Det er sjældent at projektrapporter ligefrem er underholdende. Men den sidste rapport fra kvindeprojektet i Nepal var topdejlig læsning, akkompagneret af en strøm af herlige køkkenhavebilleder. Jeg er helt varm indeni og nød til at dele det med jer! Har i øvrigt besluttet at forsøge at få de lidt mere trælse dele af projektet med også, for at bidrage til afmonteringen af det u-landsglansbillede, som ofte tegnes. Så ind imellem alle solstrålerne er der også et par regnvejrsskyer.
For ikke så længe siden, fik de ca. 120 kvinder, som er med i projektet udleveret frø til deres køkkenhave, som det er meningen, at de skal mødes i hver uge.
De gik straks i gang og nu strømmer der billeder ind af køkkenhaver. Nogle haver er selvfølgelig bedre end andres, men der har været supermeget gang i den de fleste steder både med at så og lave kompost. Selv i Soiya, der er vores mest “besværlige” landsby er nogle af kvinderne gået i gang. Men de har været plaget af, at de bor så tæt, og at naboernes høns kommer ind og laver ballade (til trods for grønne hegn). Jyotsna, projektleder, har nu foreslået, at Soiyas beboere laver et fælles hønsehus. Det har jeg også forsøgt at foreslå dem mange gange gennem årene, og hvis det lykkedes for hende, så skal hun have lønforhøjelse, for så er hun usædvanlig dygtig!
Alle udviklingsfolk burde sendes til et sted som Soiya for at blive kureret fra forestillingen om at fattige er rare, uskyldige og renhjertede og kun venter på en lejlighed til at arbejde sammen og blive rigere. Folk i Soiya er virkelig søde enkeltvis, men ikke særlig søde i flok og slet ikke ved hinanden! Nok om det for nu:)
Pabitra Tharu her på billedet er i gang med at lægge strå ud mellem sine planter. Det gør man for at forhindre, at jorden tørrer ud i den stærke sol. Faktisk startede det med, at Jyotsna viste Pabitras nabo, hvordan man laver jorddække, og da Pabitra så det, gik hun også i gang. Det er jo lige det, som er meningen! At kvinderne lærer af hinanden 🙂
De, som ikke rigtig har plads til en have, er gået i gang med at lave sack mounts. Sække med grøntsager oveni og ud fra siderne. Der er allerede nogen, som har haft succes med det. Her er Asha Musahar i gang med metoden.
Dobbelt hurra. Her er Basantis kompost og Basantis mand. Jyotsna har vist Basanti, hvordan hun kan sætte pinde komposten, da det gavner formuldningen (ilt til processen). Jyotsna siger, at det er rigtig skønt at se, hvordan mænd og kvinder er begyndt at arbejde sammen om jorden.
Parbati Musahar med en af de første gulerødder. Mange af familierne har inddraget mere af deres beboelsesareal end tidligere til haver. Da jeg begyndte at se på fattige menneskers udenomsarealer med køkkenhave-øjne, blev jeg overrasket over, hvor dårlige folk var til at udnytte pladsen optimalt. Endnu en kendt fordom: Fattige mennesker bør være supergode til at optimere deres situation. Virkelighedstjek: Ehm? Hvis de var det, så ville mange af dem klare sig bedre, end de gør! Tanken bag projektet her er, at når man går i gang med at flytte sig sammen, så sker der noget!
En af de aktive grupper er ved at lave et stativ til tomater og bønner.
Det her er Sova Musahar. Hun havde den fineste kommentar om kvinderne fra Soiya: “Før vidste jeg ikke noget om at lave køkkenhave eller dyrke jord, men så kom dem fra Soiya og lærte os det. Jeg har også lært om sædskifte.” Skønt at “dem fra Soiya” kan noget og lærer det fra sig!
Her er der eksperimenteret med samplantning af planter i forskellige højder og voksetempi. Så vidt jeg kan se, er det bønner (som fikserer kvælstof) og majs (som vokser hurtigt op og skygger).
Det er skønt at grupperne lærer nyt, inspireres og dyrker mere grønt end før. Men bag de fine haver er der en masse, som vi stadig arbejder hårdt på. Mange af de små undergrupper med fem medlemmer har svært ved at mødes. De aftaler en dato og tid og to møder op, efter et par timer kommer der en til. De venter, men de to sidste kommer ikke, så de aftaler at mødes dagen efter – det samme sker…på den måde kommer det til at føles som rigtig mange møder og rigtig meget frustration for de, som faktisk dukker op. Som Menuka (leder af vores partnerorganisation) siger: De er blevet bedre til at besøge naboen, og de snakker sammen om deres haver. Men de kan ikke finde ud af at mødes på et bestemt tidspunkt, og når de præsenteres for et bestemt format, de skal snakke efter (fx gruppearbejde), så har de ikke så meget at sige.
Det skal vi snakke meget mere om, når Ingelis, Aage og jeg besøger projektet i slutningen af marts (tæller dagene!).
Her til slut får I Kunti Musahars have. Da jeg var på besøg sidst, var her ingenting, så det er bare skønt at se, hvor flot den er nu. Bemærk også hegnet 🙂
Skoleliv i Nepal 