Quality Education første del

Så er vi endelig i gang! I det næste år skal Skoleliv i Nepal og Soiyas Uafhængige Kvinder arbejde med kvalitetsuddannelse på fem skoler i Devdaha kommune. Skolerne har det til fælles, at de alle har børn, hvis mødre er med i nogle af vores kvindegrupper. Derudover er det her, områdets fattigste børn går i skole – og lærer alt for lidt…

På sin vis startede vi allerede processen i november, hvor vi holdt en mindre workshop for ledere, forældre og lærere om, hvordan de selv opfatter deres problemer (læs indlægget Workshop om kvalitetsuddannelse). og nu har vi så med støtte fra CISUs civilsamfundspulje påbegyndt en process styret af organisationen Samunnat Nepal, hvor skoler, børn og forældre i fællesskab forsøger at forbedre kvaliteten i skolen. Samunnat Nepal har et forløb, som dels understøtter skolernes udviklingsproces ved at hjælpe dem med at forbedre den School Improvement Plan, som alle nepalesiske skoler skal have, dels kører de et forløb for lærere og forældre, som giver ideer til bedre samarbejde og inspiration til undervisningsmetoder.

I første omgang mødtes Menuka Neupane, leder af Soiyas Uafhængige kvinder, og projektleder på projektet med de to ansvarlige undervisere. Blandt andet skulle vi redigere programmet, der normalt bruges når Samunnats konsulenter arbejder med UNICEF.  En af de ting, som adskiller os fra UNICEF er, at vi ikke har fokus på interiør. Fx. er der i den tre-dages SIP-workshop en hel formiddag, hvor deltagerne skal drømme om, hvordan de godt kunne tænke sig, at deres skole så ud. Den tager vi ud. Det er vores klare indtryk, at alle de her fysiske foranstaltninger preller af, hvis der ikke er nogen ledelse til at bakke dem op.

Det hele handler selvfølgelig om dem her og deres fremtid. For hvor er det sørgeligt, at mange af dem starter som den lille trunte her, som har insisteret på at komme med storebror i skole (og man siger jo ikke nej til børn), og så ender med rigtig mange skoledage og meget få resultater.

Skyhøje ambitioner og et ekstremt lavt niveau

I første hug skulle de to konsulenter Paban Adhikari og Chhabi Chaulaghiri lave tre-dages workshops på de tre første skoler, hvor forældre, bestyrelse, elever/elevråd, lærere og ledelse sammen vurderer deres skole udfra 98 indikatorer, som den nepalesiske stat har bestemt.

Det er også staten, som har bestemt, at det skal være en deltagerorienteret process, som involverer alle skolens primære interessenter. I praksis er der nok ikke mange skoler, som er i stand til at designe og udføre en så inddragende process. Hvis de kunne det, så kunne de sikkert også sørge for kvalitetsundervisning…hmm…Det er et klassisk problem i det nepalesiske skolesystem: Niveauet er ekstremt lavt og ambitionerne og visionerne skyhøje – så derfor sker der ikke så meget!

Men tanken er jo god nok, og den har Samunnat Nepal taget fat i. Det, synes jeg, er godt tænkt. I stedet for evig og altid at finde på parallel forløb, så bruge statens egne ideer, og hjælpe med at føre dem ud i livet.

Jeg var med på Shree Pargati Basic Schools tre-dagsworskop. Skolen har blot 75 elever fra 0. – 5. klasse. De mindste klasser har flest elever. Der er netop blevet lavet en ny fin port (en donation fra en afdød rigmand), til gengæld er der huller i gulvet i klasseværelserne, hvoraf nogle er mørke som huler. Skolens største ønske er flere elever i klasserne. Ikke at det nødvendigvis betyder fyringer, at man ikke har elever, der er skoler med under 10 elever, som stadig har 3-4 lærere, men alligevel!

Der er 14 børn med i workshoppen, og de er primært fra 5. klasse Der er mange fine og involverende emner, men der er også meget voksensnak, og jeg fik hurtigt voldsomt ondt af ungerne, som tog det virkelig pænt, omend de forstyrrede en del med småsnak. En god detalje var at skoleleder Bhim Dev Dhakal fra starten satte sig hen ved drengenes bord. Dejligt at han også straks så nødvendigheden og tog ansvar.

Nødvendigt eller bare godt at have

Et af temaerne på dag 1 bestod i forholde sig til børns rettigheder. Der var blandt andet en øvelse, hvor grupperne, skulle opdele forskellige elementer i “nødvendigt” og “rart at have.” Det er emner som “mad,” “skole,” “lektier,” samt “it-udstyr,” “tv,” “cykel” og “gaver til lillebror.”

Pointen viste sig at være, at det alt sammen er “needs” altså noget man har ret til at have som barn. Der opereres i øvrigt med et tredelt rettighedssystem, som også inkluderer pligter og ansvar.

Skolens lærere bestod af tre nye lærere og en nyere skoleleder. Kun en lærer havde været på skolen i mange år. Forhåbentlig giver det gode muligheder for at gøre noget nyt og spændende.

Børnegruppen var ret stor og børnene var ikke så gamle, så det var ikke let for dem at følge med i processen. Heldigvis var der mange øvelser, hvor man ikke bare skulle sidde og lytte.

Der var desværre ikke mange forældre, som var mødt op. Gad vide, hvor mange forældre på en dansk folkeskole, som ville tage fri tre dage for at deltage i at give input til skolens udviklingsplan? Sikkert lige så få! De fremmødte mødre havde ligesom børnene lidt svært ved at følge processen.

98 indikatorer til udvikling af en bedre skole

 

På dag 2 gik vi i gang med de 98 indikatorer. De findes som hæfte uddelt til alle skoler, så Paban startede med at spørge, om deltagerne kendte den. Det viste sig, at det kun var skolelederen, som gjorde! Han sagde i øvrigt flere gange, at han var virkelig glad for, at vi nu laver denne process (Som han underforstået ikke selv ville kunne sætte i værk).

Indikatorerne var  delt op i 9 overordnede kategorier:

Effektivitet: (som handler om, tal for fremmøde, hvor godt børnene klarer eksamen og andre mål for om der kommer kvalitet ud af undervisningen).

Inklusion: (af børn med forskellige etniciteter, børn med handicap og forskellige samfundsgrupper).

Køn: Er der drenge – og pige toiletter? Deltager alle i skolens arrangementer på lige fod?

Civilsamfundets deltagelse: Børn, forældre, skolebestyrelse, hvordan fungerer de?

Sundhed, sikkerhed og beskyttelse: Er der sundhedstjek? Er der rent vand? Bliver børnene slået? Er der døre og vinduer? Jordskælvsprocedure?

Infrastruktur: Hul i loftet? Strøm? Tavle eller white board? Legeplads? mulighed for at små klasser kan sidde på gulvet, borde og stole som passer til aldersgrupperne, bibliotek? hegn om skolen? Forberedelseslokale? Have og skolehave? Venteværelse?

Læring: Er der bøger nok? Er der andre materialer? Er der en plan for undervisningen? undervisning på flere sprog (mange børn har andre modersmål end nepali).

Læring på eget modersmål: Maitili, tharu, tamang, newari oma. Der er 104 officielle sprog i Nepal.

Ledelse: Hvordan er bestyrelsen sammensat? Mødes de? Økonomistyring (får skolen kradset penge ind fra lokalsamfundet og hvordan?), kommunikation.

Hver gruppe (elever, lærere, bestyrelse osv) fik omkring 15 indikatorer, som de så skulle diskutere og kommentere på en planche. Til sidst skulle de præsentere for de andre grupper, og så skulle alle give point til indikatorerne i fællesskab.

Det tog utrolig lang tid! Mest fordi deltagerne havde rigtig svært ved at forstå nogle af indikatorerne.

Vi var mange som kedede os bravt (mig, mødre og børn) lærere og skoleleder var til gengæld meget koncentrerede og interesserede.

Til sidst skulle grupperne så vælge, hvilke indikatorer de vil arbejde med i år 1. Jeg havde været bekymret for, at når de nu fik så mange point på deres årlige prøver, så ville de måske hellere arbejde for at få pænere lokaler, nye toiletter eller andet, som vi ikke kan eller vil tilbyde.

Men heldigvis så blev der stort set kun valgt indikatorer, som handlede om bedre undervisning. Vi nåede ikke at  gå i gang med en egentlig plan. Men det gjorde de, på de to næste skoler, hvor eleverne var ældre og både lærere og forældre forstod mere af processen.

Interessant, for samtidig virkede de to andre skoler på andre områder ikke bedre. Fx. så har alle skoler i området fået et “Wall pocket library” af USAID, men det eneste sted, hvor det var hængt op i klasserne var på Shree Pargati school. Alle andre steder lå der en stor fin papkasse på kontoret. På en skole lå alle bøgerne i en stor pærevælling, på de øvrige så de ud til om, de slet ikke var blevet rørt.

Jeg læste lidt med de lettere urolige drenge, og de elskede at læse højt på skift, alle 7 kunne læse højt fra de enkle bøger.

CAS – continues assessment

En stor svaghed i hele indikatorshowet er, at mange skoler giver alt for mange point til eleverne under de årlige prøver (som før hed eksamener). Dvs at de umiddelbart scorer højt, selvom børnenes færdigheder er lave (Menuka fortalte leende om en skole, som havde scoret 98% i eksamenskarakterer – lettere urealistisk :). I sidste ende kan det betyde, at når skolen så begynder at ændre sig til at få bedre styr på det de laver, så risikerer man at karakterniveauet falder på papiret!

Pt. overvejer vi en uafhængig test af børnene. Ikke fordi vi egentlig synes, det er vigtigt, men fordi vi ønsker at gøre det tydeligt, når der sker en positiv forandring.

Lige nu har de i Devdaha kommune fire årlige prøver, som stramt følger bøgerne. Det har deres uddannelsesudvalg vedtaget, og der var ingen på Shree Pargati school, som synes, at det var noget problem. Regeringen anbefaler ikke længere disse prøver, men i stedet et system, hvor man bliver vurderet løbende. Systemet kaldes derfor CAS (continues evaluation). Eleven får en mappe, og de materialer hun producerer samles og lægges til grund for vurderingen. Lyder umiddelbart meget bedre! Paban, Menuka og jeg blev enige om, at det vil vi arbejde på at få indført, og på den sidste af skolerne Gyanjyoti secondary school var de med på at prøve det og starte med første klasse i det kommende skoleår.

Pressen og lokalsamfundet

En af projektets komponenter er en informations og advocacy kampagne. Her første gang havde vi derfor besøg af Ramesh Pokrel, som er leder af lokalradio Devdaha. Han skal lave en række programmer om projektet, så det bliver kendt bredere i lokalsamfundet.

I første program deltog undertegnede (på nepali), de to konsulenter, Menuka, en skolebestyrelsesforkvinde og en skoleinspektør. Sidstnævnte blev behørigt grillet. Er det her nu “9 dages læring glemt på 22 dage?” spurgte Ramesh. Selvom man ikke kender det ordsprog, så kan man godt regne ud, hvad han mener.

Lokalmedier er en sjov størrelse her i Devdaha, for hvis man betaler for at blive medlem af stationen, så har men ret til at få udsendt et rimeligt antal programmer. Det samme gælder TV. Jeg håber, de bruger nogle af pengene fra det, som uundgåeligt må blive en gang mikrofonholderi til noget mere dybdeborende politisk journalistik….

Vi skal også have gang i lokaltv og aviser og Soiya Mahila organisationens Facebookside.

Historien her kunne blive meget længere, men jeg tror, at jeg vil forlade jer her. De fem skoler er meget forskellige, og så alligevel ikke. Det bliver rigtig spændende at se, hvor langt vi kommer sammen. Næste gang er i april, hvor Paban sammen med en anden konsulent og fem danske studerende skal komme med input til, hvordan selve undervisningen kan blive bedre.

Advertisement