Jord til de fattigste

Jordfordeling er en af mange årsager til Nepals problemer, og det er for os og SWO en konkret udfordring for fremtiden.
De (få) rige har store mængder jord, som de overlader til fattigere familier at dyrke for en sæson ad gangen. Det system hedder adiya.

Sabitri og hendes mand fordeler sæsonens ris mellem sig og den jordejer de har lejet af i denne sæson. “Hvis jeg kan lide dem, så får de lov at leje en sæson mere,” sagde han.

“Adi” betyder halvdelen, og systemet går ud på, at ejeren af jorden får halvdelen af afgrøderne, mens de, som låner jorden, får den anden halvdel, samt alle udgifterne 😦

Denne udlejer har 2 biga (=20.000 m2) jord. Hans far havde 12 biga, som er delt mellem seks sønner. 2 biga er ikke meget, men udlejers familie bor i byen, og han selv arbejder i Indien, så de har ikke mulighed for selv at dyrke.

For lidt og for dyrt
Problemet med adiya for den enkelte lejer er, at der kommer for lidt ud af det, og at familien derfor ikke får mulighed for at arbejde sig ud af deres fattigdom. I et større perspektiv har det også den konsekvens, at udbyttet af jorden forbliver lavt. Hvis man kun har jorden i kort tid, så investerer man minimalt i jordforbedring, og man kan i øvrigt slet ikke låne til fx. kunstvandingsanlæg, når det ikke er ens egen jord. Sidst men ikke mindst, så er der faktisk mulighed for tilskud til fx. vanding fra det offentlige, men det kræver en 20-årig lejekontrakt….

Der er ris for omkring 40.000 nepalesiske rupees til hver (ca. 3000 kr eller 1 ton). For familien betyder det mad hver dag, mens jordejeren skal ud og sælge. Det har ikke regnet nok i år, så udbyttet var ikke så højt som parterne havde håbet.

Hvorfor går de de rige så ikke selv i gang og hæver produktiviteten?

For varmt og for kedeligt
Tja…de fleste bor i Kathmandu eller i udlandet. I Rupandehi er der for varmt i de 6 sommermåneder og koldt og tåget om vinteren, alt for mange myg, alt for få bekvemmeligheder…Hvem har lyst til at bo her? Hvis man ikke er nød til det…At være bonde er vidst i øvrigt mere end bare produktivitet, og de her mennesker er sjældent bønder. Jorden for dem repræsenterer magt og status og er i øvrigt i de senere år, som følge af en fuldstændig ureguleret prisudvikling steget til eksorbitante priser. En “katha” ( lidt over 300 m2) koster i Kervani kommune, hvor Soiya ligger ca. 65000 kr.

Et kooperativ for fremtiden
En af de løsninger som SWO og SIN ser for sine medlemmer er, at organisationen SWO går ind og laver en langtidskontrakt med en jordejer, om et større stykke jord i en længere periode. Det spændende bliver, om de er i stand til at forhandle en 20-årig kontrakt, og hvad de skal betale. Jeg har argumenteret for, at 25% af overskuddet til jordejeren bør være udspillet. Dels så investerer vi i hans jord og sørger for, at den er i tip top øko-stand, dels så regner vi med, at produktiviteten kan forøges væsentligt. Dvs. at 25% i virkeligheden kan gå hen og blive mere end de oprindelige 50….

Imod os har vi to ting: Klimaforandringer og vidensniveau. Kan vi få landbrugsrådgivere, der er dygtige nok? Og hvordan tackler vi regnen, der dels bliver væk, når den er ventet, dels øser ned, når den ikke er ventet (eller ønsket).

Lige nu diskuterer SWO så med sine medlemmer, om de vil være med, og hvordan det skal foregå. Her er et  af lyspunkterne bestyrelsen, som virker kvikke og positive.

Første møde med ny bestyrelse, hvor alle grupper er repræsenteret

tak for nu! Lidt tung smørre jeg ved det! Håber I kom godt igennem:)

Advertisement