Bliv frivillig i Global Girls

Brænder du for globale dagsordener som ulighed og børnerettigheder? Har du mod på at formidle den ild til danske skolepiger og samtidig få konkret erfaring med filmproduktion og internationalt udviklingsarbejde? Så er det dig, vi søger!

Projektet ”Global Girls” handler om at give pigegrupper i Danmark og Nepal i alderen 11-13 år indsigt i hinandens liv gennem små film redigeret på mobilen, og at lære dem at bruge TikTok til at sætte fokus på global ulighed. Du bliver klædt på til at være leder for pigerne, og du bliver samtidig en del af et unikt fællesskab af social engagerede unge fra Danmark og Nepal.

Dine opgaver som frivillig i Global Girls:

  • Afholde ugentlige møder fra oktober til december 2021 med en fast pigegruppe, sammen med en anden frivillig.
  • Støtte pigerne i filmproduktion på mobilen.
  • Koordinere og dele indhold med en fast pigegruppe i Nepal og deres frivillige.
  • Formidle viden om global ulighed og børnerettigheder og inddrage TikTok.
  • Støtte din pigegruppe i at lave deres eget afsluttende arrangement.
  • Dele erfaringer med den samlede frivilliggruppe i Danmark og Nepal
  • Fremme det gode og positive fællesskab, hvor børn trives

Det forventer vi af dig:
Vi forventer, at du, inden pigegruppeforløbet starter, deltager i en frivillig-weekend, som vi afholder medio-september, samt to eftermiddage i slutningen af september, hvor du lærer alt hvad du har brug for omkring gruppeledelse, videoproduktion, TikTok, Nepal osv.

Vi forventer ikke, at du har en kæmpe viden inden for global udvikling, menneskerettigheder eller social ulighed i Nepal – det skal vi nok lære dig.

Vi forventer derimod, at du brænder for global retfærdighed og har mod på at videreformidle den ild til børn og unge. Desuden forventer derimod, at du er mødestabil, samt at du er venlig, positiv og imødekommende, kan fremme et positivt fællesskab og er klar til at indtage en position som rollemodel. Vi forventer ligeledes, at du er åben og nysgerrig og kan indgå fordomsfrit i et interkulturelt samarbejde.

Det får du med dig som frivillig i Global Girls:

Som frivillig kommer du til at lære en masse om at arbejde med børn og unge og digital formidling. Du får også stærke kompetencer indenfor internationalt ungdomsarbejde. Du bliver en del af et stærkt dansk og nepalesisk frivilligteam, som alle brænder for at engagere børn og unge i hele verden til at kæmpe for deres rettigheder. Du bliver klædt på til opgaverne gennem et solidt uddannelsesforløb, og du får løbende støtte fra den landsdækkende konsulent samt de øvrige frivillige i dit team. Du får helt konkrete værktøjer til gruppefacilitering og et kursus i filmproduktion.

Projektet afholdes som udgangspunkt i København, Roskilde og Hillerød, men bor du et andet sted på Sjælland, så ring til os og hør nærmere om mulighederne for at være med.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive til projektleder Anne Mette Nordfalk på annemette@skolelivinepal.dk eller projektkoordinator Dilara Kilic på dilara@skolelivinepal.dk

Kan du allerede nu se, at projektet er lige noget for dig? Så send os en ansøgning med en kort introduktion til dig selv og hvordan du kan bidrage til projekt Global Girls som frivillig samt dit CV til skolemadnepal@gmail.com

Ansøgningsfrist: 5. september. OBS! Vi afholder løbende samtaler.

%d bloggers like this: