I februar måned kunne vi endelig søsætte projektet Skolehaven som læringsrum, som vi har fået penge til fra Thunes Legat i slutningen af 2015. På skolerne var de skeptiske overfor, om man nu virkelig kan lære noget udenfor, og de fem unge praktikanter fra Zahle seminarium, som skulle sætte projektet i søen i deres 4 ugers praktik, havde ikke prøvet at lave skolehaver før.
Vi startede med en fælles workshop for lærere, praktikanter, haveansvarlige, ledelse og projektansvarlige fra vores partnerorganisation Soiyas Uafhængige kvinder. Den gik over al forventning. De gule sedler er deltagernes forslag til, hvordan skolehaven kan integreres i undervisningen.
Lærerne var selvfølgelig stadig bekymrede for, om deres elever nu ville bestå eksamen. Men det afholdt dem ikke fra at have gode forslag til, hvordan deres undervisningsbøger kan bruges udenfor i haven. En af de ting, vi har fokuseret meget på, er at landbobørn skal ud i haven for at føle sig hjemme, ikke for at blive fascineret af, hvor en kartoffel kommer fra. Det kunne de godt se mening i.
Sabitri Musahar, tidligere formand og Menuka Neupane, daglig leder af organisationen Soiya Women, har været i Danmark og set skolehaver både i København, Nordsjælland og Århus. Sabitri er nu haveansvarlig på Bhawanipur school og skal støtte haveprojektets praktiske fremdrift.
Workshoppen blev også brugt til at præsentere de fem danske studerende for alle de nepalesiske projektdeltagere.
Og så gik vi ellers i gang. Ernæring er et emne, som også er med i de nepalesiske skolebøger, så den blev et af de første elementer i undervisningen.
Madpyramiden blev også til et vendespil, som børnene selv tegnede. Gruppeaktiviteter bruges i undervisningen på Bhawanipur og Laxmi school.
Børnene synes selvfølgelig det var sjovt, og læreren kunne også se, at det gjorde en forskel.
På Bhawanipur school kæmpede praktikanterne meget med larm og uro. Folk, som kikkede ind ad vinduet, elever der skrålede på læreren, mens de rakte hånden op, inspektør eller lærere, som kom ind for at tjekke at alt var vel.
Om eftermiddagen lærte børnene en ny leg, “banke bøf”, som alle synes var herlig. Der skal jo også være sjov – selvom undertegnede stadig var lidt nervøs for fremdriften:)
Her er Peter og Kristian sammen med tolken Kamal i gang med at introducere haven på Laxmi school, der netop er blevet pløjet og gjort klar.
Alle børnene fik logbøger, som de kan bruge i haveundervisningen. Det er ikke alle børn, som har kladdehæfter nok, så det gjorde logbøgerne ekstra vigtige.
Der var meget mere roligt på Laxmi school, da skolen kun har fem klasser. Det gjorde også de enkelte klasser mindre larmende.
Jeg havde haft en del redskaber og andre ting med fra Danmark. Det synes smådrengene var ret interessant.
Sabitri, der er haveansvarlig på Bhawanipur school, var med på Laxmi school hele måneden. Her fortæller hun Laxmi schools haveansvarlige Rita om skolehaverne i Danmark.
Vi havde valgt at starte haveundervisningen kl. 8, for ikke at tage alt for mange klassetimer og dermed gøre lærerne mere nervøse. Derfor serverede vi også morgenmad for klasserne. Og ja! der er grøntsager her (kål, kikærter og løg), men andelen af puffede ris er noget høj. Room for improvement…!
Inden de danske praktikanter rejste, blev der afholdt havefestival, hvor forældrene blev inviteret til at se haverne. Børnene var meget stolte! Så det er altså ikke kun børn i byen, som kan lide at vise haver frem 🙂
Så kom vi i gang. Skønt. Rati Parajuli, som har fungeret som tolk for praktikanterne på Bhawanipur school og som også står for vores nye lektiegrupper er projektleder og skal støtte lærere og elever fremover. Lige nu starter eksamen, så vi tager en lille “vande/læse” pause. Hvor Rati får læst en masse om skolehaver, og praktikanterne får afrapporteret, hvor langt de nåede og hvor de synes vi skal tage fat.
Det var ikke nemt at undervise langt ude på landet i Nepal, med tolk og lave sit livs første skolehave. Men de gjorde det! Og på en måde, var det måske godt, de heller ikke var topprofessionelle, så det hele foregik i et tempo, hvor de nepalesiske projektdeltagere ku være med og hvor alle sandheder ikke var givet på forhånd. I hvert fald så har alle udmeldinger fra skolerne været meget positive. Næste træk bliver det seje – nemlig at få lærerne grundigt i spil. Godt vi har Rati. Hun er bare 21 år, men hun er supersej!
Skoleliv i Nepal 