I marts var vi så heldige igen at få en praktikant fra læreruddannelsen UCC.
I forbindelse med projektet Skolehaven som læringsrum har vi det seneste år fået meget mere viden om, hvor dårligt det står til med undervisningen, og hvor skoen trykker, og da et af de steder helt klart er på den tå der hedder “Lærernes kompetencer,” så var det herligt, at “vores” nye praktikant Alexander rigtig gerne ville lave et kursus for netop lærerne.
Vi fik lavet en rigtig god plan for Alexander, som dels skulle undervise lærerne ud fra en undervisningsteori, som hedder Action Learning. Desuden skulle Alexander undervise vores unge Lektiegruppeledere og til sidst skulle han observere og coache lærerne i deres egne klasser.
Undertegnede var så heldig at kunne deltage i lidt af kurset for lærere, og det var skønt at se, hvor engagerede og glade de var. De kommer også med mellemrum på kurser i distriktsregi “men det er ikke så anvendelsesorienteret,” som de udtrykte det. Action Learning går ud på, at man først definerer, det problem man ønsker at arbejde med, og herefter tager “action,” “evaluerer” og starter forfra i processen. Som Alexander meget rigtigt påpegede så mangler der et punkt som hedder “planlægning og vurdering af hvilken action som egner sig,” vel nok det sværeste…
Lærerne var sammen med Rati (vores projektleder), inden kurset, blevet enige om, at det problem, de gerne ville fokusere på var “manglende motivation” hos eleverne. Det passede rigtig fint til SWO og SINs oplevelse af, hvad der er centralt i skolernes lave karaktergennemsnit, uregelmæssige fremmøde og alt for store fra fald.
Lærerne fik gennemgået en række punkter relateret til action learning, der var særligt fokus på, hvordan man laver undervisningen mere spændende. En simpel måde var diverse energizers, en anden og rigtig interessant var “klasserumsopstilling” altså hvordan man vælger at sætte sine elever. Skal det være Hestesko? Bordgrupper? eller klassiske rækker, og hvad betyder det for undervisningen? Alle lærerne fik afprøvet bordgrupper og hestesko, og særligt hestesko synes de rigtig godt om “man kan bedre komme i kontakt med alle børnene,” som det blev formuleret.
Alexanders kursus for de unge homework group ledere tog også udgangspunkt i de problemer, som de unge oplever med børnene, og dem var der en del af. Et stort problem var, at mange børn stak af og løb hjem, og at der var uro i grupperne.
Sammen med Alexander fik de unge formuleret en plan for, hvordan de kunne få vendt den dårlige udvikling. Lektiegrupperne blev indskrænket til de børn med størst udfordringer, de blev slået sammen til to, som så har hver to unge til at hjælpe sig, de fik faste lokaler og sidst men ikke mindst få fik alle forældrene et brev, hvor der stod beskrevet, at netop deres barn havde brug for støtte, og at det betød noget, at de bakkede op. Brevet blev leveret personligt af Alexander og nogle af de unge, og det blev virkelig godt modtaget af alle forældre, der virkede som om de satte stor pris på at blive inddraget.
Til sidst var Alexander rundt for at observere i klasserne. Vi har to meget forskellige samarbejdsskoler. På den ene er der kun seks lærere og seks klasser, og de har et meget stærkt sammenhold og er meget positive og lærelystne. På den anden skole er der mange klasser og mange lærere. Her er lærerstaben lidt ældre og mere sindig og der er ikke den samme begejstring over forandring. Men begge steder var der vilje og lyst til at lære nyt, så nu er vi også her i Danmark for alvor i gang med at overveje, hvordan vi bedst hjælper SWO og skolerne med at få mere kvalitet i undervisningen.
I skrivende stund er der gået to måneder siden kurset. Lærerne på Laxmi school bruger stadig de nye bordopstillinger. På Bhawani har de droppet dem for en periode, da de har indført 14 dages prøver i et forsøg på at motivere deres elever yderligere og prøver kan man jo kun lave, når man sidder i rækker (suk suk).
De unge i lektiegrupperne synes, det går meget bedre. Børnene løber ikke længere væk, og nogle af forældrene til de børn, som er for “gode” til at være med i lektiecaffeen har spurgt, hvorfor deres børn ikke kan være med. De fokuserer nu på at lære børnene det mest basale, da mange børn har meget svært ved at følge med i undervisningen (er man tabt i 2. klasse, så er det ret umuligt at hænge på i 4.). Glæder mig til at fortælle mere fra skolerne og alle de herlige lærere og unger!
Skoleliv i Nepal 