Workshop om kvalitetsuddannelse

Nu har Skoleliv i Nepal sørget for sund skolemad siden 2009 og for økologiske skolehaver næsten lige så længe. Ind imellem har vi haft kurser for lærerne, og siden 2016, hvor læreruddannelsen i Danmark har fået bedre muligheder for praktik i udlandet, har vi også haft flere praktikanter herfra.

Det, som står klart er, at skolemaden giver mere koncentrerede børn, den øger til en vis grad fremmødet og den forhindrer, at børnene går hjem til frokost og bliver væk. Så langt så godt (rigtig godt!), men børnene lærer stadig alt for lidt, og det vil vi rigtig gerne gøre noget ved.

En smuk solbeskinnet novemberdag har Soiyas Uafhængige Kvinder, vores partnerorganisation, og undertegnede derfor, sat fem skoleledere, nogle lærerrepræsentanter og forældre fra skolernes bestyrelser stævne, for at diskutere hvad de ser som de største problemer.

Det starter lidt trægt…der kommer nemlig ingen kl. 10, som vi har aftalt. Det ender med at tage to timer før alle er samlet. Ift vores kvindegrupper, som faktisk er ret præcise, så er det virkelig lang tid!

principals.JPG

Til gengæld så virker de alle sammen ret interesserede. Det er bare ikke så let lige at gå fra en skole, som ikke har et vikarbudget. Først kortlægger vi skolens interessenter og herefter snakker lærere, ledere og forældre i hver deres gruppe om, hvad problemerne er. Grupperne er meget stilfærdige. Først skrives der, så snakker de. Det er tydeligt, at så godt kender de heller ikke hinanden, og at de ikke er vant til arbejdsformen.

lærergruppearbejde.JPG

metakortophænges.JPGSvarene bliver hængt op på væggen, præsenteret og  til sidst skal alle deltagere markere, hvilke de synes er mest vigtige.

metakortigen.JPGAlle tre grupper er overraskende gode til at se deres egen rolle i det lave læringsniveau. På sedlerne står der fx. “Lærerne er ikke gode nok til at arbejde praktisk,” og til at “forstå børns psykologi,” og “forældrene er ikke aktive nok, fordi de er fattige, har travlt med at lede efter arbejde og mangler det basale.” Men så snart grupperne begynder at diskutere indbyrdes, får de travlt med at pege på hinandens fejl. Lærerne siger, at forældrene ikke sender børnene i skole regelmæssigt og ikke sørger for, at de har deres ting i orden eller har lavet lektier, og forældrene siger, at der ikke er styr nok på tingene i skolen. Lærerne holder ikke orden på børnene, som får lov at løbe, hvor de vil.

Da de bliver bedt om at “ranke” problemerne, siger de først “det hele er vigtigt!” Det, de ender med at vælge, handler interessant nok meget om “manglende materialer.” Der er også flere, som siger, at når man endelig er på et kursus, som er praksisorienteret, så indeholder det typisk materialer, som man så efterfølgende ikke selv har til rådighed på sin egen skole.

Der er ikke så meget fokus på dårlig ledelse, selvom det sikkert er noget af det allervigtigste. Måske er det ikke så tydeligt udefra? En skoleleder siger med stor følelse: “Det værste er, at politikerne er SÅ ligeglade med skoleområdet.” Tja, det er i hvert fald ikke noget, som gør det lettere….

hari-lal-aryal.JPGMidt i workshoppen kommer den nyudnævnte Municipality Education Officer forbi. Han hedder Hari Lal Aryal, og det er ham, som skal stå for alt, hvad der har med Devdahas 30 skoler at gøre. Før foregik en del inde på distriktskontoret i storbyen Bairahawa en times tid herfra eller i Kathmandu. Umiddelbart virker det som et muligt fremskridt, at man kan tage sin cykel og køre op til Hari Lal, hvis man har et problem, og endnu vigtigere, at han er så tæt på skoler og borgere, at han måske føler sig mere ansvarlig for, hvordan det går. Under alle omstændigheder virker han positiv, selvom han straks forklarer, at der ikke er penge til kurser. Forhåbentlig kan han bakke op om vores kommende tiltag.

Efter workshoppen bliver to af forældrerepræsentanterne fra en af de skoler, vi ikke har arbejdet med før hængende og fortæller, hvordan bestyrelsen har fået udskiftet skolelederen og en del lærere på deres skole. Efterfølgende er antallet af børn på skolen steget fra 100 til 350 og gennemførelsesprocenten er mangedoblet (på Bhawani skole dumpede næsten hele 10. klasse sidste år). Så det kan altså lade sig gøre at skabe forbedringer, også selvom man ikke har en masse lækre materialer. Da vi jo allerede ved, at skolemad heller ikke gør det alene, så kan vi roligt fortsætte med den kurs, vi har aftalt, nemlig at vi gerne søger penge til materialer og forbedringer, så snart der er fremskridt at se – ikke omvendt.

Forhåbentlig kan vi i det kommende år starte et projekt, hvor de fem “pilotskoler,” udvikler deres planlægning på skole- og klasseniveau, og hvor de primære interessenter bliver inddraget hele vejen igennem, så det bliver en fælles process.

Vi får også fem studerende fra Danmark på besøg i april. De skal blandt andet holde lærerkursus, som skal støtte op om de nye tiltag (planlægning, bedre forældresamarbejde, flere aktiviteter i undervisningen). Mere om det næste år!!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s