad, når jeg tænker på, at de hver dag får en god sund frokost. Til gengæld kan jeg desværre se på skolens statistikker, at de med al sandsynlighed kommer til at lære alt for lidt, og droppe ud før de når at gøre grundskolen færdig. De fleste børn af Musahar-forældre dumper ofte eller klarer de årlige eksamener med laveste karakterer og de færreste når længere end 5. klasse.

Vores første år med lektiehjælp giver samme billede: Der er rigtig mange elever, som ikke kan læse, skrive og regne, selv i 4. og 5. klasse!

Det er sådan set ikke svært at sætte sig ind i, hvorfor børn som Krishna og Tara klarer sig elendigt i skolen. Først og fremmest kommer de fra et helt andet univers. I deres første år har de levet et trygt liv på mors arm, når de ikke er gået fra arm til arm mellem tanter, onkler og større børn i landsbyen. Da de lærte at gå, levede de et frit og selvstændigt liv med masser af bevægelse, leg og socialisering med de andre børn i landsbyen. De har aldrig siddet ned for at lytte og lære, de eneste bøger, og de nogensinde har set, er deres ældre kammeraters skolebøger. Hjemme bliver der talt maithili ikke nepali, og der bliver nok i det hele taget ikke talt så meget til børn.

I skolen er alting omvendt. Her skal man sidde ned og lytte, og det meste foregår på nepali. Den gængse læringsmetode er udenadslære, læren taler eller skriver, og alt skal gentages og skrives ned. Om man forstår det, der bliver sagt, er der ingen, som går op i, bare man laver sine lektier – bestående af endnu mere afskrift.

Forskellen mellem de to universer må være enorm. Hertil kommer, at hjem og skole ikke snakker sammen. Forældrene bakker ikke op om skolen, og skolen forstår heller ikke at bygge bro til børnenes hjemmeliv. Det ulykkelige er, at alle sådan set ønsker det bedste for børnene – der sker bare ikke noget, i hvert fald ikke nok.

 

I Skoleliv i Nepal er vi så småt gået i gang med at sætte gang i ændringer. Det kommer til at tage lang tid, men det føles godt at være i gang. I første omgang har vi fokuseret vores lektiehjælp på de, som klarer sig dårligst: Hvis man ikke kan læse og skrive i 3. – 4. klasse, så får man ikke meget ud af, at lave lektier. Derfor fokuserer lektiegrupperne i år først og fremmest på at få lært børnene det grundlæggende.

Samtidig er vi begyndt at diskutere problemerne med lærere og ledelse på madskolerne og komme med inspiration til, hvordan undervisningen kan blive mere interessant. Vi er også begyndt at inddrage forældrene.

Det bliver spændende! Og vi håber, at I vil være med. En af de ting du kan gøre, er at købe en frugtposer og bede dine venner gøre det samme 🙂

 

Action Learning for lærere

I marts var vi  så heldige igen at få en praktikant fra læreruddannelsen UCC.
I forbindelse med projektet Skolehaven som læringsrum har vi det seneste år fået meget mere viden om, hvor dårligt det står til med undervisningen, og hvor skoen trykker, og da et af de steder helt klart er på den tå der hedder “Lærernes kompetencer,” så var det herligt, at  “vores” nye praktikant Alexander rigtig gerne ville lave et kursus for netop lærerne.

Vi fik lavet en rigtig god plan for Alexander, som dels skulle undervise lærerne ud fra en undervisningsteori, som hedder Action Learning. Desuden skulle Alexander undervise vores unge Lektiegruppeledere og til sidst skulle han observere og coache lærerne i deres egne klasser.

alex-laxmi20170330_154121

Undertegnede var så heldig at kunne deltage i lidt af kurset for lærere, og det var skønt at se, hvor engagerede og glade de var. De kommer også med mellemrum på kurser i distriktsregi “men det er ikke så anvendelsesorienteret,” som de udtrykte det. Action Learning går ud på, at man først definerer, det problem man ønsker at arbejde med, og herefter tager “action,” “evaluerer” og starter forfra i processen. Som Alexander meget rigtigt påpegede så mangler der et punkt som hedder “planlægning og vurdering af hvilken action som egner sig,” vel nok det sværeste…

20170330_154355

Lærerne var sammen med Rati (vores projektleder), inden kurset, blevet enige om, at det problem, de gerne ville fokusere på var “manglende motivation” hos eleverne. Det passede rigtig fint til SWO og SINs oplevelse af, hvad der er centralt i skolernes lave karaktergennemsnit, uregelmæssige fremmøde og alt for store fra fald.20170330_132621-1

alex selv i sjov leg

Lærerne fik gennemgået en række punkter relateret til action learning, der var særligt fokus på, hvordan man laver undervisningen mere spændende. En simpel måde var diverse energizers, en anden og rigtig interessant var “klasserumsopstilling” altså hvordan man vælger at sætte sine elever. Skal det være Hestesko? Bordgrupper? eller klassiske rækker, og hvad betyder det for undervisningen? Alle lærerne fik afprøvet bordgrupper og hestesko, og særligt hestesko synes de rigtig godt om “man kan bedre komme i kontakt med alle børnene,” som det blev formuleret.

alex sjov leg1
Rati Parajuli var med som tolk og projektleder. Her får hun hjælp til at deltage af Dipesh Khagi, der også var med som tolk.

Alexanders kursus for de unge homework group ledere tog også udgangspunkt i de problemer, som de unge oplever med børnene, og dem var der en del af. Et stort problem var, at mange børn stak af og løb hjem, og at der var uro i grupperne.

Sammen med Alexander fik de unge formuleret en plan for, hvordan de kunne få vendt den dårlige udvikling. Lektiegrupperne blev indskrænket til de børn med størst udfordringer, de blev slået sammen til to, som så har hver to unge til at hjælpe sig, de fik faste lokaler og sidst men ikke mindst få fik alle forældrene et brev, hvor der stod beskrevet, at netop deres barn havde brug for støtte, og at det betød noget, at de bakkede op. Brevet blev leveret personligt af Alexander og nogle af de unge, og det blev virkelig godt modtaget af alle forældre, der virkede som om de satte stor pris på at blive inddraget.19401466_10213416984007477_569043946_o-1.jpgTil sidst var Alexander rundt for at observere i klasserne. Vi har to meget forskellige samarbejdsskoler. På den ene er der kun seks lærere og seks klasser, og de har et meget stærkt sammenhold og er meget positive og lærelystne. På den anden skole er der mange klasser og mange lærere. Her er lærerstaben lidt ældre og mere sindig og der er ikke den samme begejstring over forandring. Men begge steder var der vilje og lyst til at lære nyt, så nu er vi også her i Danmark for alvor i gang med at overveje, hvordan vi bedst hjælper SWO og skolerne med at få mere kvalitet i undervisningen.

I skrivende stund er der gået to måneder siden kurset. Lærerne på Laxmi school bruger stadig de nye bordopstillinger. På Bhawani har de droppet dem for en periode, da de har indført 14 dages prøver i et forsøg på at motivere deres elever yderligere og prøver kan man jo kun lave, når man sidder i rækker (suk suk).

De unge i lektiegrupperne synes, det går meget bedre. Børnene løber ikke længere væk, og nogle af forældrene til de børn, som er for “gode” til at være med i lektiecaffeen har spurgt, hvorfor deres børn ikke kan være med. De fokuserer nu på at lære børnene det mest basale, da mange børn har meget svært ved at følge med i undervisningen (er man tabt i 2. klasse, så er det ret umuligt at hænge på i 4.). Glæder mig til at fortælle mere fra skolerne og alle de herlige lærere og unger!18121038_599715540235674_2107088989477424368_o-118121751_599715743568987_3552040035729097792_o-1

Det som virker – nyt fra kvindeprojektet

hele banden

I november 2016 startede vi (Skoleliv i Nepal og Soiyas Uafhængige kvinder) for alvor de nye tiltag for vores kvindegrupper, som er en del af vores bevilling fra Civilsamfundspuljen. Det kan man læse en hel masse om i forrige blogpost.

I marts 2017 drog Ingelis og Aage Dissing og undertegnede så igen til Nepal for at følge op på det arbejdet i Nepal og for at lave et fortsætterkursus for de 20 facilitatorer og de tre medarbejdere, som arbejder med og i grupperne.

De fem kvindegrupper hedder Bhawanipur, Semrana C, Semrana D, Soiya og Kerwani og der er omkring 20 kvinder i hver gruppe.

Efter planen skulle kvinderne mødes i deres gruppe  en gang om måneden for at spare op sammen og låne penge til personlige formål og til mikroentreprenørskab. Alle grupper har to lånekasser: En med egne penge – de sparer 100 rupees=8 kr om måneden  – som må udlånes til private formål, og en til forretningslån, som de har fået penge til af Medarbejdernes Honorarfond. Denne del af projektet fungerer upåklageligt.

Lån til forretning er utrolig populært, og der er kø til at tage lån. Ovenstående billede viser Rajkumari og Shova Musahar fra Kerwanigruppen. De tilhører de allerfattigste i området og har begge lånt penge til høns og ænder og til at forbedre deres hønsehuse. De to kvinder er jordløse, og er netop blevet flyttet fra et stykke jord til et andet, fordi der skulle bygges et nyt kommunekontor. De fik mursten til at bygge det nye hus (så langt så godt) men tilgengæld er der på den nye jord hvert år i regntiden store oversvømmelser. De tilhører altså de absolut mest udsatte i området, så vi er meget glade for, at de har overskud til at være aktive i deres landbogruppe.

Skønne køkkenhaver

Et andet fokuspunkt i projektet for kvinder er køkkenhaver. Kvinderne skulle mødes og støtte hinandens arbejde med køkkenhaverne en gang om ugen i en mindre undergruppe. Mange kvinder havde lavet nogle supergode køkkenhaver. Nogle af dem, som slet ingen jord har, er med hjælp fra Soiyas Uafhængige kvinder gået i gang med køkkenhaver i sække langs deres huse. En af de mest imponerende, var en kvinde, som har plantet tomater i en sæk og fået en kæmpe tomatbusk ud af det! Det er ret vildt, at der er så meget næring i jorden!

phoolmatis-vildetomater
Gauri Kawas med sine fantastiske “sack tomatoes.”

damersomdeler

Kauri med tomaterne har også en sød nabo, som hedder Mina. Hun er også med i gruppen, og de to mødes ofte og deler erfaringer. Mina har skærmet sinegrøntsager og  for høns med gamle myggenet. Hun dyrker blandt andet okra og squash, og fordi hun har været heldigere med sine planter end Kauri, har hun givet hende nogle. Fedt med kvinder, der har overskud til andre.

Nå, men altså det med at mødes en gang om ugen, det er ikke gået så godt. Nogle er mødtes hver dag, andre ret sjældent, og det har været ret frustrerende for SUKs pligtopfyldende medarbejdere og de meget motiverede facilitatorer, som siden sidste kursus har forsøgt at organisere gruppemedlemmerne.

Facilitatorkursus

keshmayaviser hvordan

På det fem dages opfølgningskursus, som Ingelis og Aage skulle holde, var en af opgaverne at følge op på organiseringen.

Derfor startede vi med at diskutere, hvordan vi kan organisere grupperne, så alle føler, at det er så vedkommende for dem at de vil prioritere at møde op. Omdrejningspunktet var således “ichha,” som betyder noget i retning af “egen interesse,” ud fra tanken om, at der ikke findes nogen i denne verden, som dukker op til frivillige møder, hvis de ikke kan se en stærk fordel i det.

Det kan de i låne-sparegrupperne, men åbenbart ikke i køkkenhaverne. Eller rettere: Nogen kan – andre ikke. For at afdække problematikken brugte vi små improviserede teaterstykker. Kvinderne i vores grupper er fantastiske skuespillere og alle vred sig af grin over Mira Bhujels imitation af projektleder Jyotsna, som kommer på besøg hos et medlem, som prøver at gemme sig. Det gode ved teater er selvfølgelig, at man kan få nogle meget ømtålelige og ret negative emner frem i lyset på en sjov måde, så ingen føler sig intimideret.

Efter en del diskussion blev det slået fast, at man skal mødes, når det giver mening, så vi besluttede at tage udgangspunkt i de månedlige låne-sparemøder og bruge dem til at tilbyde andre workshops (om køkkenhaver, dyrehold, økologi, sundhed osv) og til at give vigtige informationer.

Facilitatorerne bliver stadig opmuntret til at støtte op om køkkenhaverne og til at videregive færdigheder på nabo til nabo basis, da det har fungeret godt.

fremvisningplanche.jpg

Kurset fortsatte med en række andre temaer. Som sidst blev alle dele faciliteret af deltagerne selv i mindre grupper. En af øvelserne var, at tegne hvordan facilitatorerne så deres gruppes fortid, nutid og fremtid. Ideen er, at det skal sætte gang i tanker om fremtiden hos mennesker, som ofte er meget fokuseret på den daglige kamp for overlevelse.

En mor, en datter og en bedstemor

ingelis og bananerne

Som første gang havde kurset også praktiske elementer. Her er Ingelis ved at vise, hvordan man beskærer en bananpalme. Det viste sig at blive et af kursets mest populære elementer, og flere af facilitatorerne har siden været i gang med at vise deres gruppe, hvordan man gør.

ingelis og bananerne2.jpg

Bananer skal have en mor, en datter og en bedstemorstamme. Bedstemor bærer bananerne, mor er den næste som skal i gang med det, og datteren kommer efter hende. Det kunne vi allesammen forstå.

aagevisernogetbishnunepali

Vi var også ude og kikke på køkkenhaver og diskutere, hvordan de ser ud. Her er vi hos Bishnu Nepali, som har lidt mere have en mange af de andre, og dermed plads til at have os alle sammen på besøg.

Husholdningsregnskab

20170402_115434family expensesEn anden rigtig populær aktivitet på kurset var husholdningsregnskab. Alle skulle i grupper notere deres udgifter og indtægter som familie ned, og det gav virkelig nogle aha-oplevelser. “Guuud hvor bruger jeg mange penge!” var der flere som udbrød. Flere havde faktisk større udgifter end indtægter! “OG så har jeg slet ikke taget alle de små ting, som ikke lige er nødvendige med,” som Kunti Musahar udtrykte det.

Besøg fra Agricultural Office

gyanu-agriman

Undervejs i kurset fik vi besøg fra det lokale landbrugskontor. At linke kvinderne med de lokale offentlige støttemuligheder, der eksisterer, er også en del af vores arbejde, så det var rigtig skønt at han kom. Her taler landbrugskonsulenten med Gyanu Musahar.

Tanken er, at det jo faktisk er den nepalesiske regerings job at tage sig af sine egne borgere, og dermed er det bedste vi kan gøre for kvinderne at lære dem, hvad de har ret til fra det offentlige og hjælpe dem med at løbe samme offentlige på dørene.

IMG_3757

En anden officiel gæst var den nye kommunaldirektør, mr. Shreekrishna Nepal, som netop er kommet til kommunen fra nabodistriktet Palpa. Han virker umiddelbart, som en person som SUK kan få et godt samarbejde med. Blandt andet håber Menuka (leder af SUK) og undertegnede, at han vil tildele SUK midler øremærket Musaharkasten. “Jeg vil se resultater først,” var hans ord til kvinderne – så nu er der endnu en grund til at samle på succeshistorier.

IMG_3749

Vi var også ude og observere hos landbrugsgruppen. Denne gruppe består af 12 kvinder, som også er med i de andre grupper, og de har med SUKs hjælp lejet 4 hektarer jord af den lokale jordejerfamilie Munankami for at dyrke økologiske grøntsager. Her er Ingelis og Aage ved at vise kvinderne, hvordan man laver et bunddække, som forhindrer vand i at fordampe, og som også mindsker ukrudtsmængden.

Besøg hos grupperne

Efter kurset med facilitatorerne, var undertegnede med SUKs medarbejdere på lynvisit rundt til de fem kvindegrupper. Her overværede jeg, hvordan facilitatorerne fortalte om det kursus, de netop havde deltaget i. Desuden fortalte alle om deres lån og opsparing.

IMG_3799.jpg

Det tog en hel dag og var rigtig godt givet ud. Facilitatorerne var virkelig gode til at formidle, særligt historien om bedstemor, mor og datterbananen, husholdningsregnskab og forretningsregnskab var meget populære fortællinger. Der blev også spillet teater.

Det var også rigtig godt at møde alle medlemmerne og få en fornemmelse af grupperne. Mit indtryk er, at vi har tre ret stærke grupper, hvor der er en god fællesskabsånd, et godt fremmøde og masser af videndeling. Så har vi en ret svag gruppe, hvor alle er meget fattige både på økonomiske og personlige ressourcer, men som nok skal komme med i deres eget tempo. Og så en gruppe, hvor halvdelen tilhører de allerfattigste, men samtidig er de mest aktive, med fantastiske køkkenhaver og fornuftige forretningslån, og hvor de lidt mindre fattige ikke rigtig er engagerede nok. Den gruppe kommer nok til at ændre sammensætning. SUKs medarbejdere følger dem tæt.

Herudover er der landbrugsgruppen, hvor nogle klart arbejdede mere end andre. Det fik vi en rigtig god snak om. For det er ikke muligt at dyrke økologiske grøntsager i større skala, hvis man ikke virkelig ønsker at yde en indsats, og det blev vidst klart for alle.

Til sidst var der møde med SUKs medarbejdere, som havde brug for lidt ekstra opbakning og forslag til, hvordan de skal håndtere grupperne. Her fik vi blandt andet talt om, hvor fantastisk “summegrupper” er som redskab for at få folk til at fortælle (det er dem, hvor man siger “nu får du to minutter til at snakke med din sidemand om, hvordan det går med at dyrke tomater”).

Alt i alt superspændende udvikling i projektet. Jeg glæder mig til at følge det via Jyotsna, Menuka og de andre herlige medarbejdere i SUK.

Gem

Fantastiske køkkenhaver

Det er sjældent at projektrapporter ligefrem er underholdende. Men den sidste rapport fra kvindeprojektet i Nepal var topdejlig læsning, akkompagneret af en strøm af herlige køkkenhavebilleder. Jeg er helt varm indeni og nød til at dele det med jer! Har i øvrigt besluttet at  forsøge at få de lidt mere trælse dele af projektet med også, for at bidrage til afmonteringen af det u-landsglansbillede, som ofte tegnes. Så ind imellem alle solstrålerne er der også et par regnvejrsskyer.

For ikke så længe siden, fik de ca. 120 kvinder, som er med i projektet udleveret frø til deres køkkenhave, som det er meningen, at de skal mødes i hver uge.

7-finhave-feb17De gik straks i gang og nu strømmer der billeder ind af køkkenhaver. Nogle haver er selvfølgelig bedre end andres, men der har været supermeget gang i den de fleste steder både med at så og lave kompost. Selv i Soiya, der er vores mest “besværlige” landsby er nogle af kvinderne gået i gang. Men de har været plaget af, at de bor så tæt, og at naboernes høns kommer ind og laver ballade (til trods for grønne hegn). Jyotsna, projektleder, har nu foreslået, at Soiyas beboere laver et fælles hønsehus. Det har jeg også forsøgt at foreslå dem mange gange gennem årene, og hvis det lykkedes for hende, så skal hun have lønforhøjelse, for så er hun usædvanlig dygtig!

Alle udviklingsfolk burde sendes til et sted som Soiya for at blive kureret fra forestillingen om at fattige er rare, uskyldige og renhjertede og kun venter på en lejlighed til at arbejde sammen og blive rigere. Folk i Soiya er virkelig søde enkeltvis, men ikke særlig søde i flok og slet ikke ved hinanden! Nok om det for nu:)

4-pabitra-tharufeb17Pabitra Tharu her på billedet er i gang med at lægge strå ud mellem sine planter. Det gør man for at forhindre, at jorden tørrer ud i den stærke sol. Faktisk startede det med, at Jyotsna viste Pabitras nabo, hvordan man laver jorddække, og da Pabitra så det, gik hun også i gang. Det er jo lige det, som er meningen! At kvinderne lærer af hinanden 🙂
9-mulching2-asha-musahar-kerwaniDe, som ikke rigtig har plads til en have, er gået i gang med at lave sack mounts. Sække med grøntsager oveni og ud fra siderne. Der er allerede nogen, som har haft succes med det. Her er Asha Musahar i gang med metoden.

2-sackmounts-feb17

5-maend-deltager-ogsa%cc%8a-feb17Dobbelt hurra. Her er Basantis kompost og Basantis mand. Jyotsna har vist Basanti, hvordan hun kan sætte pinde komposten, da det gavner formuldningen (ilt til processen). Jyotsna siger, at det er rigtig skønt at se, hvordan mænd og kvinder er begyndt at arbejde sammen om jorden.

3-parbatis-carrotsParbati Musahar med en af de første gulerødder. Mange af familierne har inddraget mere af deres beboelsesareal end tidligere til haver. Da jeg begyndte at se på fattige menneskers udenomsarealer med køkkenhave-øjne, blev jeg overrasket over, hvor dårlige folk var til at udnytte pladsen optimalt. Endnu en kendt fordom: Fattige mennesker bør være supergode til at optimere deres situation. Virkelighedstjek: Ehm? Hvis de var det, så ville mange af dem klare sig bedre, end de gør! Tanken bag projektet her er, at når man går i  gang med at flytte sig sammen, så sker der noget!

8-fencing-feb17En af de aktive grupper er ved at lave et stativ til tomater og bønner.

1-sova-musahar-in-garden-feb17Det her er Sova Musahar. Hun havde den fineste kommentar om kvinderne fra Soiya: “Før vidste jeg ikke noget om at lave køkkenhave eller dyrke jord, men så kom dem fra Soiya og lærte os det. Jeg har også lært om sædskifte.” Skønt at “dem fra Soiya” kan noget og lærer det fra sig!

one-more-garden-feb17

Her er der eksperimenteret med samplantning af planter i forskellige højder og voksetempi. Så vidt jeg kan se, er det bønner (som fikserer kvælstof) og majs (som vokser hurtigt op og skygger).

Det er skønt at grupperne lærer nyt, inspireres og dyrker mere grønt end før. Men bag de fine haver er der en masse, som vi stadig arbejder hårdt på. Mange af de små undergrupper med fem medlemmer har svært ved at mødes. De aftaler en dato og tid og to møder op, efter et par timer kommer der en til. De venter, men de to sidste kommer ikke, så de aftaler at mødes dagen efter – det samme sker…på den måde kommer det til at føles som rigtig mange møder  og rigtig meget frustration for de, som faktisk dukker op. Som Menuka (leder af vores partnerorganisation) siger: De er blevet bedre til at besøge naboen, og de snakker sammen om deres haver. Men de kan ikke finde ud af at mødes på et bestemt tidspunkt, og når de præsenteres for et bestemt format, de skal snakke efter (fx gruppearbejde), så har de ikke så meget at sige.
Det skal vi snakke meget mere om, når Ingelis, Aage og jeg besøger projektet i slutningen af marts (tæller dagene!).

6-kuntis-garden-feb17Her til slut får I Kunti Musahars have. Da jeg var på besøg sidst, var her ingenting, så det er bare skønt at se, hvor flot den er nu. Bemærk også hegnet 🙂

Læringsgrupper for landbofamilier

nov16-heleholdet
I november 2016 lige efter Tihar og mens risen blev høstet rundt om på markerne holdt Skoleliv i Nepal, Soiya Mahila Swolambi Sanstha facilitatorkursus med Ingelis og Aage Dissing som kursusledere og overfacilitatorer. Den tykke topi-klædte mand til venstre er Ganesh Ghimire øverste leder på Kommunen (Devdaha Municipality).
nov16-2-helesalen
Der var fire kvinder med fra hver af vores 5 fem grupper. Tanken er, at grupperne skal kunne deles i 4 undergrupper med hver sin facilitator. Undergrupperne skal som udgangspunkt mødes en gang om ugen og fokusere på emner som sundhed og praktisk økologi.
nov16-1-lyttende-kvinder
Facilitatorerne skal ikke lede grupperne, men støtte grupperne i at blive dynamiske fora for udveksling af viden og til opnåelse af fælles mål.
nov-16-5-kvindertavle
De fleste af facilitatorerne kunne læse og skrive, hvilket ikke er så almindeligt i vores grupper. Så der var mere skriftlighed end vi plejer. Vi håber, det giver mulighed for at fastholde de mange emner bedre.
nov16-inglis-aage-menukalytter
Alt foregik på nepali, så der blev oversat ivrigt til Ingelis og Aage.
nov-16-5-miralytter
Mina Bhusel, Soiya Mahilas dygtige næstformand og formand for den nye kvindelandbrugsgruppe. Mina er en af de kvinder, som vi tror og håber, kan være en bærende kraft i organisationen fremover.
nov16-3-gruppearbejde1
Gruppearbejde var en bærende del af kurset, da en væsentlig del af pointen var at kvinderne skulle lære at dele viden. Det var ikke så let at få gang i en diskussion, men der blev skrevet meget ned.
nov16-4-gruppearbejde2
Vi havde besøg af tre projektledere fra den danske forening Trianglens partnerorganisation ASK (Aapasi Sahayog Kendra). De blev blandet med de øvrige deltagere.
nov16-18-kompost-ude
Kurset havde ikke økologisk jordbrug som primært fokus, men selvfølgelig var vi også ude i haven og være praktiske. Her hældes der aske i en ny kompost. Asken skal ikke for langt ned, for den skal siv igennem resten af komposten og ikke bare ud i jorden under den.
nov16-19-laggront
Udover komøg blev der lagt masser af frisk grønt i komposten.
20161108_122937
Så er komposten færdig og klar til at blive dækket til. Den har selvfølgelig også fået et par tagetes som pynt 🙂
nov16-21-mandala
En anden type kompost til små områder er denne kompostmandala. Når den er færdig er der jord op til toppen af stængerne. I midsten smides grøntaffald, og der dyrkes afgrøder på siderne.
20161108_122937
Så er komposten færdig og klar til at blive dækket til. Den har selvfølgelig også fået et par tagetes som pynt 🙂
nov16-8-inglisograti
Rati Parajuli, vores unge skolehaveprojektleder, fik også nogle gode råd med på vejen fra Ingelis. Rati skal i gang med anden sæson i skolehaven med blandt andet 6. klasse.
nov16-9-jyotsna-sabi-bishnu
Jyotsna Tuladhar (tv) i snak med køkken- og haveansatte Sabitri Musahar. Vi håber, at de to kan dele en masse viden omkring økologisk jordbrug. Jyotsna har selv arbejdet som økologisk landmand i 3 år og Sabitri har gennem de sidste to år lært en masse om emnet fra blandt andet Lis Rasmussen (Kiselgården) og fra besøg på Søbogaards økologiske gård i landsbyen Gamcha.
nov16-10-rajkumari-asha
Kvinderne blev også sat til at observere skolehaven. Det var de rigtig gode til.
nov16-11-se-pa%cc%8a-korn
Der blev også kikket på sygdomme og skadelige insekter. Der er selvfølgelig rigtig mange skadedyr og sygdomme i Rupandehis varme klima og det er ikke det letteste at komme af med.

nov16-11-se-pa%cc%8a-korn2

nov16-16-hostteamforbereder
Hver eftermiddag blev morgendagens host-team tilbage og planlagde den følgende dag. Emnerne var i høj grad deltagernes egne ønsker indenfor landbrug. Enkelte var fastsat på forhånd, som fx. “en dag i en læringsgruppe,” hvor deltagerne skulle gå i dybden med, hvordan de i praksis vil besøge hinanden og holde møder.
nov16-14-aage-ranjana
Kvinderne blev også sat til at tegne deres egen have, og beskrive hvad de dyrker og hvordan de selv mente, at udnyttelsen kunne forbedres.
nov16-12-kvindeogteginger
Mange af kvinderne har ganske lidt jord, men alle vil kunne forbedre deres fødevareselvforsyning. Derved får kvinderne sundere mad (læs: flere grøntsager) og sparer penge på indkøb.
nov16-15-inglis-dans
Pauser er selvfølgelig også vigtige. Kvinderne var ret vilde med Boogie Vuggie, eller som her, hvor de har fået Ingelis ud og danse i nepalesisk stil.
20161110_140727
Vi havde lånt et lokale til kurset på Bhawanipur skole. Så der blev også tid til en snak med skoleleder Dinanath Aryal.
20161110_162612
Farvel og tak for denne gang! Vi synes, kvinderne lærte meget, de blev i hvert fald bedre og bedre til at være host-teams og til at diskutere. Nu skal de bare ud og have gang i grupperne!

Når fremtiden er usikker

Et lidt anderledes blogindlæg, der handler om, hvorfor vi arbejder med skolemad, lektiehjælp og kvindegrupper.

“Jeg er ikke heldig,” siger Shreestee Pandey mørkt, mens hun kikker ud af vinduet i sit køkken. Udenfor kan man se familiens halve hektar jord, hvor risen lige nu står smuk og lysegrøn. Inde i stuen hopper Shreestees datter Kristina på 4 år rundt og underholder sine bedsteforældre og sin far. Kristina går i 1.  klasse på en lokal privatskole og har netop været til eksamen for første gang og blev nr. 3 ud af alle børn på hele skolen. Hele familien bor her i det to-etagers betonhus på en sidevej til hovedvejen mellem Kathmandu og Butwal, en travl handelsby i det sydvestlige Nepal. Huset er bygget for penge, som den ene af familien Pandeys to sønner har sendt hjem fra Korea. Udenfor står et par køer og en bøffel og brøler forventningsfuldt efter morgenmad.

Men 25 årige Shreestee føler sig altså ikke heldig, hun har nemlig ingen sønner, her efter 6 års ægteskab og hendes mand går rundt hjemme i stedet for at arbejde i udlandet, som sin bror. Den situation gør hele den lille familie rigtig bekymret for fremtiden.

Shreestee hjælper Kristina med lektierne.
Shreestee hjælper Kristina med lektierne.

Bollywood i lerhuset

Nogle få kilometer derfra gør tvillingepigerne Yamuna og Ganga Musahar på 12 år sig klar til at gå i skole. Pigerne bor i et lerhus, som består af et enkelt langt rum. Rummet er delt i to af en traditionelt lerklinet kornbeholder. Der er mørkt  indenfor, for her er ingen vinduer. I den ene side står et gammelt sort/hvid fjernsyn og larmer. Et par nabobørn følger med i en Bollywoodfilm. I huset bor tvillingepigerne med deres forældre og storebror. I de lerklinede huse rundt om, bor yderligere tre voksne søskende.

Yamunas mor Kunti Musahar fletter sin datters nyvaskede hår stramt og sætter fine hvide bånd i. Den slidte uniform er også pæn og ren. Kunti fortæller, at familien har lejet 1 hektar jord i nærheden, og nu skal der så dyrkes hvede og senere ris for fuld skrue. Alle ungerne er med, selvom Kunti forsikrer, at de små selvfølgelig skal passe deres skole. Jorden lejes som oftest af småbønder som Shreestees svigerforældre, efter princippet 50% (“Adiya” på nepali). Dvs. at ejeren får 50% af udbyttet i lejeindtægter. Ofte er det også ejer, som sørger for vanding, mens lejer skal købe såsæd og gødning, høste osv. Systemet betyder, at begge parter har stor interesse i, at det går godt med høsten. Kunti, der også er medlem af Soiya kvindernes bestyrelse, har lånt en del penge i sin låne-sparegruppe for at få råd til investeringen.

Yamuna og Ganga er klar og følges mod skolen med de andre børn fra den lille lerklinede enklave. Skolen ligger 10 minutters gang fra selve landsbyen Bhawanipur. Yamuna går i 6. klasse, mens Ganga er dumpet et par gange og derfor går i 4.

Pigerne får gratis skolemad fra Skoleliv i Nepal, og om eftermiddagen går de i den lektiecafe, som foreningen har startet på skolen. Lektiecafeen er meget populær, fordi “tuition” er velkendt, men normalt ret dyrt, og dermed forbeholdt de, som klarer sig lidt bedre.

Jamuna, Ganga og deres storebror, som går i 7. klasse.
Yamuna, Ganga og deres storebror, som går i 7. klasse.
Kuntis ældste barnebarn går i 0. klasse.
Yamunas storesøsters datter går i 0. klasse, så hun får også skolemad.
Undertegnede på besøg i lektiecafeen. Skulle have været en flue på væggen, men blev nærmere en elefant med masser af blomster og rød farve i panden!
Undertegnede på besøg i lektiecafeen. Skulle have været en flue på væggen, men blev nærmere en elefant med masser af blomster og rød farve i panden!
6.klasses piger. Der er to sjette klasser på skolen. Den ene bliver undervist på engelsk og den anden på nepali. I nepali-klassen går flest Dalit-børn, som Jamuna og Anjali Musahar.
Der er to sjette klasser på skolen. Her er undertegnede med “nepali-medium” klassen. Børnene går i lektiecafe en time hver eftermiddag.

På Bhawanipur higher secondary school samles alle de børn fra området, som klarer sig igennem de første fem års skolegang, i to sjette klasser. En klasse undervises på engelsk og en på nepali. I “English medium” går de få såkaldt højkastebørn, hvis forældre ikke har flyttet dem til en privatskole. De taler ikke engelsk, men mange kan sige nogle få ord og præsentere sig selv.

I “Nepali-medium” går børn fra såkaldte lave kaster, den etniske gruppe Tharu og børn fra forskellige dalit-kaster. Udover Yamuna Musahar, går Anjali Musahar, som jeg har kendt siden hun var fire år, i den klasse og Sarita Musahar, hvis mor Phoolmati laver mad og passer haven på skolen. Anjalis mor Sita gik i skole til 3.klasse og kan stort set kun læse og skrive sit eget navn. Kunti har aldrig gået i skole.

De tre Musahar-piger er nået længere med skolen end nogen anden pige i deres familie, og for alle tre piger gælder det, at en del veninder allerede er faldet fra eller som Ganga, halter bagefter.

En bedre fremtid for de mindre heldige

Fortællingen om familien Pandey og familien Musahar er typiske for området her. Der er også mennesker, der er meget rigere end familien Pandey og nogle som klarer sig dårligere end Kunti Musahar. Men flertallet ligger et sted mellem de to beskrivelser. De, som har lidt jord, adgang til privatskole eller til nød den engelsk sprogede udgave af folkeskolen og overskud til at støtte op om børnenes skolegang, og de, som ingen jord har og som har svært ved at fastholde deres børn i den offentlige skole endsige hjælpe dem til at klare de årlige eksamener.

Begge familier kæmper for at sikre fremtiden for næste generation. Hos familien Pandey skal det gå meget galt, hvis ikke lille Kristina får en noget mere spændende tilværelse end sin mor og en dag kan se ud af vinduet og føle sig heldig. Hos Yamunas familie er der en del mere på spil. Det er faktisk lidt af en gyser! Klarer Kunti at få et solidt overskud ud af den jord, hun har investeret i? Holder Yamuna, Anjali og Sarita fast i skolen? Begge dele kan så let som ingenting skydes i smadder af tilfældigheder og sort uheld. Jeg holder vejret, krydser fingre og håber, at kvindegrupper, engagerede medarbejdere, gode råd og ny viden, lektiehjælp og skolemad kan være nogle af de elementer, som tipper fremtiden i Musahar’ernes favør.

Se vores lille film om Yamuna her

 

 

 

 

 

Gem

Gem

Gem

Gem

Frugtposer til Tranum

For et par uger siden var Sara Kruse Cox og jeg på besøg i Tranum i Nordjylland. Her spillede vi vores uretfærdige Nepalspil med 5. og 6. klasse i skolehaven på den lille hyggelige skole i Tranum, lavede kikærtesnack med børnene og fortalte om uddannelse, fattigdom og sundhed i Nepal.

På jagt efter gurkemeje

Efter den første eftermiddag i selskab med 5. klasse måtte vi forbi Daglig Brugsen efter gurkemeje (man kan ikke lave nepalesisk mad uden det gule pulver). Der mødte jeg brugsuddeleren Else, som stod i butikken og fejrede 10-års jubilæum for en af medarbejderne med kaffe og kage til kunderne. Efter at have snakket lidt om hendes superfine butik (masser af økologi), dukkede Inge Lis Dissing, som vi skulle overnatte hos, op. Inge Lis, som er økologisk landmand og frivillig konsulent i Skoleliv i Nepal, er stort set nabo til Brugsen og har desuden været med til at starte skolehaverne på Tranum skole sammen med sin mand Aage.

Frugtposer og stor tak til Else!

Inge Lis og jeg fortalte Else om formålet med vores besøg, og jeg kom i tanke om, at hun måske kunne være interesseret i at sælge vores frugtposer, som vi også havde med, sammen med alle grøntsagerne, kikærterne og skoleuniformerne. Poserne er økologiske og designet af Susan Liebe (populær keramiker), og de sælger rigtig fint. Inge Lis har så efterfølgende vist poserne frem, og dem vil Else da gerne sælge, og næ nej, det skal Brugsen da ikke tjene på! Mon det ku ske i København?

R for Rati og for Rabarber

I juni måned havde Skoleliv i Nepal besøg af Rati Parajuli, som er projektleder for vores skole- og skolehaveorienterede projekter i Nepal. Udover et meget vellykket program, var det en skøn oplevelse. Det er fascinerende at se Danmark og dansk kultur med andres øjne, men mest af alt så er det fantastisk, så meget det løfter et samarbejde, at arbejde tæt sammen i en måned og pludselig kender hinandens baggrund begge veje. Jeg tror engang MS har kaldt det “omvendte kulturmøder,” jeg synes ikke der var noget, der var “omvendt”. Men jeg kan se, at jo flere partnerrepræsentanter Skoleliv i Nepal har på besøg, jo bedre bliver samarbejdet i det daglige.

20160617_144523.jpg

Rati kom for at deltage i fire asiatiske kulturfestivaler i hhv. København, Århus, Aalborg og Odense. Hun skulle fortælle om Skolelivs arbejde i Nepal, som hun jo kender alle dele af på nærmeste hold. Udover festivalerne var Rati også i praktik i Københavns Skolehaver, hvor hun fulgte en af havens undervisere fire dage om ugen.

IMG_3129

På egen hånd i København

Den første dag fulgte jeg (Anne Mette), Rati til Skolehaverne med toget, men herefter insisterede hun på at tage afsted selv. Hun blev udstyret med en lånt pigecykel fra en af mine drenges klassekammerater, et rejsekort og en mobiltelefon, og så drog hun ellers afsted med toget. Som nogle af jer sikkert ved, så er der stort set ikke tog i Nepal, så det var en ny oplevelse.

20160620_08201220160623_130932Københavns Skolehaver på Bispebjergbakke er over 100 år gamle og et ret vidunderligt sted, hvor 30 danske skoleklasser hvert år har mulighed for at komme med deres lærer en gang om ugen over et par måneder. Så, luge, vande og se deres grøntsager vokse op. Lære om bier og høns, spise rabarber og hyldeblomstpandekager. Rati blev lige som eleverne vældigt inspireret.

IMG_3113

IMG_3116“De smider ikke noget væk her. Alt bliver komposteret. Det skal jeg hjem og lære eleverne,” var en af Ratis refleksioner. Hun synes også, at det var godt, at eleverne lærte om høns, ved at røre ved en rigtig høne. “Det kan børnene i Nepal også lære noget af, selvom de har høns hjemme,” sagde hun, og vi fik en lang snak om, hvorvidt vi kan flytte vores hønsehus i Nepal ind i skolehaven.

En plan for en hel måned!
En anden ting, som var fascinerende, var planlægningen. Hannah, som Rati fulgte, havde en plan for hver dag – en måned ud i tiden! Det synes Rati var længe, men også rigtig smart. I Nepal er der ikke den store planlægning i skolen, og selvom vi ofte snakker om planlægning med Rati og hendes kollegaer, så er det jo en del bedre at se i praksis, hvor rart det er  med en plan!

Selvom de børn vi arbejder med i Nepal jo kommer fra landet, så mente Rati også godt, de kunne lære noget af et forløb, hvor de skal passe planterne, luge og vande. Sprogbarrieren var den største udfordring i skolehaverne , og en anden gang, så vil vi nok prioritere børn fra 5.-6. klasse, som kunne tale mere engelsk. Men selv de mindre børn synes det var sjovt med en nepalesisk gæst!

IMG_3097

Rati besøgte også en skole, som havde mobile skolehaver. Det var på Mølleskolen i Ry, hvor Rati sammen med Anne Mette og Sara fra Skolelivs bestyrelse spillede det uretfærdige Nepalspil med skolens anden klasser. Spillet er også en del det samme formidlingsprojekt, som den asiatiske kulturfestival (begge dele i øvrigt finansieret af Danidas formidlingspulje). Ulla Skovbsbøl har skrevet en fin lille artikel, som optakt til besøget, som kan læses her.

20160616_152145Rati, Anne Mette og Sara fortalte børnene om, hvordan det er at være skolebarn i Nepal, de fik lov at prøve nogle nepalesiske skoleuniformer, kikke i nepalesiske skolebøger og ikke mindst se og smage nepalesisk skolemad. Stort set alle børnene syntes, at Ratis chana-buja var lækkert 🙂20160616_145240Det uretfærdige Nepalspil var også en succes. Der var en lille pige, som blev så grebet af det, at hun græd lidt, da hun dumpede til eksamen 🙂

Rati og lærerene i 2. klasse på Mølleskolen har nu aftalt, at klassen skal være venskabsklasse med dette års 3. klasser på Bhawanipurskole i Nepal. Det var et rigtig fint udgangspunkt, at Rati har mødt begge klasser, og derfor bedre kan formidle kontakten.

Indisk mad og dansende sikher

De fire asiatiske kulturfestivaler var også en stor succes. Rati stod hver gang tidligt op og lave chana-buja (stegte kikærter med puffede ris), som blev serveret for festivalens gæster assisteret af forskellige bestyrelsesmedlemmer og frivillige. Skoleliv i Nepal havde en skøn stand hvor vi delte smagsprøver ud, viste skoleuniformer frem, lod børn kikke i skolebøger og røre ved klassiske nepalesiske skolemadsingredienser. Der var også postere og banner med info om vores arbejde. Vi, dvs. bestyrelsen, havde flere herboende nepalesiske frivillige, som hjalp til, og det fungerede rigtig godt.

Standen gav os alle muligheder for at give de besøgende en ægte nepalesisk sanseoplevelse, og vores unge nepalesere gjorde, hvad de kunne for at fortælle til!

Vi havde også en mini-skattejagt i teltet med tilhørende sansekasse i “gæt en grøntsag” stil. Det var også både sjovt og populært.

20160624_131127Vi fik også snakket med nepalesere rundt om i Danmark. Dette par på Fyn var meget interesserede i at være med til at holde en nepalmiddag med Skoleliv.

20160622_210727

Uro i klassen
Rati havde faktisk også sine egne bekendte. I februar var hun tolk for Nanna, Carolina og Sofie, som var praktikanter fra Zahle seminarium, på Bhawanipur skole i Nepal, og som lavede skolehaver med børnene. Vi mødtes med dem et par gange, og fik udvekslet erfaringer fra deres ophold i Nepal og Ratis ophold her. Desværre nåede Rati ikke ud på en dansk skole, så hun kender mest danske børn fra uderummet, hvor der jo er højt til loftet og masser af energi, og hvor man må larme lidt mere og ikke skal sidde stille. Larm og uro var ellers fælles træk, som de tre unge lærerstuderende (nu færdiguddannede) kunne se både i Danmark og Nepal, og som de arbejdede en del med, da de var afsted.

Et fortryllet sommerhus i Dokkedal
Rati havde forestillet sig, at danske huse var meget avancerede at se på, noget med glas og stål og masser af etager. I virkeligheden var de, som hun sagde helt almindelige udenpå, men så var der bare ALT indeni. Vi overnattede blandt andet i et ret skønt miniature sommerhus i Dokkedal nær Aalborg, og fik snakket meget om, hvad et sommerhus er, og ikke mindst hvor de ligger (fx. ved havet, som det her!). “Når man ser det udefra, så tænker man, det ligner et hus hjemme, men når man så kommer ind, så er der alt, og i Nepal er der ingenting,” det pågældende sommerhus var nu også for Anne Mette noget nær en trylleæske.

Når pumpen bliver stjålet
Danmark var en kæmpe oplevelse for Rati, som aldrig før har været udenfor Nepal og faktisk også kun ganske få gange i Katmandu. Et spændende møde for alle de danskere, som Rati var med til at fortælle om Nepal, og også et stort boost til Skolelivs arbejde i Nepal. Det er helt uvurderligt at bruge så meget tid sammen, og at have fået så mange nye fælles referencerammer. Da pumpen i læringscentret blev stjålet en måned efter Ratis besøg, kunne jeg skrive “ja det er rigtig øv, men kan du huske: I Københavns Skolehaver har de også problemer med tyveri,” og så forstår vi hinanden.

Den slags referencer er guld værd. Det var selvfølgelig også virkelig heldigt, at Rati er en superselvstændig person, som også fysisk går foran, selvom hun er ny et sted. Og jeg har klart en følelse af, at besøget også har gavnet hendes arbejde i Nepal. I hvert fald har hun været endnu mere initiativrig og selvstændig end før. Det er jo bare dejligt.

 

Skolehaven som læringsrum

I februar måned kunne vi endelig søsætte projektet Skolehaven som læringsrum, som vi har fået penge til fra Thunes Legat i slutningen af 2015. På skolerne var de skeptiske overfor, om man nu virkelig kan lære noget udenfor, og de fem unge praktikanter fra Zahle seminarium, som skulle sætte projektet i søen i deres 4 ugers praktik, havde ikke prøvet at lave skolehaver før.
workshop-tavle

Vi startede med en fælles workshop for lærere, praktikanter, haveansvarlige, ledelse og projektansvarlige fra vores partnerorganisation Soiyas Uafhængige kvinder. Den gik over al forventning. De gule sedler er deltagernes forslag til, hvordan skolehaven kan integreres i undervisningen.
workshop-lærer

Lærerne var selvfølgelig stadig bekymrede for, om deres elever nu ville bestå eksamen. Men det afholdt dem ikke fra at have gode forslag til, hvordan deres undervisningsbøger kan bruges udenfor i haven. En af de ting, vi har fokuseret meget på, er at landbobørn skal ud i haven for at føle sig hjemme, ikke for at blive fascineret af, hvor en kartoffel kommer fra. Det kunne de godt se mening i.

worskshop-menuka-sabiSabitri Musahar, tidligere formand og Menuka Neupane, daglig leder af organisationen Soiya Women, har været i Danmark og set skolehaver både i København, Nordsjælland og Århus. Sabitri er nu haveansvarlig på Bhawanipur school og skal støtte haveprojektets praktiske fremdrift.

praktikanter-workshop

Workshoppen blev også brugt til at præsentere de fem danske studerende for alle de nepalesiske projektdeltagere.

sofie-madpyramiden

Og så gik vi ellers i gang. Ernæring er et emne, som også er med i de nepalesiske skolebøger, så den blev et af de første elementer i undervisningen.

piger-uv-nannainstruerer

Madpyramiden blev også til et vendespil, som børnene selv tegnede. Gruppeaktiviteter bruges i undervisningen på Bhawanipur og Laxmi school.

piger undervisning drengegruppe

Børnene synes selvfølgelig det var sjovt, og læreren kunne også se, at det gjorde en forskel.

piger-undervisning-drengepårækken

På Bhawanipur school kæmpede praktikanterne meget med larm og uro. Folk, som kikkede ind ad vinduet, elever der skrålede på læreren mens de rakte hånden op. Inspektør eller lærere, som kom ind for at tjekke at alt var vel. Som I kan se, var vi her stadig inde i klassen, og undertegnede var lidt nervøs for, hvornår vi sku ud….

bankebøf

Om eftermiddagen lærte børnene en ny leg, “banke bøf”, som alle synes var herlig. Der skal jo også være sjov – selvom undertegnede stadig var lidt nervøs for fremdriften:)

drenge-udeihaven

Men ud kom de! Her er Peter og Kristian sammen med tolken Kamal i gang med at introducere haven på Laxmi school, der netop er blevet pløjet og gjort klar.
drenge-logbøger

Alle børnene fik logbøger, som de kan bruge i haveundervisningen. Det er ikke alle børn, som har kladdehæfter nok, så det gjorde logbøgerne ekstra vigtige.

drenge-ihaven-grupper

Der var meget mere roligt på Laxmi school, da skolen kun har fem klasser. Det gjorde også de enkelte klasser mindre larmende.

drenge-redskaber

Jeg havde haft en del redskaber og andre ting med fra Danmark. Det synes smådrengene var ret interessant.

drenge-uv-videndeling

Sabitri, der er haveansvarlig på Bhawanipur school, var med på Laxmi school hele måneden. Her fortæller hun Laxmi schools haveansvarlige Rita om skolehaverne i Danmark.
buja-til-morgenmad
Vi havde valgt at starte haveundervisningen kl. 8, for ikke at tage alt for mange klassetimer og dermed gøre lærerne mere nervøse. Derfor serverede vi også morgenmad for klasserne. Og ja! der er grøntsager her (kål, kikærter og løg), men andelen af puffede ris er noget høj. Room for improvement…!

forældre-dagInden de danske praktikanter rejste, blev der afholdt havefestival, hvor forældrene blev inviteret til at se haverne. Børnene var meget stolte! Så det er altså ikke kun børn i byen, som kan lide at vise haver frem 🙂
diplom

Så kom vi i gang. Skønt. Rati Parajuli, som har fungeret som tolk for praktikanterne på Bhawanipur school og som også står for vores nye lektiegrupper er projektleder og skal støtte lærere og elever fremover. Lige nu starter eksamen, så vi tager en lille “vande/læse” pause. Hvor Rati får læst en masse om skolehaver, og praktikanterne får afrapporteret, hvor langt de nåede og hvor de synes vi skal tage fat.
farvel-farvel

Det var ikke nemt at undervise langt ude på landet i Nepal, med tolk og lave sit livs første skolehave. Men de gjorde det! Og på en måde, var det måske godt, de heller ikke var topprofessionelle, så det hele foregik i et tempo, hvor de nepalesiske projektdeltagere ku være med og hvor alle sandheder ikke var givet på forhånd. I hvert fald så har alle udmeldinger fra skolerne været meget positive. Næste træk bliver det seje – nemlig at få lærerne grundigt i spil. Godt vi har Rati. Hun er bare 21 år, men hun er supersej!