Et skoleliv uden læring

Forleden så jeg et billede fra 2012, hvor jeg sidder med lille nyfødte Tara Musahar på armen. Tara har også en storebror – Krishna – som jeg også har kendt siden han blev født.

Både Tara og Krishna går i dag på en af vores madskoler, og jeg bliver glad, når jeg tænker på, at de hver dag får en god sund frokost. Til gengæld kan jeg desværre se på skolens statistikker, at de med al sandsynlighed kommer til at lære alt for lidt, og droppe ud før de når at gøre grundskolen færdig. De fleste børn af Musahar-forældre dumper ofte eller klarer de årlige eksamener med laveste karakterer og de færreste når længere end 5. klasse.

Vores første år med lektiehjælp giver samme billede: Der er rigtig mange elever, som ikke kan læse, skrive og regne, selv i 4. og 5. klasse!

Det er sådan set ikke svært at sætte sig ind i, hvorfor børn som Krishna og Tara klarer sig elendigt i skolen. Først og fremmest kommer de fra et helt andet univers. I deres første år har de levet et trygt liv på mors arm, når de ikke er gået fra arm til arm mellem tanter, onkler og større børn i landsbyen. Da de lærte at gå, levede de et frit og selvstændigt liv med masser af bevægelse, leg og socialisering med de andre børn i landsbyen. De har aldrig siddet ned for at lytte og lære, de eneste bøger, og de nogensinde har set, er deres ældre kammeraters skolebøger. Hjemme bliver der talt maithili ikke nepali, og der bliver nok i det hele taget ikke talt så meget til børn.

I skolen er alting omvendt. Her skal man sidde ned og lytte, og det meste foregår på nepali. Den gængse læringsmetode er udenadslære, læren taler eller skriver, og alt skal gentages og skrives ned. Om man forstår det, der bliver sagt, er der ingen, som går op i, bare man laver sine lektier – bestående af endnu mere afskrift.

Forskellen mellem de to universer må være enorm. Hertil kommer, at hjem og skole ikke snakker sammen. Forældrene bakker ikke op om skolen, og skolen forstår heller ikke at bygge bro til børnenes hjemmeliv. Det ulykkelige er, at alle sådan set ønsker det bedste for børnene – der sker bare ikke noget, i hvert fald ikke nok.

 

I Skoleliv i Nepal er vi så småt gået i gang med at sætte gang i ændringer. Det kommer til at tage lang tid, men det føles godt at være i gang. I første omgang har vi fokuseret vores lektiehjælp på de, som klarer sig dårligst: Hvis man ikke kan læse og skrive i 3. – 4. klasse, så får man ikke meget ud af, at lave lektier. Derfor fokuserer lektiegrupperne i år først og fremmest på at få lært børnene det grundlæggende.

Samtidig er vi begyndt at diskutere problemerne med lærere og ledelse på madskolerne og komme med inspiration til, hvordan undervisningen kan blive mere interessant. Vi er også begyndt at inddrage forældrene.

Det bliver spændende! Og vi håber, at I vil være med. En af de ting du kan gøre, er at købe en frugtposer og bede dine venner gøre det samme 🙂

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s