Succeshistorier og nye mål for grupperne

Det dejlige ved det kvindeprojekt, som det vi er godt i gang med er, at det stadig er muligt for mig at kende alle kvinderne, og med lidt godt vilje nå at mødes med alle, hver gang jeg er på besøg. Selvom jeg selvfølgelig snakker med medarbejdere og bestyrelse og facilitatorer, som har fingeren på pulsen, så er det helt anderledes selv at komme ud og mødes med grupperne.

Plenum er for de stærke

Denne gang startede vi i Soiya. Soiya er vores største gruppe med ca. 27 kvinder. Sidst jeg besøgte dem var de klart den svageste gruppe. Deres facilitatorer havde virkelig svært ved at forklare, hvad der var sket på det kursus de havde været på og der var meget uro. Denne gang lavede vi en workshop, hvor gruppen skulle finde frem til hvilke mål de ville arbejde med fremover. Kvinderne blev delt i fire undergrupper og diskuterede og lavede plancher. Det gik supergodt og alle var med. Små arbejdsgrupper er fantastisk som arbejdsredskab. Som en klog ven for nyligt sagde til mig, så er plenum mest for de stærke. Det er meget meget tydeligt i Soiya! Når vi er. i plenum taler tre max fire kvinder. I arbejdsgrupper af 4-5 taler næsten alle!

workshop i Soiya

Kvinderne vedtog at arbejde for bedre haver, bedre mikro-entreprenørprojekter og bedre skole. Det sidste indbefattede et mål om at afskaffe brugerbetaling, som er relativt markant på Bhawanipur skole. Man kunne have den holdning, at hvis Soiyas kvinder og mænd sendte deres børn i skole hver dag, så ville de gøre mere for kvalitetsuddannelse end færre skolepenge, men det var godt at se Soiya kvinderne tage et rettighedsrelateret emne op ved egen kraft. Så må erkendelsen af eget ansvar komme senere.

Når man rækker en hvis kvinde en lillefinger

I Bhawanipurgruppen har fire kvinder lavet en fælles have til stiklinger. Kvinderne har solgt en del af de små planter og brugt resten selv. En af dem som har brugt en del selv er Kunti (som viser haven frem ovenover), hun er med i landbrugsgruppen, hvilket betyder at hun har ca. en kvart hektar jord, som hun dyrker grøntsager på. “Næste sæson skal vi have flere,” var kvindernes klare udmelding.

Geder købt med lån

Her er Kunti ved at fodre nogle af de geder, hun har købt med lån fra Bhawanipurgruppens businesslånefond. Kunti er en af dejlige historier, som gør, at man har lyst til at knokle videre med projekter for kvinder. Hun har fem børn, er jordløs og er gift med en mand som er kvartalsdranker (det er helt almindeligt blandt de fattigste i Devdaha). Og så er hun en af dem, som kan få noget ud af hjælp og som har overskud til at støtte andre.

Her er hun med to af sine børn, som går i 7. og 8. klasse, som de stort set eneste fra deres kaste i området. Klog og skøn mor, kloge og dejlige børn!

Her er samme Kunti foran de fine sække med økologiske ris, som hun har høstet på sin mark. Kunti har også haft stor succes med at dyrke løg, hvilket sparede en del penge, da hendes store datter skulle giftes for nyligt (løg er dyrt, og der skal mange løg til et nepalesisk bryllup!). Nogle af kvinderne i landbrugsgruppen havde svært ved at sælge deres grøntsager, men ikke Kunti, som også har hjulpet de andre med at sælge. Hurra for hende!

Her er hele Kuntis gruppe. Som er en flok skønne seje damer. Denne gang var de ret irriterede over, at vi kom for sent og havde spildt deres tid. Undskyld damer! Vi er glade for, at I synes, at I har andet at lave end at vente på folk, der kommer for sent.
I Bhawanigruppen valgte de også at fokusere på gode haver, bedre skole og flere og stærkere mikro-entreprenørprojekter. I modsætning til Soiya synes de, at det er ok, at den offentlige skole i realiteten koster penge. “De er jo nød til at få penge et sted fra, og hvis bare kvaliteten var højere, så ville det være ok,” sagde de.

Slut med tobak og goddag til økologiske grøntsager

Til Bhawanigruppen hører også Kalpana. Som i modsætning til Kunti absolut ikke lignede en succes for seks måneder siden. Dengang sad hun og var meget ukoncentreret og indrømmede blankt, at hun kun kom på sit jordlod i landbrugsgruppen et par gange om ugen. Dengang sagde jeg: “landbrugsgruppen er kun for dem som har tid og lyst til at komme hver dag,” og ved mig selv tænkte jeg “hende der skal bare ud af den landbrugsgruppe.” Men siden er Kalpana begyndt at passe sin jord hver dag, hvilket betyder, at hun har høstet rigtig mange grøntsager. Hun har også udviddet sin køkkenhave hjemme og da hun så, at hun faktisk kunne føde sin familie på den måde, droppede hun sit daglejer arbejde. “Jeg kan tydeligt mærke forskel på min jord nu og før!” er en af Kalpanas guldsætninger.

Kalpana plejede i øvrigt at ryge cigaretter. Men efter at hun er begyndt at lave husholdningsregnskab efter Ingelis’ og Aages model er både hun og manden holdt op med at ryge! Det er jeg vildt imponeret over! Jeg troede nærmest ikke på det, før jeg selv mødte dem.

En gruppe i muddergrøften

Hos Kerwanigruppen sad vi bogstavelig talt i vejkanten, hvilket betød, at der løb brægende geder rundt og at der midt i det hele blev smidt et læs sten på den anden side af vejen. Kan nogen forestille sig et møde for socialt udsatte kvinder i Danmark afholdt i grøftekanten på hovedvejen gennem en mindre dansk landsby?

Kerwanigruppen er både vores største hovedpine og succes. Som alle andre grupper sparer de op, låner og betaler tilbage uden problemer, men de har virkelig dårligt fremmøde selv ved de månedlige møder. Nogle kan finde på at sende penge til opsparing med en veninde, hvis de ikke selv skal låne. Men så er der også kvinder som Rajkumari, Phoolkumari og Mina i gruppen, som er sindssygt dygtige til at lave flotte haver og har haft stor succes med vertikalt grønt. Der er også flere som har haft succes med at låne penge til ænder eller høns, har tjent penge på æggene, lagt penge til side og købt flere høns/geder osv.

Her er Rajkumari og undertegnede og et af de fine forsøg med vertikale haver.

Rajkumaris nabo, som sidste gang jeg var på besøg forsøgte at forære mig en hvid rotte, har også lavet grøntsager i plastikflasker.
Det kan være ret svært at beskytte sin have mod egne og naboers geder og høns. Det mest ekstreme var den unge kvinde som bor ved siden af Rajkumari, Shova, som havde plantet bananpalmer og hegnet dem ind, og alligevel fik dem ædt af naboens bøffel!

Som sagt så giver de her gruppebesøg masser af energi og inspiration, for kvinderne flytter sig hele tiden. Mit helt kvalitative indtryk er, at stort set alle er meget glade for deres gruppe, føler de har lært noget og kan omsætte det i praksis, fordi det foregår hjemme i deres egen have.

Næste indlæg kommer til at handle om de nye grupper, som vi er ved at danne, og som skal samme vej som dem, der allerede er på vej!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s