Når fremtiden er usikker

Et lidt anderledes blogindlæg, der handler om, hvorfor vi arbejder med skolemad, lektiehjælp og kvindegrupper.

“Jeg er ikke heldig,” siger Shreestee Pandey mørkt, mens hun kikker ud af vinduet i sit køkken. Udenfor kan man se familiens halve hektar jord, hvor risen lige nu står smuk og lysegrøn. Inde i stuen hopper Shreestees datter Kristina på 4 år rundt og underholder sine bedsteforældre og sin far. Kristina går i 1.  klasse på en lokal privatskole og har netop været til eksamen for første gang og blev nr. 3 ud af alle børn på hele skolen. Hele familien bor her i det to-etagers betonhus på en sidevej til hovedvejen mellem Kathmandu og Butwal, en travl handelsby i det sydvestlige Nepal. Huset er bygget for penge, som den ene af familien Pandeys to sønner har sendt hjem fra Korea. Udenfor står et par køer og en bøffel og brøler forventningsfuldt efter morgenmad.

Men 25 årige Shreestee føler sig altså ikke heldig, hun har nemlig ingen sønner, her efter 6 års ægteskab og hendes mand går rundt hjemme i stedet for at arbejde i udlandet, som sin bror. Den situation gør hele den lille familie rigtig bekymret for fremtiden.

Shreestee hjælper Kristina med lektierne.
Shreestee hjælper Kristina med lektierne.

Bollywood i lerhuset

Nogle få kilometer derfra gør tvillingepigerne Yamuna og Ganga Musahar på 12 år sig klar til at gå i skole. Pigerne bor i et lerhus, som består af et enkelt langt rum. Rummet er delt i to af en traditionelt lerklinet kornbeholder. Der er mørkt  indenfor, for her er ingen vinduer. I den ene side står et gammelt sort/hvid fjernsyn og larmer. Et par nabobørn følger med i en Bollywoodfilm. I huset bor tvillingepigerne med deres forældre og storebror. I de lerklinede huse rundt om, bor yderligere tre voksne søskende.

Yamunas mor Kunti Musahar fletter sin datters nyvaskede hår stramt og sætter fine hvide bånd i. Den slidte uniform er også pæn og ren. Kunti fortæller, at familien har lejet 1 hektar jord i nærheden, og nu skal der så dyrkes hvede og senere ris for fuld skrue. Alle ungerne er med, selvom Kunti forsikrer, at de små selvfølgelig skal passe deres skole. Jorden lejes som oftest af småbønder som Shreestees svigerforældre, efter princippet 50% (“Adiya” på nepali). Dvs. at ejeren får 50% af udbyttet i lejeindtægter. Ofte er det også ejer, som sørger for vanding, mens lejer skal købe såsæd og gødning, høste osv. Systemet betyder, at begge parter har stor interesse i, at det går godt med høsten. Kunti, der også er medlem af Soiya kvindernes bestyrelse, har lånt en del penge i sin låne-sparegruppe for at få råd til investeringen.

Yamuna og Ganga er klar og følges mod skolen med de andre børn fra den lille lerklinede enklave. Skolen ligger 10 minutters gang fra selve landsbyen Bhawanipur. Yamuna går i 6. klasse, mens Ganga er dumpet et par gange og derfor går i 4.

Pigerne får gratis skolemad fra Skoleliv i Nepal, og om eftermiddagen går de i den lektiecafe, som foreningen har startet på skolen. Lektiecafeen er meget populær, fordi “tuition” er velkendt, men normalt ret dyrt, og dermed forbeholdt de, som klarer sig lidt bedre.

Jamuna, Ganga og deres storebror, som går i 7. klasse.
Yamuna, Ganga og deres storebror, som går i 7. klasse.
Kuntis ældste barnebarn går i 0. klasse.
Yamunas storesøsters datter går i 0. klasse, så hun får også skolemad.
Undertegnede på besøg i lektiecafeen. Skulle have været en flue på væggen, men blev nærmere en elefant med masser af blomster og rød farve i panden!
Undertegnede på besøg i lektiecafeen. Skulle have været en flue på væggen, men blev nærmere en elefant med masser af blomster og rød farve i panden!
6.klasses piger. Der er to sjette klasser på skolen. Den ene bliver undervist på engelsk og den anden på nepali. I nepali-klassen går flest Dalit-børn, som Jamuna og Anjali Musahar.
Der er to sjette klasser på skolen. Her er undertegnede med “nepali-medium” klassen. Børnene går i lektiecafe en time hver eftermiddag.

På Bhawanipur higher secondary school samles alle de børn fra området, som klarer sig igennem de første fem års skolegang, i to sjette klasser. En klasse undervises på engelsk og en på nepali. I “English medium” går de få såkaldt højkastebørn, hvis forældre ikke har flyttet dem til en privatskole. De taler ikke engelsk, men mange kan sige nogle få ord og præsentere sig selv.

I “Nepali-medium” går børn fra såkaldte lave kaster, den etniske gruppe Tharu og børn fra forskellige dalit-kaster. Udover Yamuna Musahar, går Anjali Musahar, som jeg har kendt siden hun var fire år, i den klasse og Sarita Musahar, hvis mor Phoolmati laver mad og passer haven på skolen. Anjalis mor Sita gik i skole til 3.klasse og kan stort set kun læse og skrive sit eget navn. Kunti har aldrig gået i skole.

De tre Musahar-piger er nået længere med skolen end nogen anden pige i deres familie, og for alle tre piger gælder det, at en del veninder allerede er faldet fra eller som Ganga, halter bagefter.

En bedre fremtid for de mindre heldige

Fortællingen om familien Pandey og familien Musahar er typiske for området her. Der er også mennesker, der er meget rigere end familien Pandey og nogle som klarer sig dårligere end Kunti Musahar. Men flertallet ligger et sted mellem de to beskrivelser. De, som har lidt jord, adgang til privatskole eller til nød den engelsk sprogede udgave af folkeskolen og overskud til at støtte op om børnenes skolegang, og de, som ingen jord har og som har svært ved at fastholde deres børn i den offentlige skole endsige hjælpe dem til at klare de årlige eksamener.

Begge familier kæmper for at sikre fremtiden for næste generation. Hos familien Pandey skal det gå meget galt, hvis ikke lille Kristina får en noget mere spændende tilværelse end sin mor og en dag kan se ud af vinduet og føle sig heldig. Hos Yamunas familie er der en del mere på spil. Det er faktisk lidt af en gyser! Klarer Kunti at få et solidt overskud ud af den jord, hun har investeret i? Holder Yamuna, Anjali og Sarita fast i skolen? Begge dele kan så let som ingenting skydes i smadder af tilfældigheder og sort uheld. Jeg holder vejret, krydser fingre og håber, at kvindegrupper, engagerede medarbejdere, gode råd og ny viden, lektiehjælp og skolemad kan være nogle af de elementer, som tipper fremtiden i Musahar’ernes favør.

Se vores lille film om Yamuna her

 

 

 

 

 

Gem

Gem

Gem

Gem

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s